Segura-klassen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Segura-klassen
SPS Sella (M32) ved Santander 2009
SPS Sella (M32) ved Santander 2009
Klasseoversigt
Type Minerydningsfartøj
Bruger(e) Flag of Spain.svg Armada Española
Værft Bazán, Cartagena
Byggeperiode 1996 – 2005
Byggede enheder 6
Operative enheder 6
Tekniske data
Deplacement 550 tons
Længde 54 meter
Bredde 10,70 meter
Dybgang 2,50 meter
Fremdrift MTU-Bazán 6V 396 TB83 dieselgenerator
Combimac elektromotor
Fart 14 knob
Rækkevidde 2.000 sømil (ved 12 knob)
Besætning 33+7 mand
Sensorpakke 1× Kelvin Hughes Type 1007 navigationsradar
1× Højfrekvent Indra-Raytheon-Thomson-Marconi SQQ 32 sonar
2× Pluto Plus undervandsdrone (M31-34)
1× Kongsberg Minesniper (M35-36)
Artilleri 1× 20mm/85 GAM-B01 Oerlikon maskinkanon
Mindre både om bord RHIB

Segura-klassen er en række af minerydningsfartøjer produceret for Armada Española i slutningen af 1990'erne og starten af 2000'erne. Klassen er navngivet efter spanske floder, og er navngivet efter den første enhed i klassen M31 Segura.

Design og konstruktion[redigér | redigér wikikode]

Skibene blev konstrueret til at erstatte de otte gamle kystminerydnigsskibe i 1990'erne. Efter planen skulle der konstrueres 12 skibe, halvdelen kystnære enheder og den anden halvdel skulle kunne operere på åbent hav. Konstruktionen af de kystnære enheder blev udsat, og senere annulleret.[1] De første fire enheder (M31-M34) blev bygget i en serie ved Izar-værftet (senere Navantia) efter den britiske Sandown-klasses forbillede. Senere blev der produceret to enheder, med en option på yderligere to enheder. Skibene blev, i forhold til Sandown-klassen, produceret med en del spanske ændringer med fokus på:[2]

  • At detektere forankrede miner på mellem 200-300 meters dybde.
  • At designet minimerer den magnetiske og akustiske signaturer samt at klassen skaber så få trykbølger i vandet ved bevægelse.
  • At kunne overleve en minedetonationer i nærheden.

Antimagnetisme[redigér | redigér wikikode]

Moderne miner er følsomme overfor lyd, tryk eller magnetisme og er svære at uskadeliggøre.

For at minimere skibenes magnetiske signatur er skibene ikke konstrueret i stål men af glasfiber med en PVC-kerne, beklædt med vinyl og polyester. Som en yderligere foranstaltning er de to elektromotorer fabrikeret til at udligne hinandens magnetfelt.

Fremdrivning[redigér | redigér wikikode]

Fem ud af de seks minerydningsfartøjer i klassen ved deres base i Cartagena.

Skibene er udstyret med to dieselgeneratorer, de driver to elektromotorer der er placeret agterst i skibet over vandlinjen for at minimere skibenes undervandsstøjniveau.

Skibene benytter ikke traditionelle propeller, men et lydløst Voith-Schneider fremdrivningssystem, der giver skibene en formidabel manøvreevne og gør dem i stand til at vende på deres egen akse.

Skibenes to RHIB er også begge udstyret med støjdæmpede motorer.

Udstyr[redigér | redigér wikikode]

Ligesom sine forgængere råder klassen over dykkerudstyr og undervandsdroner (Gayrobot Pluto Plus) der gør skibe i klassen i stand til at finde og destruere miner på 300 meters afstand. De sidste enheder i klassen blev i stedet udrustet med Kongsberg Minesniper (en fjernstyret undervandsdrone der er i stand til at finde og destruere miner på 4.000 meters afstand.

Segura-klassen er desuden udstyret med en skrogmonteret sonar, der kan detektere miner på 300 meters afstand. Skibene er udstyret med to kraner samt et dekompressionskammer i tilfælde af dykkersyge.

Skibe i klassen[redigér | redigér wikikode]

Pennant Navn Søsat Indgået Skæbne Kaldesignal
M31 Segura 25. juli 1997 27. marts 1999 I tjeneste EBIK
M32 Sella 6. juli 1998 28. maj 1999 I tjeneste EBIL
M33 Tambre 5. maj 1999 18. februar 2000 I tjeneste EBIM
M34 Turia 22. november 1999 20. maj 2000 I tjeneste EBIN
M35 Duero 28. april 2003 5. juli 2004 I tjeneste EBIF
M36 Tajo 10. juni 2004 10. januar 2005 I tjeneste EBIG

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Inígo Puente, Alta Mar-planen, http://www.revistanaval.com/armada/especial/planalta.htm, december 1997, besøgt 5. april 2010.
  2. ^ Chris Chant, Barcos de Guerra, Editorial Libsa, Madrid, 2006, ISBN 84-662-1252-3

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]