Rainald Goetz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Rainald Goetz
Rainald Goetz.jpg
Rainald Goetz (2012)
Personlig information
Født Rainald Maria GoetzRediger på Wikidata
24. maj 1954Rediger på Wikidata
MünchenRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Ludwig-Maximilians-Universität MünchenRediger på Wikidata
Beskæftigelse Historiker, skribent, lægeRediger på Wikidata
Kendte værker Johann HoltropRediger på Wikidata
Genre Teater, poesi, romanRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Else-Lasker-Schüler-Dramatikerpreis (1999),
Wilhelm Raabe-litteraturprisen (2000),
Marieluise-Fleißer-Preis (2013),
Kranichsteiner Literaturpreis (1983),
Mülheimer Dramatikerpreis (1988, 1993, 2000),
med flereRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Rainald Maria Goetz (født 24. maj 1954 i München) er en tysk forfatter.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Rainald Goetz voksede op i München. Han studerede historie, teatervidenskab og medicin i München og i Paris. Efter et ophold på Sorbonne i efteråret 1977 skrev han ph.d.-afhandlingen Freunde og Feinde des Kaisers Domitian. Afhandlingens tilblivelse skildres i romanen Kontrolliert (1988). I 1982 påbegyndte Goetz sin ph.d.-afhandling i medicin med emnefeltet ungdomspsykiatri.[1]

I 1976 begyndte Goetz at skrive for Süddeutsche Zeitung. I starten skrev han anmeldelser af børne- og ungdomsbøger. I 1977 udkom artikelserien Aus dem Tagebuch eines Medizinstudenten. I 1978 udkom Goetz' første litterære artikel i tidsskriftet Kursbuch. Efterfølgende skrev Goetz for TransAtlantik, musiktidsskriftet Spex og litteraturtidsskriftet Merkur.

Goetz blev berømt i 1983 under en tv-udsendelse fra Ingeborg-Bachmann-Prisen i Klagenfurt. Under oplæsningen af sit litterære bidrag skar Goetz sig i panden med et barberblad, så blodet strømmede ned over ansigt og papir.[2] Selvom han ikke vandt prisen, hjalp begivenheden til at skabe opmærksomhed om hans forfatternavn. Den indflydelsesrige litteraturkritiker Marcel Reich-Ranicki var desuden meget begejstret for både Goetz' litteratur og litterære optræden.[3]

Værk[redigér | redigér wikikode]

Goetz' har i sit litterære værk bl.a. behandlet følgende emner: arbejdet i psykiatrien (Irre, 1983), Det Tyske Efterår (Kontrolliert), 1990'ernes techno-kultur i Tyskland (Rave, 1998, dansk 2018), erhvervslivet i Tyskland i starten af 00'erne (Johann Holtrop, 2012). Derudover har Goetz udgivet teaterstykker, dagbøger og lydbøger i samarbejde med dj'en Westbam.

Forfatteren Maxim Biller har i en artikel udpeget Goetz som en af de vigtigste forfattere i den litterære "jeg-tid", der i følge Biller kendetegner den tyske litteratur i slutningen af 90'erne og starten af 00'erne.[4]

Goetz' litterære værk fra 80'erne og 90'erne tilskrives ofte Poplitteraturen - en bred genrebetegnelse for en del af den tyske litteratur fra 60'erne til i dag. I sin litteratur behandler han ofte emner som politik, kunst, musik, medier, massekultur. Derudover inddrager Goetz ofte filosofi og sociologi i sin skønlitteratur, særligt filosofi fra det 20. århundrede som f.eks. Frankfurterskolen og Niklas Luhmann.

I 1998 skrev Goetz en net-dagbog (ordet "blog" eksisterede ikke på det tidspunkt), der senere blev udgivet som bog med titlen Abfall für alle. Dagbogen indeholder notater, kommentarer og refleksioner over den daglige udvikling i det tyske kulturliv, sådan som Goetz oplevede det på tv og i diverse skriftlige medier i løbet af et år.

Værkerne Rave, Abfall für alle og teaterstykket Jeff Koons (opført på Betty Nansen Teatret i 2000/1) tilhører alle fem-binds-værket Heute Morgen (1998-2000).

