Portal:Historie/Udvalgt artikel/maj, 2007

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den dansk-norske konge Frederik 2. erobrer Älvsborg i 1563
Den dansk-norske konge Frederik 2. erobrer Älvsborg i 1563

Den Nordiske Syvårskrig blev udkæmpet mellem 1563 og 1570. De stridende parter var Danmark-Norge, med deres allierede Polen og Lübeck på den ene side og Sverige på den anden. Sverige ønskede at åbne søvejen gennem Østersøen og Øresund, og Danmark havde et ønske om at genskabe Kalmarunionen.

Krigen begyndte i Østersøen den 30. maj 1563, hvor en dansk flådeafdeling ud for Bornholm skød varselsskud for at få en svensk flådeenhed til at stryge topsejlet som tegn på accept af dansk overherredømme i Østersøen. Man ramte det svenske admiralskib, og det kom til en kamp mellem de 9 danske og 19 svenske skibe. Svenskerne erobrede 4 danske skibe med hen ved 500 mand.

Efter 3 års krig blev der holdt fredsmøde på den tyske kejsers initiativ den 15. juli 1570 i Stettin. Mødet resulterede i Freden i Stettin den 13. december samme år. Frederik 2. godkendte fredsaftalen den 25. januar 1571. Alle gensidige fordringer blev opgivet, og alle erobringer skulle tilbagegives. Som pant for en krigsskadeserstatning fra Sverige beholdte Danmark dog fæstningen Elfsborg.