Sognepræst

Sognepræst Vilhelm Beck.

En sognepræst er præsten for et sogn eller pastorat og har til opgave kirkeligt at betjene de beboere i sognet, der hører til folkekirken og ikke har løst sognebånd til en anden præst. Sognepræstens menighed er derfor som udgangspunkt territorialt afgrænset. Et kirkesogn kan udgøre et selvstændigt pastorat, dvs. området for en pastors eller sognepræsts embedsudøvelse, men det er almindeligt, at to eller flere sogne er samlet i ét pastorat. Sådan har forholdet også været i Danmark og Norge, hvor en sognepræst ofte er fælles for flere sogne, der da udgør dele af et præstegæld eller pastorat. I svensk terminologi svarer dansk og norsk sognepræst til kyrkoherde ^(sv).

Før 1981 betegnede sognepræst i den danske folkekirke den øverste og dermed ansvarlige præst i et sogn. Hvis et sogn havde flere præster, blev de øvrige ofte betegnet som kapellaner eller andenpræster. Fastansatte præster som residerende kapellaner og kaldskapellaner var dog ikke sognepræsten underordnede på samme måde som personelle kapellaner og hjælpepræster. Efter 1. maj 1981 fik samtlige præster ansat i folkekirken titel af sognepræst, og de faste præster er dermed ligestillede. Den funktion, der før 1981 svarede til den øverste sognepræst, betegnes siden som 'kirkebogsførende sognepræst og begravelsesmyndighed', ofte forkortet "Sognepræst (kbf)". At en bestemt sognepræst fører kirkebogen, er derfor først og fremmest en administrativ oplysning, som kan være relevant for eksempelvis en bedemand, men ikke udtryk for et almindeligt overordnelsesforhold mellem de faste præster.

Titlen sognepræst er en beskyttet titel modsat titlen præst. Sognepræster er overvejende tjenestemandsansatte, men kan også være overenskomstansatte, navnlig som hjælpepræster eller funktionspræster. Ansættelse forudsætter som hovedregel teologisk kandidatuddannelse og gennemført pastoralseminarium, men der findes undtagelsesordninger; alle skal dog gennemføre et obligatorisk forløb ved Pastoralseminariet i København eller Aarhus under Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Ved ledige embeder indstiller menighedsrådet en kandidat med bistand fra provst og biskop til kirkeministeren. Før ansættelsen gennemføres bispeeksamen, præsteløfte, ordination og indsættelse, hvor provsten oplæser ansættelsesbrevet og biskoppens kollats. Tjenestemandsansatte sognepræster er beskyttet mod afskedigelse uden særlige grunde, men kan afskediges ved blandt andet alvorlig tjenesteforseelse, diskretionære grunde, alvorlige samarbejdsvanskeligheder eller dybtgående uoverensstemmelser med menigheden. De kan selv søge afsked med tre måneders varsel og fratræder normalt fast fuldtidsembede ved 70-årsalderen, men kan derefter virke som vikar som pastor emeritus. Sognepræsten har desuden en vidtgående forkyndelsesfrihed.

Historie

I den ældre danske ordning blev sognepræsten beskikket og afskediget af kongen, og både præsten og hans enke havde ret til pension af embedet. For at kunne beskikkes som sognepræst skulle vedkommende have indfødsret og være fyldt 25 år. Foruden teologiske kandidater fra Københavns Universitet kunne der på nærmere betingelser beskikkes personer, der i otte år havde gjort tjeneste som præst i en dansk evangelisk-luthersk menighed i udlandet eller i en frimenighed i Danmark, samt personer, der i fem år havde gjort tjeneste som udsendte danske missionærer. Også lægmænd kunne beskikkes, hvis de var over 35 år, efter en prøve for biskoppen blev anset for modne til præstegerningen og ved en afstemning i den pågældende menighed opnåede to tredjedele af de afgivne stemmer. En sognepræst blev beskikket af kongen blandt tre personer, som menighedsrådet havde indstillet. Undtagelser gjaldt for embeder, der var forbundet med stillingen som stiftsprovst, samt for sognepræsterne ved Holmens Kirke og Garnisonskirken i København, som blev udnævnt uden indstilling fra menighedsrådene.

Sognepræsten havde ret til uden for de regelmæssige gudstjenester og kirkelige handlinger at benytte hvilken som helst af menighedens kirker til gudstjenesteligt brug, herunder missionsgudstjenester og missionsforedrag. Sognepræsten var medlem af sognets menighedsråd, skolestyre, fattigstyre og værgeråd; hvis der var flere præster i menigheden, kunne biskoppen lade en af de øvrige præster indtræde som medlem i sognepræstens sted.

Norge

I Norge var sognepræsten embedsmand, udnævnt af kongen, og kunne ikke afskediges uden lov og dom før opnået aldersgrænse, som var 70 år. Sognepræsten var medlem af Statens Pensionskasse. Der var fastsat en minimumsløn på 5.000 kroner, dog 6.000 kroner for sognekaldene i Finnmark og for Værøy sognekald; hvis indtægterne ikke nåede dette beløb, blev det manglende tilskudt af Oplysningsvæsenets Fond. Samtidig var der fastsat en maksimumsløn på 9.000 kroner. Hertil kom seks alderstillæg à 500 kroner efter henholdsvis 3, 6, 9, 12, 15 og 18 år samt i Hålogaland bispedømme et stedtillæg på indtil 700 kroner årligt.

Ifølge den norske gejstlige lønningslov af 14. juli 1897 skulle der for enhver sognemenighed dannes et lønningsfond. Til dette fond skulle henlægges embedsindtægter, som oversteg præsternes maksimumsløn eller faldt under ledighed i sognekaldet, samt mulige legater og dotationer. Lønningsfondenes formål var efterhånden at afløse de erstatninger, som ved loven var pålagt sognekommunerne til de gejstlige tjenestemænd, blandt andet for afløst fast offer, højtidsoffer og betaling for kirkelige forretninger. Med kongens samtykke kunne fondene, når der senere var opsamlet tilstrækkelige midler, også overtage de grundbyrder, som blev svaret til gejstligheden af faste ejendomme.

Referencer

Spire Denne artikel om en kirke er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.