Fra februar 2007 til juni 2008 skrev Goetz en ny blog med titlen KlageVanity Fairs hjemmeside. Også denne blog udkom senere på bogform, og blev ligeledes del af et flerbinds-værk: Schlucht (2007-2012).

Johann Holtrop er ligeledes del af Schlucht og er Goetz' seneste roman. Bogen handler om en tysk forretningsmands storhed og fald.

De fleste af Goetz' værker er udkommet på forlaget Suhrkamp. I anledning af hans 50. fødselsdag blev Erste internationale Rainald-Goetz-Symposium afholdt i Literaturhaus, Frankfurt am Main.

Udover over sit skønlitterære værk har Goetz sammen med Oliver Lieb og Stevie B-Zet udgivet albummet Word (1994): en CD med spoken word og ambient/trance-musik.

Publikationer[redigér | redigér wikikode]

  • Irre. Roman. Suhrkamp, Frankfurt am Main, 1983.
  • Krieg. Hirn. 2 bind. Suhrkamp, Frankfurt am Main, 1986.
  • Kontrolliert. Suhrkamp, Frankfurt am Main, 1988.
  • Festung (et værk i tre dele). Suhrkamp, Frankfurt am Main, 1993:
  1. Festung. Stücke.
  2. 1989. Materialen I–III.
  3. Kronos. Berichte.
  • Word. 2 Audio-CDs (med Oliver Lieb og Stevie B-Zet). Warner Music, Hamburg, 1994.
  • Mix, Cuts & Skratches. Bog + Audio-CD (med WestBam). Merve, Berlin, 1997.
  • Heute Morgen (et værk i fem dele). Suhrkamp, Frankfurt am Main, 1998-2000:
  1. Rave. Erzählung. 1998. Dansk: Rave. Fortælling. Det Poetiske Bureau, København 2018 (marts).
  2. Jeff Koons. Stück. 1998. Dansk: Betty Nansen Teatret, sæsonen 2000/1, uudgivet.
  3. Dekonspiratione. 2000.
  4. Celebration, 90s Nacht Pop. 1999.
  5. Abfall für Alle. Roman eines Jahres. 1999.
  • Heute Morgen. 2 Lyd-Cd'er, oplæst af Rainald Goetz (med WestBam). DHV, München, 2000.
  • Jahrzehnt der schönen Frauen. Merve, Berlin, 2001.
  • Schlucht (et værk flere dele). Suhrkamp, Frankfurt am Main, 2007-2012:
  1. Klage. Weblog fra Vanity Fair. (Schlucht 1).
  2. Loslabern. Bericht Herbst 2008. (Schlucht 2).
  3. Loslabern. Lyd-CD.
  4. Elfter September, 2010. Bilder eines Jahrzehnts. (Schlucht 4).
  5. Johann Holtrop. Roman. (Schlucht 3).

Priser[redigér | redigér wikikode]

  • 1983 Kranichsteiner Literaturpris
  • 1988, 1993 og 2000, Mülheimer Dramatikerpreis
  • 1991, Heinrich-Böll-Preis
  • 1999, Else-Lasker-Schüler-Dramatikerpreis
  • 2000 Wilhelm Raabe-Literaturpreis
  • 2012, Berlin Literaturpreis, forbundet med Heiner Müller-Gæstelektorat ved Peter-Szondi-Institut på Freie Universität, Berlin.
  • 2013, Schiller-Gedächtnispreis
  • 2013, Marieluise-Fleißer-Preis
  • 2015 Georg Büchner-Preis

