Salpalinjen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Salpalinjens forløb

Salpalinjen eller som den officielt hed Suomen Salpa – Finlands lukke – er en forsvarslinje bestående af bunkers, som blev bygget i tiden mellem Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen under 2. Verdenskrig for at forsvare Finland mod en mulig sovjetisk invasion. Linjen strækker sig 1.200 km fra den Finske Bugt til Petsamo i det nordlige Finland – nu Pechengsky, Rusland). Linjen blev aldrig afprøvet i kamp, fordi Vyborg–Petrozavodsk Offensiven i 1944 blev stoppet ved VKT-linjen på det Karelske næs. Befæstningerne på Salpalinjen var meget stærkere end Mannerheimlinjen.[1]

Bygning[redigér | redigér wikikode]

Bygningen af Salpalinjen blev indledt i slutningen af Vinterkrigen i 1940. I begyndelsen var det frivillige, som arbejdede på linjen, derpå blev mænd som ikke var krigsduelige mobiliseret. På højdepunktet af byggeriet, i foråret 1941, arbejdede der næsten 35.000 mand på projektet. Efter udbruddet af Fortsættelseskrigen den 25. juni 1941, som blev erklæret efter et større sovjetisk luftangreb på mål i Finland, blev byggeriet stoppet. Blokhuse og bunkers blev tømt for kanoner, som blev sendt til fronten. Da krigslykken vendte, og fronten begyndte at nærme sig grænsen fra før krigen i 1944, blev arbejdet på Salpalinjen genoptaget og fortsatte indtil afslutningen på Fortsættelseskrigen den 4. september 1944.

Linjens sammensætning og terræn[redigér | redigér wikikode]

Salvalinjen bestod af 728 forskellige betoninstallationer, 315 km pigtrådsspærringer, 225 km antitank-forhindringer, 130 km antitank-grave, over 3.000 skyttegravsanlæg, 254 betontilflugtsrum, skyttegrave, skydestillinger og udgravninger. Der var endda gamle 9 og 11 tommer kystmorterer fra slutningen af det 19. århundrede. Adskillige søer, moser og små klippepartier blev indbygget i forsvarslinjen. F.eks. er området omkring Saimaa-søen en labyrint af søer af varierende størrelse, øer, stræder og floder, der gør området let at forsvare. 90% af alle betonbefæstningerne lå på linjen mellem den Finske Bugt og Saimaa-søen. Denne del blev også kaldt "Luumäki-Suomenlahti-linja" (Luumäki-Finske Bugt linjen).

Effekt i krigen[redigér | redigér wikikode]

Det sydligste af Salpalinjen mellem Saimaa søen og den Finske Bugt. Linjen fortsætter op til det nordlige Finland. På kortet er også vist hovedlinjen, VT-linjen og VKT-linjen.

Befæstningerne blev aldrig anvendt i kamp, da den Røde Hær ved slutningen af Fortsættelseskrigen var blevet stoppet et godt stykke, før de forreste enheder havde nået Salpalinjen (se Slaget ved Tali-Ihantala). Linjen blev delvis bemandet med gamle reservister i sommeren 1944. At linjen fandtes var en fordel for finnerne i de efterfølgende fredsforhandlinger. [2]

I vore dage[redigér | redigér wikikode]

Resterne af den nedlagte linje er i øjeblikket ved at blive renoveret og fungerer som en turistattraktion.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Reino Arimo, Suomen linnoittamisen historia 1918—1944 (The History of Finnish Fortification 1918—1944), Otava, 1981, ISBN 951-1-06263-8
  2. ^ Northern Fortress: Tilstedeværelsen af Salpalinjen var en kendsgerning under de sovjetisk-finske fredsforhandlinger i efteråret 1944.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: