Pauline Viardot

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Michelle Pauline Viardot-García
Pauline Viardot-Garcia 3.jpg
Fulde navn {{{fuldenavn}}}
Født 18. juli 1821(1821-07-18)
Fødested Frankrig Paris, Frankrig
Pseudonym(er)
Død 18. maj 1910 (88 år)
Dødssted Frankrig Paris, Frankrig
Begravet Cimetière de Montmartre i Paris, Frankrig
Nationalitet
Bosat {{{bosat}}}
Uddannelse
Profession Mezzosopran, pianist og komponist
Politisk parti {{{politiskparti}}}
Religion {{{religion}}}
Titel
Berømt for
Kendt for {{{kendtfor}}}
Forældre {{{forældre}}}
Ægtefælle Louis Viardot
Børn
Pauline Viardot

Michelle Pauline Viardot-García (18. juli 182118. maj 1910) var en berømt mezzosopran, pianist og komponist.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Viardots far var den spanske tenor Manuel del Pópulo Vicente García; mezzosopranen Maria Malibran var hendes søster og barytonsangeren og sangpædagogen Manuel Patricio Rodríguez hendes bror.

Viardot udviklede sig til en udmærket sangerinde med en karismatisk personlighed og en stemme, der gjorde, at hun med lethed kunne veksle mellem alt og sopran. Hun havde succes på alle de store europæiske operascener. Hun optrådte ikke blot i Paris, London og Berlin, men også i Sankt Petersborg, hvor hun i 1843 mødte den russiske forfatter Ivan Turgenjev, som hun udviklede et nært og livslangt venskab med.

Viardot talte fem sprog: spansk (på grund af sin familiebaggrund), fransk (på grund af opvæksten i Frankrig), italiensk (på grund af karrieren som operasangerinde), tysk (fordi hun i enkelte år boede i Tyskland) og russisk (fordi hun optrådte på den russiske kulturscene).

Sideløbende med karrieren som sangerinde udviklede hun sig til en dygtig pianist. Den unge Franz Liszt var en af hendes klaverlærere.[1]

Hun sang mezzosopranstemmen i ’Tuba Mirum’-delen af Mozarts Requiem ved Chopins begravelse i Madeleinekirken i Paris den 30. oktober 1849. Normalt tillod kirken ikke kvindelige sangere, men de fik lov til at synge i kirken på den betingelse, at de stod bag et sort fløjlstæppe.[2]

Pauline Viardot trak sig tilbage fra scenen i 1863, og på grund af ægtemandens offentlige kritik af Napoleon 3. af Frankrig forlod de Frankrig og slog sig ned i Baden-Baden i Tyskland. De havde stor indflydelse på udviklingen af Baden-Baden til en international kulturby, og Viardot mødte her en række musikere, digtere, malere og andre af tidens betydningsfulde personligheder, eksempelvis det kejserlige regentpar Wilhelm 1. af Tyskland og Augusta af Sachsen-Weimar-Eisenach og kansleren Otto von Bismarck. Clara Schumann var en af Pauline Viardots nære venner, og sammen opførte de musikstykker af Robert Schumann, Frédéric Chopin og Johannes Brahms. Til Pauline Viardots berømte matineer spillede også blandt andre den verdensberømte pianist Anton Rubinstein. Viardots tidligere klaverlærer Franz Liszt hørte ligesom Richard Wagner og digteren Theodor Storm til gæsterne i hendes hus i Baden-Baden. Camille Saint-Saëns tilegnede Pauline Viardot sin opera Samson og Dalila.

I 1870 lykkedes det Johannes Brahms at overtale Viardot til at synge til premieren på hans Alt-Rhapsodie i Jena.[3]

Efterhånden som Pauline Viardots stemme mistede sin fylde, begyndte hun i stigende grad at hellige sig komposition og undervisning, og hun skabte sig et legendarisk ry som sanglærerinde.

Da Pauline Viardot døde i Paris den 18. maj 1910 efterlod hun sig en række værker, som først i nyere tid er blevet opdaget.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Viardot begyndte at komponere som ganske ung, men nærede ikke ambitioner om at blive komponist; hun komponerede primært for at hjælpe sine elever med at udvikle deres stemmer. Alligevel afspejler kompositionerne hendes høje standard, og Franz Liszt mente, at verden i Pauline Viardot havde fået sin første geniale kvindelige komponist.[4]

Til Viardots kompositioner hører operetterne Trop de femmes (1867), L’ogre (1868) og Le Dernier Sorcier (1869, ”Den Sidste Troldmand”), som Johannes Brahms dirigerede i Viardots hus i 1869. Ivan Turgenjev skrev librettoer til alle tre. Hendes to andre operetter – Le conte de fées (1879) og Cendrillon (1904; da var hun 83 år) – indeholder hendes egne librettoer. Operetterne (eller ’salonoperaerne’) er små værker, men de blev komponeret for gode sangere, og en del af musikken er vanskelig at fremføre. Viardot komponerede også instrumentalværker, især for violin og klaver.

