Seikilos-søjlen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Søjlen er fremstillet af finkornet marmor. Den øverste flade er råt afhugget, med en rektangulær fordybning i midten, hvori der sidder rester af bly, måske til fastgørelse af et kar eller lignende. Undersiden er hugget, så den kan stå; det har delvist ødelagt den nederste linje. 1. årh. e. Kr.

Seikilos-søjlen har en gravindskrift og et digt med den ældste intakte komposition fra den græske oldtid. På søjlen ses antikke græske noder og bogstaver. Søjlen stammer fra Smyrna i Vesttyrkiet, der i antikken var græsk, og var et gravmonument. Seikilos-søjlen er på Nationalmuseet.

Indskriften[redigér | redigér wikikode]

De første fem linjer på Seikilos-søjlen nævner, at den er opstillet af Seikilos. De næste seks linjer er et lille digt, og mellem linjerne er der musikalske tegn, de såkaldte notationer. De sidste to ord på stelen er Σείκιλος Εὐτέρ[πῃ], Seikilos Euter[pei]. Det betyder (fra) Seikilos (til) Euterpe. Det antages, at gravindskriften blev opstillet af Seikilos til måske hans kone Euterpe. Den danske oversættelse af gravindskriften og digtet lyder:

Jeg er en gravsten, et ikon. Seikilos satte mig her, som et evigt tegn på det udødelige minde.

Skjul ikke dit lys så længe du lever,
sørg aldrig helt til bunds,
livet løber kun en kort stund,
tiden sætter en fast termin

[fra] Seikilos [til] Euterpe …

Mellem linjerne står notationerne. Musikforskerne har endnu ikke opklaret hvordan melodien skal lyde. Men der er gennem tiden blev foreslået mange forskellige versioner.

Søjlens historie[redigér | redigér wikikode]

Seikilos-søjlen dukkede op ved anlægning af en jernbane ved Izmir. Indskriften blev offenliggjort i 1883 af sir W. M. Ramsay, og den blev en del af De Jong Collection i Bouria i nærheden af Smyrna (nu Izmir). Under den græsk-tyrkiske krig (1919-1922) brændte byen i 1922, og Seikilos-søjlen forsvandt sporløst i 35 år. Men den dukkede op igen nu i en tyrkisk dames have. Her var den blomsterstativ; det er grunden til, at den nederste linje er delvist ødelagt. Stelens genopdagelse blev annonceret i 1957, og i 1966 blev den erhvervet af Nationalmuseet i København, hvor den står i museets Antiksamling på 3. sal.

I Antiksamlingen på Nationalmuseet i København kan man opleve den originale Seikilos-søjle, som her ses i montren længst til venstre.

Antikke musikkompositioner[redigér | redigér wikikode]

Der kendes i dag omkring 50 eksempler på antik musik fra klassisk til romersk tid. De fleste er nedskrevet på papyri, og kun tre er bevarede på sten. To er fragmenter af en indskrift fra Apollon-helligdommen i Delfi fra ca. 127 f.Kr. Indskriften nævner to komponister: Athenaeus og Limenius. De komponerede musikken til en koropførelse, og både tekst og nodetegn er hugget ind i athenernes skatkammers ydervægge. Den tredje komposition på sten er Seikilos-søjlen. Skønt materialet er sparsomt, viser det, at der eksisterede et nodesystem i den græske verden i 200-tallet f.Kr. eller måske allerede i 300-tallet f.Kr. Der var formentlig to nodesystemer: et for instrumentalmusik og et for vokalmusik, men de blev formentlig kun anvendt af professionelle komponister og korledere. Andre lærte melodierne ved at lytte til dem. Der er intet der tyder på, at det græske nodesystem overlevede til middelalderen. Men i byzantinsk tid og den tidlige renæssance er der tilføjet notationer efter det græske system.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksternt link[redigér | redigér wikikode]