Sofa (roman)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Stop hand nuvola.svgDenne side er foreslået omskrevet
– da en skribent har vurderet at indholdet ser ud til at være skrevet af en person, der må formodes ikke at kunne holde et neutralt synspunkt i sin vurdering af artiklens indhold og/eller relevans. Læs mere om hvilke typer af artikler, du normalt skal afholde dig fra at skrive hér: Typer af selvbiografier.
Sofa
Forfatter Jens Peter Kaj Jensen
Land Danmark
Sprog dansk
Genre(r) spændingsroman
Forlag Anblik
Udgivelsesdato 2007
ISBN ISBN 978-87-92117-00-7

Sofa, en debut-roman af den danske forfatter Jens Peter Kaj Jensen.

Sofabevidstheden, bogens hovedtema[redigér | redigér wikikode]

Bogens titel, Sofa, kan skyldes, at dens fortæller og hovedperson, Niels Peter Klausen, sammen med vennerne skal bære en sofa hjem til Hytten, hvor de i 2004 skal se EM i fodbold fra netop denne sofa. Fra netop dette vindermøbel, som var med til at sikre Danmark EM-titlen i 1992. Men den kan også skyldes bogens underliggende og fundamentalt strukturerende tema, som er en særlig bevidsthedstilstand, sofabevidstheden.

Det tematiseres fx således: Kønshybriden Hjalte og den finurligt indadvendte Camille diskuterer forskellen mellem mænd og kvinder. Mænd er rationalister, kvinder er empirister, mener Camille, der som eksempel beskriver kæresteparret, som ser en tv-film sammen. Manden er ved at falde i søvn og går glip af flere scener, men gætter sig efterhånden til de manglende stumper og nægter at erkende, at han reelt har tabt tråden:

”Så begynder han at skrive filmen om, han rekonstruerer sammenhænge, så det hele kommer til at passe. Han bliver glad for historien. Han bliver fuldkommen opfyldt af den. Det er, som om historien bliver mere virkelig for ham af, at han selv har konstrueret den, så den passer til hans egen logik ... Der er gået sofa i den.”

Jegfortælleren Niels har også sovet i timen. Han er lettere (sørgmuntert) fordrukken og påvirkes i sine alkoholtåger stærkt af sine voldsomme drømme (der beskrives i adskillige sekvenser i bogen), som han i løbet af sin mentale deroute får sværere og sværere ved at skelne fra virkeligheden.

Erfaringer og rekonstruktioner, fortællingens opbygning[redigér | redigér wikikode]

Niels er også forvirret over sin tabte teenagekærlighed, Zanitta, som hans underbevidsthed bliver ved med at mane frem.

”Hun dukkede op alle vegne, men altid på afstand: Spejlet i en rude i toget, der kørte væk. På den anden side af den ufremkommelige menneskemasse, i det slørede foto i avisen. Hun var overalt. Det var måden, hun forsvandt på, dengang fjorten år tidligere. Det uforklarlige ved det. Det var derfor, tror jeg, Zanitta var blevet ved med at komme tilbage på den måde. Man skal forsvinde på den rigtige måde. Det skal kunne begribes.” (side 7)

Men det kan netop ikke begribes. Rationalistiske Niels har brug for at forstå, hvad der skete med den kvinde, han mistede som fjortenårig, netop som hun var ved at gøre ham til en selvsikker ung mand. Når han ikke forstår, hvad der sker omkring ham, kan han ikke stille sig tilfreds med sansernes sandhed. Han skal konstruere en virkelighed, som hænger sammen, og som han kan forlige sig med.

Det er derfor, teksten er delt op i 33 'erfaringer' og 23 'rekonstruktioner', ikke blot i 56 kapitler. Rekonstruktionerne er Niels’ forsøg på at skabe sammenhæng i sin erfaringsverden, som han beskriver i de 33 erfaringer. Og når erfaringerne ikke hænger sammen, forsøger han at rekonstruere de manglende stumper. Rekonstruktionerne er derfor samtidig de kapitler, hvor Niels ikke selv er til stede i handlingen. De er tredjepersonsfortællinger, mens erfaringerne er jeg-fortalte.

Jegfortælleren er med andre ord ikke en diskret sådan, men er romanens hovedperson.

Det hele er fortalt i datid – undtagen hallucinationer, drømme og syn, som er fortalt i en dramatisk præsens.

Vores fortæller skal i det hele taget have styr på og overblik over sin verden. Det forsøger han fx at etablere med lister over de mest besynderlige emner.

