Portal:Sport/Månedens artikel/september 2007

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Michael Jordan i kamp for Chicago Bulls

Michael Jeffrey Jordan (født 17. februar 1963) regnes af mange for at være en af basketballspillets største spillere gennem tiderne. Han var med i startopstillingen på det første amerikanske Dream Team, der deltog ved OL i Barcelona 1992 og vandt guld i overlegen stil. Jordan spillede 13 sæsoner i NBA for Chicago Bulls, der i perioden vandt mesterskabet seks gange, og Jordan selv blev kåret som MVP (Most Valuable Player/Mest Værdifulde Spiller) fem gange.

Michael Jordan var i sin ungdom en dygtig sportsmand inden for flere idrætsgrene, men først da han en sommer voksede 10 cm og samtidig trænede intensivt, opnåede han plads på skoleholdet. I collegetiden viste han sig som en dygtig, men en smule anonym spiller, indtil han i en vigtig kamp brillerede med en afgørende scoring i de sidste sekunder.

Han kom på det amerikanske landshold til OL i Los Angeles i 1984, hvor han var med til at sikre guldmedaljerne. Efter at være blevet valgt af NBA-holdet Chicago Bulls samme år fik Michael Jordan for alvor gang i karrieren. Han blev i sin første sæson valgt til årets "rookie" ("debutant"), og han havde en række år med gode personlige resultater. Det var dog først i 1991, at Bulls med Jordan i spidsen vandt mesterskabet. Klubben vandt til gengæld tre gange i træk og nogle år senere yderligere tre på stribe (1996-98).

Han tog en pause i karrieren mellem de to mesterskabsserier og forsøgte sig som baseballspiller, men uden succes. Han afsluttede sin karriere hos Bulls i 1999, men fik et kortere comeback hos Washington Wizards, hvor han var indgået i ledelsen. I 2003 var det endegyldigt slut for en karriere, der gav ham en række strålende NBA-rekorder, f.eks. højeste pointgennemsnit pr. kamp (31,0) og flest point i en slutspilskamp (63).

Efter afslutningen af karrieren har Michael Jordan lagt en indsats inden for velgørenhed. Han ejer også et motorcykel-team, og han har sit eget tøjmærke. Endelig dyrker han nu motorcykelløb og golf.

Læs hele artiklen