Spring til indhold

Smalbladet sølvblad

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Smalbladet Sølvblad)
Smalbladet sølvblad
Videnskabelig klassifikation
RigePlantae (Planter)
DivisionMagnoliophyta
(Dækfrøede planter)
KlasseMagnoliopsida (Tokimbladede)
OrdenRosales (Rosen-ordenen)
FamilieElaeagnaceae
(Sølvblad-familien)
SlægtElaeagnus (Sølvblad)
ArtE. angustifolia
Videnskabeligt artsnavn
Elaeagnus angustifolia
Hjælp til læsning af taksobokse

Smalbladet sølvblad (Elaeagnus angustifolia) er et lille, løvfældende træ eller en stor busk. Nektarmæng­den er kun lige til­stræk­kelig til, at bi­erne kan overleve at be­søge ar­ten. Planten er stærkt salttolerant.

Væksten er bred og uregelmæs­sig, ofte flerstammet. Hovedgrenene er vandrette til opstigende. Barken er først hvid med et tæt hårlag. Senere bliver den blank og rødbrun med lyse korkporer. På samme tid vil aborterede side­skud være omdannet til stive torne. Gamle grene og stammen får til sidst en gråbrun bark, som strimler op på langs.

Knopperne er spredte, tæt behårede og uden egentlige knopskæl. Bladene er smalt ovale med grågrøn overside og sølvhvid underside. Blomstringen sker i juni, hvor der ses talrige, gule blomster i bladhjørnerne. Frugterne er sølvgrå, be­hårede stenfrugter med stribet kerne.

Rodnettet består af en dybtgående pæle­rod med et stærkt forgre­net side­rodnet. Træet har samliv med en slægt af strå­lesvampe (Frankenia), som dan­ner N-sam­lende knolde på rød­derne. Rodvæksten indledes før løvspring og af­sluttes først efter løv­fald.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 8 x 8 m (35 x 35 cm/år).

Træet er udbredt på lys­åbne, tørre og meget vin­terkolde stepper fra Østrig i nord­vest over Lilleasien og Kaukasus til Altajbjergene og Gobiørkenen i sydøst. Arten tåler et højt indhold af salt i jorden. Dens undergrænse for pH i jorden ligger på 6. Derimod er den ikke kræsen med jordtypen og kan tåle oversvømmelse og tilslemning. Den vokser bedst på lysåbne steder med en jord, som er veldrænet og sandet eller leret. Den tåler betydelig tørke, men foretrækker floddale og -bredder, hvor grundvandet står forholdsvist højt. Den tåler temperaturer mellem -45° C og +46° C, og den kan findes fra havniveau og op til 3.438 m højde.[1]

I Centralasien er naboplanterne bl.a. Populus pruinosa og flere andre arter af tørketålende buske og træer, f.eks. Perovskia. Kelkitdalen ligger i Anatolien, og det er ca. 45 km vest for Bayburt, hvor nedslidte skovtyper er udbredt på de nordvendte skråninger. Disse skove er resultatet af, at de oprindelige fyrreskove er forsvundet. Langs floden Kelkit er vegetationen tilpasset den større fugtighed, og her vokser arten sammen med bl.a. almindelig brunelle, almindelig rajgræs, calabrisk fyr, duneg, engriflet hvidtjørn, frynseeg, græsk ene, græsk træranke, hunderose, krimfyr, kyskhedstræ, Rubus canescens (en art af brombær), skarpbladet asparges, skovfyr, strandloppeurt, Tamarix smyrnensis (en art af tamarisk) og Torillis arvensis (en art af randfrø)[2]



Søsterprojekter med yderligere information:



  • Sten Porse: Plantebeskrivelser, DCJ 2003 (CD-Rom).