Lister og den kønnede bevidsthed[redigér | redigér wikikode]

Det er en barok liste over Massemordere og en flabet en over Mandlige skuespillere, der har lignet en mand på 35 år i minimum 35 år. Der er en over Kvinder, som har myrdet deres mænd. Denne understøtter åbenlyst Niels’ samtale med bartenderen Tara lige inden. Listerne over Latterlige dyr og Skræmmende dyr er parallellister. Stoffer, som er rare at have på kroppen, er en af de mere joviale lister, som falder i bogens første fjerdedel, hvor Niels endnu har greb om sig selv, og verden er til at overskue. Engelske drengenavne, som genererer automatiske kælenavne (som Edward bliver til Ted og John til Jack) er nørdet, mens de mere ordinære lister som De bedste danske filminstruktører og Verdens største revolutionshelte ikke forekommer lige så vigtige i sig selv, men blot understøtter tematikken og rytmen i fortællingen.

Endelig er der lister over lister i forskellige typologier. Der findes seks slags lister, hævder fortælleren. De Systematiske lister (som er lister over lister) er angiveligt de vigtigste. Niels mener, at disse lister siger noget om, hvordan verden er struktureret. En systematisk liste kunne være 'Listen over lister, som indeholder sig selv'. På denne måde opbygger Niels en rationalistisk logik, der ikke (som klassisk logik) kun siger noget om sig selv og relationer mellem egne begreber, men også siger noget om verden. Niels vil undersøge verden gennem arbejdet med disse lister. Det bliver for så vidt til en rationalistisk metafysik.

Det bør bemærkes, at forfatteren her leger med et af den matematiske logiks klassiske problemer. Mod slutningen af romanen befinder Niels sig i et mudderhul i et forsøg på at blive sin lukkede logik kvit og favne den uordentlige og ubegribelige verden mere direkte. Han har selv valgt at kæmpe denne kamp med sig selv, men den er hård for ham. Han har tilbagefald under vejs og griber til sit vante forsvar mod ormenes uorden, altså listerne. På et tidspunkt har han arbejdet sig frem til problemet om listen over lister, der rummer sig selv. Hvilke lister rummer sig selv?

Det gør, tænker Niels, blandt andet 'Listen over lister, der rummer sig selv'. Lidt efter får man at vide, at han ikke kan komme videre, listerne er brudt sammen. Man får dog ikke at vide hvordan. Som logiker kan man næppe lade være med at tænke, at sammenbruddet skete der, hvor Niels har overvejet næste skridt, nemlig 'Listen over lister, der IKKE indeholder sig selv'. Her opstår der nemlig et logisk paradoks. Hvis denne liste ikke indeholder sig selv, er den altså netop sådan en liste, som ikke indeholder sig selv. Altså er den både med på listen og ikke med på listen på samme tid. Dette er i forklædning et problem, som Bertrand Russel påpegede over for Gottlob Frege, en svaghed ved Freges matematiske logik. Blot kaldte disse to logikere det for mængder, ikke lister.

Her brød Freges logik sammen. Det gjorde Niels’ også, må man tænke. Logikken viste sig ikke at være absolut, men fejlbarlig. Den kunne ikke ramme hele verden ind og kunne derfor heller ikke beskytte Niels.

Det går først (for) sent op for fortælleren, at ikke alle mennesker skriver lister på samme måde. Niels går ud fra, at alle gør det, som alle har sex eller spiser mad.

Der er noget autistisk over denne måde at strukturere sin verden på. Og der er noget maskulint over autisme, forstået på den måde, at fire gange flere mænd end kvinder lider af autisme. Ligesom medicinske forsøg viser, at overdreven stimulans med det mandlige kønshormon testosteron i fosterstadiet kan fremkalde autisme hos barnet. Autisme synes at være en overdreven udgave af træk ved den mandlige hjerne.

Derfor skal man tænke sit om mænd, der ikke laver lister. Disse er nok ikke ’rigtige mænd’. Det gælder eksempelvis Niels’ kammerat Hjalte, som alle pigerne bliver venner med. Og det gælder figuren Wort, som er på grænsen til ikke at være et menneske, men snarere en Gollum. Eller er Wort måske et råb fra Niels’ underbevidsthed? Et råb om, at Niels skal frigøre sig fra sin tvingende logik, fra den rationalistiske metafysik. At han skal have modet til møde de orme, som han frygter, og som forstyrrer alt, hvad der ordnet og begribeligt.

Det står klart, at ormen repræsenterer modtesen til logikken, listerne og alt det velordnede og begribelige. Og kampen mellem logikken og listerne på den ene side og ormene i mudderhullet på den anden, er klart sat op. Ormene synes at have forbindelse til vold og ødelæggelse.

Disse sammenhænge mellem testosteron og semiautistisk adfærd forsøger den finurlige og dejlige Camille at undersøge i en psykologiopgave. Hun skal til det brug interviewe nogle mænd med højt indhold af testosteron i kroppen for at undersøge, om de udviser sådanne autistiske træk. Hun har set en undersøgelse, der viser, at elitefodboldspillere gennemsnitligt har et langt højere testosteronindhold end andre mænd. Derfor vil hun interviewe sådan nogle. Blandt andre fodboldinvaliden Guldhans, som er centralt placeret i historiens agentplot.