Hun satte melodi til mere end 50 sange, mange af hvilke har tekster af de tyske digtere Eduard Mörike og Heinrich Heine. Hun skrev også sange med franske, italienske og russiske tekster (af bl.a. Pusjkin og Turgenjev), og hun bearbejdede instrumentalværker af blandt andre Chopin, Haydn, Schubert og Brahms for sangstemme og klaver.

Liste over værker[redigér | redigér wikikode]

Buste af Pauline Viardot i Baden-Baden.
Birgit Stauch (2004)

Operetter[redigér | redigér wikikode]

  • Trop de femmes (Turgenjev, 1867)
  • L'ogre (Turgenjev, 1868)
  • Le dernier sorcier (Turgenjev, 1869)
  • Le conte de fées (1879)
  • Cendrillon (1904)

Korværker[redigér | redigér wikikode]

  • Choeur bohémien
  • Choeur des elfes
  • Choeur de fileuses
  • La Jeune République

Sange[redigér | redigér wikikode]

  • Album de Mme Viardot-Garcia (1843)
  • L'Oiseau d'or (1843)
  • 12 Mazurkaer for sang og klaver – baseret på mazurkaer af Frédéric Chopin (1848)
  • Duo, 2 solostemmer og klaver (1874)
  • 100 sange, bl.a. 5 Gedichte (1874)
  • 4 Lieder (1880)
  • 5 Poésies toscanes-paroles af L. Pomey (1881)
  • 6 Mélodies (1884)
  • Airs italiens du XVIII siècle (oversat af L. Pomey) (1886)
  • 6 chansons du XVe siècle
  • Album russe
  • Canti popolari toscani
  • Vokalarrangementer af Johannes Brahms’, Joseph Haydns og Franz Schuberts instrumentalværker

Instrumentalværker[redigér | redigér wikikode]

  • 2 airs de ballet for klaver (1885)
  • Défilé bohémien for firehændigt klaver (1885)
  • Introduction et polonaise for firehændigt klaver (1874)
  • Marche militaire for 2 fløjter og piccolo, 2 oboer og 2 messingkor (1868)
  • Mazourke for klaver (1868)
  • 6 morceaux for violin og klaver (1868)
  • Second album russe for klaver (1874)
  • Sonatine for violin og piano (1874)
  • Suite arménienne for firehændigt klaver

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Harris, Rachel M. 'The Music Salon of Pauline Viardot'. Besøgt 25. juni 2012.
  2. Niecks, Frederick. The Life of Chopin. 2. bind, s. 325.
  3. Musgrave, Michael. The Cambridge Companion to Brahms. Besøgt 30. juli 2012.
  4. Amazon.co.uk. Besøgt 30. juli 2012.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • (Fransk) Dulong, Gustave. Pauline Viardot, tragédienne lyrique 2e éd. revue et corr. Association des amis d'Ivan Tourgueniev, Pauline Viardot et Maria Malibran, 1987, ISBN 2-903597-01-4.
  • (Engelsk) Fitzlyon, April. The Price of Genius. A biography of Pauline Viardot. London, 1964.
  • (Fransk) Friang, Michèle. Pauline Viardot au miroir de sa correspondance. Hermann, Paris, 2008, ISBN 978-2-7056-6568-5.
  • (Tysk) Kesting, Jürgen. Die grossen Sänger Düsseldorf. Claassen, 1986.
  • (Tysk) Lange-Brachmann, Ute, og Draheim, Joachim (red.). Pauline Viardot in Baden-Baden und Karlsruhe. Nomos Verlagsgesellschaft, Baden-Baden, 1999, ISBN 3-7890-6372-X.
  • (Engelsk) Niecks, Frederick. The Life of Chopin. 2. bind. Novello, Ewers & Co., London og New York, 1888.
  • (Engelsk) Steen, Michael. Enchantress of nations, Pauline Viardot: soprano, muse and lover. Icon books, Thriplow, 2007, ISBN 978-1-84046-843-4.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]