Rørdam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Rørdam (slægt))
Spring til navigation Spring til søgning

Rørdam er en gammel dansk præsteslægt.

Slægtens stamfader var sognepræst i Stovby og Hornum Frants Matsen, han deltog i 1584 i prins Christians hylding i Viborg. Hans sønner tog slægtsnavnet Brun. Først en sønnesøns sønnesøn, provst i Ringsted Herred, sognepræst i Vigersted og Kværkeby Holger Rørdam (1700-1783), antog slægtens nuværende navn.

Dennes søn, provst i Hardanger Provsti, sognepræst i Kindservig Christian Bolle Rørdam (1743-1802), der blev nævnt som den bedst oplyste præst i hele Bergens Stift, var fader til provst i Merløse og Tudse Herreder, sognepræst i Tølløse og Ågerup Thomas Schatt Rørdam (1776-1831) og til kaptajn i Artilleriet, overtoldbetjent ved Vallø Saltværk Jacob Rørdam (1779-1852), hvis efterslægt blomstrer i Norge.

Den førstnævnte af disse to brødre blev fader til Sognepræst i Hammer og Lundby, dr. theol. Hans Christian Rørdam (1803-69), der ved adskillige skrifter og ved sin deltagelse i de kirkelige forhandlinger vandt et i alle lejre anset navn, til sognepræst i Ondløse og Søndersted Hans Nicolai Kellermann Rørdam (1804-1884) og til sognepræst i Lyngby Peter Rørdam.

Dr. Hans Christian Rørdam var atter fader til sognepræst i Lyngby, dr.theol. et phil. Holger Frederik Rørdam (1830-1913) — hvis sønner er prof. Kristian Rørdam, fhv. medlem af Folketinget, stabslæge Holger Rørdam (1863-1941) og oberst Halfdan Rørdam (1869-1951) — og til biskop, dr. theol. et phil. Thomas Skat Rørdam (1832-1909), hvis sønner er hovedredaktør af Hagerup's illustrerede Konversationsleksikon, cand.mag. Erling Rørdam (1869-1930), forstander for Statsseminarierne i Jelling og Haderslev, pastor Hemming Skat Rørdam (1872-1925) og den fra striden om dåbsritualet kendte valgmenighedspræst i Ryslinge Torkild Skat Rørdam (1876-1939).

Ovennævnte sognepræst Hans Nicolai Kellermann Rørdam var fader til sognepræst i Gamtofte Thomas Ludvig Rørdam (1836-1894), der arbejdede på at tilvejebringe forståelse imellem den grundtvigske retning og dens kirkelige modstandere, til sognepræst i Fanefjord Hans Kristian Rørdam (1842-1924), hvis søn er forfatteren Valdemar Rørdam (1872-1946), og endelig til intendant for den kongelige civilliste, oberst, kammerherre Christian Holger Rørdam (1846-1916), hvis søn, kaptajn, kammerjunker, mag. scient. Hans Nicolai Kellermann Rørdam (1878-1954), har offentliggjort videnskabelige kemiske afhandlinger, bl.a. i Videnskabernes Selskabs skrifter.

Kilder[redigér | redigér wikikode]