Portal:Film/Udvalgt film/november, 2008

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sunset Boulevard er en amerikansk film noir fra 1950, der har elementer af drama, horror og sort komedie. Filmen, der er opkaldt efter den berømte boulevard i Beverly Hills, er instrueret af Billy Wilder. Hovedrollerne spilles af William Holden som Joe Gillis, en ung manuskriptforfatter på spanden, og Gloria Swanson som Norma Desmond, en falmet stumfilmstjerne, der væver den intetanende Gillis ind i sit spind af drømme om nye triumfer på det hvide lærred. Erich von Stroheim, Nancy Olson, Fred Clark, Lloyd Gough og Jack Webb medvirker i biroller. Filminstruktøren Cecil B. DeMille og sensationsjournalisten Hedda Hopper spiller sig selv, og filmen har stumfilmstjernerne Buster Keaton, H. B. Warner og Anna Q. Nilsson i cameoroller.

Filmen blev vel modtaget af anmelderne, blev nomineret til elleve oscars og vandt tre. I Danmark fik den Bodilprisen for bedste amerikanske film i 1951. Den anses i dag for at være en klassiker og nævnes ofte som en af de bedste amerikanske film. Filmen var i 1989 blandt den første gruppe film, der som "kulturelt betydningsfulde" blev udvalgt til bevaring i USAs National Film Registry. I 1998 blev den rangeret som nummer 12 på det amerikanske filminstituts liste over de 100 bedste amerikanske film i det 20. århundrede.