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Heinz Ludwig Arnold (Hrsg.): Rainald Goetz. text + kritik (Heft 190), München 2011, ISBN 978-3-86916-108-2.
  • Reinhard Baumgart: Das Leben – kein Traum? Vom Nutzen und Nachteil einer autobiographischen Literatur. In: Ders.: Glücksgeist und Jammerseele. München/Wien 1986, S. 198–228.
  • Remigius Bunia: Realismus und Fiktion. Überlegungen zum Begriff des Realismus. Am Beispiel von Uwe Johnsons „Jahrestage“ und Rainald Goetz’ „Abfall für alle“. In: Zeitschrift für Literaturwissenschaft und Linguistik 139 (2005), S. 134–152.
  • Stefan Greif: In Video veritas. Rainald Goetz’ videographische Fernsehdokumentation 1989. In: Clips. Eine Collage. Lit, Münster 2004, ISBN 3-8258-7420-6, S. 115–132.
  • Albert C. Eibl: Der Tod des Erzählers ist die Geburt des Ich. Zu Rainald Goetz' Geschichte der Gegenwart im neuen Jahrtausend. In: Kritische Ausgabe – Zeitschrift für Germanistik & Literatur. Nr. 27 (2014): „Arbeit“. S. 73–77. http://www.kritische-ausgabe.de/heft/nr-27-2014-arbeit
  • Nils Lehnert: Oberfläche – Hallraum – Referenzhölle. Postdramatische Diskurse um Text, Theater und zeitgenössische Ästhetik am Beispiel von Rainald Goetz’ »Jeff Koons«. Hamburg 2012, ISBN 978-3-86815-566-2.
  • Jürgen Oberschelp: Raserei. Über Rainald Goetz, Haß und Literatur. In: Merkur 2/1987, S. 170–173.
  • Ulf Poschardt: Der Filmemacher, der Künstler und der Schriftsteller. Abseits der Identitätsfalle: Godard, Warhol und Goetz. In: Kunstforum international 139 (1997), S. 146–161.
  • Cord Riechelmann: Irre und Lücken. [Ü]ber »Loslabern« von Rainald Goetz. In: Jungle World, 29. Oktober 2009, Nr. 44, S. 6–9.
  • Martin Jörg Schäfer, Elke Siegel: The Intellectual and the Popular: Reading Rainald Goetz. In: The Germanic Review 81/3 (2006), S. 195–201.
  • Eckhard Schumacher: Gerade Eben Jetzt. Schreibweisen der Gegenwart. Frankfurt a. M. 2003.
  • Eckhard Schumacher: »Das Populäre. Was heißt denn das?« Rainald Goetz' »Abfall für alle«. In: text+kritik X/2003 [= Sonderband ›Pop-Literatur‹, hrsg. von Heinz Ludwig Arnold u. Jörgen Schäfer], S. 158–171.
  • Eckhard Schumacher: Schreibweisen des Alltags. Rainald Goetz' Zeitmitschriften. In: Patrick Primavesi / Simone Mahrenholz (Hrsg.): Geteilte Zeit. Zur Kritik des Rhythmus in den Künsten. Schliengen 2005, S. 137–151.
  • Georg Stanitzek: Talkshow-Essay-Feuilleton-Philologie. In: Weimarer Beiträge 38 (1992), S. 506–528.
  • Georg Stanitzek: Bohème — Boulevard — Stil: Kommentar zu einem flickr-Bild von Rainald Goetz. In: Walburga Hülk / Gregor Schuhen (Hrsg.): Haussmann und die Folgen. Vom Boulevard zur Boulevardisierung. Tübingen 2012, S. 137–149.
  • Brigitte Weingart: Bilderschriften, McLuhan, Literatur der sechziger Jahre. In: text+kritik X/2003 [= Sonderband ›Pop-Literatur‹, hrsg. von Heinz Ludwig Arnold u. Jörgen Schäfer], S. 81–103.
  • Hubert Winkels: Krieg den Zeichen. Rainald Goetz und die Wiederkehr des Körpers. In: Ders.: Einschnitte. Zur Literatur der 80er Jahre. Köln 1988, S. 221–259.
  • Hubert Winkels: Parodie und Überbietung. Rainald Goetz und Patrick Roth. In: Ders.: Leselust und Bildermacht. Literatur, Fernsehen und Neue Medien. Köln 1997, S. 95–112.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Rainald Goetz: Das Reaktionszeit-Paradigma als diagnostisches Instrument in der Kinderpsychiatrie.
  2. ^ YouTube: Goetz Bachmannpreis hentet 23. januar 2018
  3. ^ Inga Hemmerling: "Pop und nochmal Pop".
  4. ^ Maxim Biller: Unsere literarische Epoche. Ichzeit, in: Frankfurter Allgemeinen Sonntagszeitung fra 1. oktober 2011. Biller sprach von Irre als einem Auftakt zu einer "neue literarische[n] Epoche" nach der Ära der Gruppe 47 und der Postmoderne.