Portal:Musik/Månedens artikel/April 2008

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Children of Bodom er et finsk metal-band, som oprindelig blev dannet i 1993 under navnet IneartheD af forsanger/guitarist Alexi Laiho og trommeslager Jaska Raatikainen, og det er af All Music Guide blevet kaldt "den melodiske dødsmetals Manowar".

Bandet tog i 1997 navn efter Bodom-mordene - et berygtet tredobbelt mord, som skete nær Bodomsøen i 1960. Den eneste overlevende, Nils Gustafsson, beskyldte manden med leen for at have begået mordene. Derfra har de taget manden med leen, som de spøgende har døbt "Roy" efter en scene i filmen Hot Shots!, som deres maskot, og han har været vist på alle deres albumcovers. Han står også nævnt i takkelisten på albummet Hate Crew Deathroll.

Children of Bodom er kendetegnet ved sin specielle musikstil, som hovedsageligt inddrager elementer fra melodisk dødsmetal og ekstrem power metal, og som aldrig musikalsk set har holdt sig indenfor allerede fastsatte rammer. I de senere år er bandets musik begyndt at blive accepteret af mainstreamkulturen - dog stadig uden at bandet er gået på kompromis med sin særlige lyd.

Efter tre demoplader, som kun vakte ringe opmærksomhed, fik bandet sit gennembrud med debutalbummet Something Wild (1997). Selvom deres to næste album, Hatebreeder (1999) og specielt Follow the Reaper (2000), også blev vel modtaget, var det med deres fjerde studiealbum, Hate Crew Deathroll (2003), at bandet cementerede deres status som et af de førende bands indenfor ekstremmetal-genren.

Children of Bodoms tre seneste album har solgt til guld i Finland, og deres single Hate Me! har solgt til platin. Bandet blev i 2003 valgt som "årets finske band". Det har gennemført flere turneer i Europa og har desuden turneret i Nordamerika og Japan. I perioden 2003-2004 foretog det en verdensturne.

Se mere