Salpalinjen

Salpalinjen eller som den officielt hed Suomen Salpa – Finlands lukke – er en forsvarslinje bestående af bunkers, som blev bygget i tiden mellem Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen under 2. Verdenskrig for at forsvare Finland mod en mulig sovjetisk invasion. Linjen strækker sig 1.200 km fra den Finske Bugt til Petsamo i det nordlige Finland – nu Pechengsky, Rusland). Linjen blev aldrig afprøvet i kamp, fordi Vyborg–Petrozavodsk Offensiven i 1944 blev stoppet ved VKT-linjen på det Karelske næs. Befæstningerne på Salpalinjen var meget stærkere end Mannerheimlinjen.^[1]

Bygning

Bygningen af Salpalinjen blev indledt i slutningen af Vinterkrigen i 1940. I begyndelsen var det frivillige, som arbejdede på linjen, derpå blev mænd som ikke var krigsduelige mobiliseret. På højdepunktet af byggeriet, i foråret 1941, arbejdede der næsten 35.000 mand på projektet. Efter udbruddet af Fortsættelseskrigen den 25. juni 1941, som blev erklæret efter et større sovjetisk luftangreb på mål i Finland, blev byggeriet stoppet. Blokhuse og bunkers blev tømt for kanoner, som blev sendt til fronten. Da krigslykken vendte, og fronten begyndte at nærme sig grænsen fra før krigen i 1944, blev arbejdet på Salpalinjen genoptaget og fortsatte indtil afslutningen på Fortsættelseskrigen den 4. september 1944.

Linjens sammensætning og terræn

Salvalinjen bestod af 728 forskellige betoninstallationer, 315 km pigtrådsspærringer, 225 km antitank-forhindringer, 130 km antitank-grave, over 3.000 skyttegravsanlæg, 254 betontilflugtsrum, skyttegrave, skydestillinger og udgravninger. Der var endda gamle 9 og 11 tommer kystmorterer fra slutningen af det 19. århundrede. Adskillige søer, moser og små klippepartier blev indbygget i forsvarslinjen. F.eks. er området omkring Saimaa-søen en labyrint af søer af varierende størrelse, øer, stræder og floder, der gør området let at forsvare. 90% af alle betonbefæstningerne lå på linjen mellem den Finske Bugt og Saimaa-søen. Denne del blev også kaldt "Luumäki-Suomenlahti-linja" (Luumäki-Finske Bugt linjen).

Maskingevær i bunker
Kampvogns forhindrnger i Miehikkälä
Kampvognsforhindringer i landsbyen Aholanvaara ved Salla
Kampvognsforhindringer i landsbyen Aholanvaara ved Salla

Effekt i krigen

Det sydligste af Salpalinjen mellem Saimaa søen og den Finske Bugt. Linjen fortsætter op til det nordlige Finland. På kortet er også vist hovedlinjen, VT-linjen og VKT-linjen.

Befæstningerne blev aldrig anvendt i kamp, da den Røde Hær ved slutningen af Fortsættelseskrigen var blevet stoppet et godt stykke, før de forreste enheder havde nået Salpalinjen (se Slaget ved Tali-Ihantala). Linjen blev delvis bemandet med gamle reservister i sommeren 1944. At linjen fandtes var en fordel for finnerne i de efterfølgende fredsforhandlinger. ^[2]

I vore dage

Resterne af den nedlagte linje er i øjeblikket ved at blive renoveret og fungerer som en turistattraktion.

Eksterne links

Referencer

^ Reino Arimo, Suomen linnoittamisen historia 1918—1944 (The History of Finnish Fortification 1918—1944), Otava, 1981, ISBN 951-1-06263-8
^ Northern Fortress: Tilstedeværelsen af Salpalinjen var en kendsgerning under de sovjetisk-finske fredsforhandlinger i efteråret 1944.

[Arimo-1] Reino Arimo, Suomen linnoittamisen historia 1918—1944 (The History of Finnish Fortification 1918—1944), Otava, 1981, ISBN 951-1-06263-8

[2] Northern Fortress: Tilstedeværelsen af Salpalinjen var en kendsgerning under de sovjetisk-finske fredsforhandlinger i efteråret 1944.

[1]

[2]