Raketaffyringer i Cuxhaven

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Raketaffyringer i Cuxhaven blev gennemført i rammer af forskellige forskningsrækker mellem 1933 og 1964 i den nuværende Nationalpark Niedersächsisches Wattenmeer ved Cuxhaven i den tyske delstat Niedersachsen.

1930'erne og 1940'erne[redigér | redigér wikikode]

V2 køres til affyringsrampen under Operation Backfire
Operation Backfires affyring af V2-raket i oktober 1945

I april 1933 forsøgte forretningsmanden raketteknikeren Gerhard Zucker at affyre en lille raket med brevpost fra Duhnen til øen Neuwerk. Men allerede efter få meter styrtede den ned. Ved siden af dette mislykkede forsøg blev der fra 1937 på en marineskydebanen ved Altenwalde afviklet flere forskellige raketafprøvninger. Først blev der afprøvet en Walter-raketmotor, som blandt andre blev anvendt til jagerflyet Messerschmitt Me 163.Senere afprøvedes også samme sted et V1-lignende krydsermissil BV 143 B fra Blohm + Voss, som ligeledes mislykkedes.

I slutningen af 2. verdenskrig gennemførtes der på skydepladsen ved Altenwalde under ledelse af SS flere forsøgsflyvninger med V1-krydsermissiler. 1945 blev der samme sted som erstatning for affyringsrampen Prüfstand VII i Peenemünde oprettet en affyringsrampe til afprøvning V2-raketter. Dette forehavende kunne på grund af de fremskredne krigshændelser ikke fuldføres. Men dette anlægsarbejde leverede grundlaget for Operation Backfire, en demonstration af tre affyrede V2-raketter for militærrepræsentanter fra de allierede stridskræfter i oktober 1945. Til gennemførelsen af Operation Backfire blev der langs vejen mellem Arensch og Sahlenburg anlagt en afskydningsrampe og to betonbunkere, som der også i nutiden findes en del rester af. En dokumentarfilm af affyringen kan ses på Historisch-Technisches Museum Peenemünde, som er beliggende på den tidligere udviklings- og forsøgsstation Heeresversuchsanstalt Peenemündes areal.

Cirrus-raket i Hermann-Oberth-Museum Feucht

1950'erne[redigér | redigér wikikode]

1952 begyndte den tyske rakettekniker Karl Poggensee (1909-1980) på en gård i nærheden af Großenkneten med udvikling og affyring af en lille fast-formraket. Samme år grundlagde han den rakettekniske forening, DAFRA, som senere fik navnet "Deutsche Raketengesellschaft" og "Hermann-Oberth-Gesellschaft". Allerede efter en kort periode byggede dette selskab raketter med en maksimum højde af flere kilometer, hvor affyringsarealet i Hespenbusch efterhånden var blevet for lille og et nyt affyringsområde måtte findes. På anbefaling af byrådet i Cuxhaven, valgtes vadehavs området syd for Cuxhaven. Dette område valgtes ikke kun på grund af at det var velegnet, men også at det var her Operation Backfires raketter blev affyret, men også at man havde fri affyringsbane både i den nordlige og vestlige retning. Den 24. august 1957 lykkedes den første raketaffyring. Der blev affyret nogle nødraketter og nogle forsøgsraketter der opnåede en højde af 4 kilometer. På grund af dårligt vejr blev en oprindelig planlagt affyring af en raket aflyst som skulle opnå en maksimumhøjde af 20 kilometer. Affyringspladsen for denne raket befandt sig i nærheden af en bondegård ved Arensch. Til forskel for „Operation Backfire“ fandtes der ingen affyringsrampe, men i en forfalden marinebunker blev der installeret et kontrolrum.

Den 8. juni 1958 lykkedes det at affyre en raket. Denne raket blev efterhånden så meget forbedret, at den opnåede en højde på 50 kilometer, men der opstod problemer med flyvestabiliteten, og den raket styrtede ned. Først den 14. september 1958 lykkedes det uden uheld at sende en raket afsted.

Den 16. maj 1959 lykkedes den første start af en raket med brevpost. Raketten transporterede 5000 postkort over en afstand af tre kilometer. Brevene var specialstemplet og er også i nutiden interessant for filatelister.

Den 1. november 1959 lykkedes det at affyre den første Kumulusraket. Den nåede en højde af 15 kilometer.

1960'erne[redigér | redigér wikikode]

Den 11. 0g 12. februar 1961 lykkedes den første start af en Kumulus-raket med videnskabelige eksperimenter og at have radiokontakt med den. I maj og juni 1961 blev den første raket med post afsendt over en større afstand til øen Neuwerk. Den 16. september 1961 lykkedes affyringerne af to Kumulus-raketter med salamanderen Max og guldfisken Lotte ombord. Lotte landede blødt, mens Max på grund af en faldskærmsdefekt oplevede en hård landing. Den samme dag lykkedes affyringen af højdeforskningsraketterne Cirrus I og II med maksimum højder på 35 og 50 kilometer.

1961 begyndte raketenkonstruktøren Berthold Seliger, med sit selskab "Berthold-Seliger-Forschungs- und Entwicklungsgesellschaft mbH" at fremstille raketter. De første var kun kopier af Kumulus-raketterne. Den 19. november 1962 lykkedes starten af tre ettrinsraketter med en længde på 3,4 Meter og en tophøjde på 40 kilometer, deres signaler blev modtaget af det private observatorium "Bochumer Sternwarte". De tre raketter var beregnet til at blive genbrugt og returnerede med faldskærme efter endt flyvning. Den 7. februar 1963 lykkedes en jomfruflyvning med Berthold Seligers totrinsraket. Den 6 meter lange raket nåede en tophøjde på 80 kilometer. Som ved den ettrinede models forløber blev signalerne modtaget af "Bochumer Sternwarte". Før denne start lykkedes det at afsende en ettrinsraket, for at undersøge jordens atmosfæres vindforhold. Den 2. maj 1963 startede Berthold Seliger sin egenudviklede tretrinsraket. Denne raket nåede en højde af 110 kilometer.

Siden 1957 var alle gennemførte raketeksperimenter i Cuxhaven civile – men efter disse vellykkede affyringer begyndte selskabet "Berthold-Seliger-Forschungs- und Entwicklungsgesellschaft mbH" at udvikle raketter til militære formål. Den 5. december 1963 gav selskabet en flyveforevisning af deres raketter for militær-repræsentanter fra ikke-NATO-stater. Selvom disse raketter ikke var et brugbare som våben og at flyvekroppene efter flyvningen landede med faldskærm, og at flyvehøjden ikke oversteg de allieredes regler på 30 kilometer. På trods af det opstod der flere diplomatiske uenigheder, blandt andre med Sovjetunionen, som frygtede udviklingen af militære raketter i Tyskland. Disse betænkeligheder kunne ikke afvises, da de den 5. december 1963 viste raketter havde en rækkevidde på 160 kilometer, hvis de var startet med fuld drivladning.

Trods disse betænkeligheder fortsatte raketaffyringerne i vadehavsområdet ved Cuxhaven. Den 22. marts 1964 startede selkabet "Hermann-Oberth-Gesellschaft" ti forsyningsraketter, hvoraf nogle af dem skulle lande uden brug af egen energi. Den 7. maj 1964 skete der ved en raketdemonstration, ledet af Gerhard Zucker, i Hasselkopf ved Braunlage en dødsulykke. Kort efter start eksploderede en raket i nærheden af affyringsrampen og en vragdel ramte en tilskuer. Selvom Gerhard Zucker ikke samarbejdede med selskaberne "Hermann-Oberth-Gesellschaft" og "Berthold-Seliger-Forschungs- und Entwicklungsgesellschaft mbH", blev der i Cuxhavens vadehavsområde efter dette uheld forbudt at affyre raketter som opnåede en flyvehøjde over 100 meter.

Grunden til raketforsøgenes ophør ved Cuxhavens vadehavsområde, skyldtes officielt ulykken ved Hasselkopf. Den sandsynlige grund til indstillingen af raketforsøgene ved Cuxhaven var nok mere flydemonstrationen for repræsentanterne fra ikke-Nato-staterne den 5. december 1963 ved Cuxhaven. Selvom de viste raketter ikke var udstyret med sprænghoveder og ikke krænkede de allieredes love om udvikling af militæriske raketter i Tyskland. På grund af dette var denne raketdemonstration meget omstridt og der kom til flere protester fra Sovjetunionens side. Officielt hed det at raketforsøgene i Cuxhavens vadehavsområde kunne fortsætte fra juni 1964, så snart der er udafbejdet nye sikkerhedsregler, men det er indtil nu ikke sket.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]