For sådan et plot dukker der nemlig op, når man når et stykke ind i bogen. Men dette plot kommer kun til syne i rekonstruktionerne, skal man mærke sig. Og så må man selv gætte på, hvad det betyder.

Per Stig Møller og den politiske satire, fortællingens plot[redigér | redigér wikikode]

Handlingen udspiller sig for størstedelen i Odense, hvor Niels sammen med sit slæng af yngre akademikere og studerende hænger ud i miljøet omkring bofællesskabet Hytten, stamværtshuset Aftenstjernen og arbejderfodboldklubben Bolbro Kammeraterne. De spiller også amatørjazz sammen, og det får (ligesom autismeundersøgelsen) en særlig betydning for plottets opklaring. For hvem er det, Niels gennem et vindue har hørt spille jazzklassikeren Lush Life transponeret halvanden tone op? Dette spørgsmål er leveret sådan, så man skulle tro, at det er en krimi- eller agentintrige, der skal bære teksten, men det er det ikke, selvom det er den, der driver tekstens handling frem.

En forudsætning for plottet er, at den lille bohemegruppe i Hytten også er politisk aktive på den ydre venstrefløj. De er imod Irakkrigen, hvilket er farligt nok. Men værre er det, at Niels også er imod noget så eksotisk som privatisering af vandressourcerne i Indien. Det fører til overudnyttelse og tørke, mener han efter at have læst en bog om det (en bog, som forresten findes i virkeligheden uden for Sofa, nemlig Krig om vand af Vandana Shiva udgivet på forlaget Klim). Men den anden side af sagen er selvfølgelig, at det også fører til profit og ad kringlede veje til ret store eksportindtægter til Danmark. Derfor er der tilsyneladende nogen på højeste sted, som er imod Niels’ interesse i sagen. PET holder øje med gruppen omkring Hytten.

Udenrigsminister Per Stig Møller kommer i en nyhedsudsendelse til at sige, at privatiseringen er en god ting, også for den danske eksport. Det sidste skulle han af andre og ret skumle grunde ikke have sagt. Det skulle være en hemmelighed. I hvert fald skulle de NGO’er, som arbejder sammen med Verdensbanken om et vandingsprojekt i Indien ikke vide noget om det og om konsekvenserne af det, før Verdensbanken på sit sommermøde havde tvunget privatiseringen igennem. For så kunne NGO’erne formodes at trække deres nødvendige støtte tilbage.

Per Stig Møller har trådt i spinaten, hvilket han bliver grundigt og ondt satirisk belært om af Anders Fogh Rasmussen på et møde i regeringens sikkerhedsudvalg. Kapitlet med mødet i sikkerhedsudvalget er politisk satire. Det er også et dobbeltportræt af den daværende regerings to topministre, hvor forskellen i politisk kultur mellem den liberalistiske statsminister og den konservative udenrigsminister spiller med. Statsministeren er hårdtarbejdende, resultatorienteret, fokuseret på det økonomiske og frem for alt selvbehersket.

”Alle led i varmen. Alle undtagen statsministeren, som var nær mest prangende uberørt. Ikke en svedperle var der at se på hans pande. Han glinsede ikke engang, men var tør som en pudderdåse. Den satans pralhals. Kunne han uden videre regulere sin kropstemperatur ved en viljesakt?

Vekselvarm. Han var slet og ret vekselvarm. Der var ingen anden forklaring, tænkte udenrigsministeren.
En fisk.”

Statsministeren har fuld kontrol over sin krop, mens Per Stig Møller sidder og hygger sig med sin pibe. Også læsernes viden om Per Stig Møllers gamle sag om spirituskørsel spiller med her. Han er en livsnyder. Kulturelt velorienteret, belæst, intellektuel, ja dannet. Rundet af det bedre borgerskab. Det er Anders Fogh ikke (i samme grad). Men han er flittig og målrettet.

Oplysningsidealet[redigér | redigér wikikode]

Den dannede og oplyste Per Stig viser sig at være humanist. Han er i modsætning til Anders Fogh ikke kun optaget af økonomien og forholdet til USA, men også bekymret for den forarmelse, som danske investeringer i Indien fører med sig. Han er bekymret for miljøet, og ikke mindst er han utryg ved at sende Danmark ud i en angrebskrig uden FN’s accept. I det mindste dette sidste er et historisk faktum. Det er også et faktum, at Per Stig sommeren 2004 deltog i en miljøkonference, der var arrangeret som et mere økologisk alternativ til den regeringsstøttede Bjørn Lomborg-konference, præcis som det er beskrevet i Sofa.

Det kan statsministeren godt tænkes at have været utilfreds med. Tilsvarende er det korrekt, at Statsministeren foretog en regeringsrokade i umiddelbar forlængelse af disse uoverensstemmelser. Om der lå en skjult trussel om fyring af Per Stig i denne rokade, sådan som Sofa antyder, kan man ikke vide, men det er vel tænkeligt. Dette medspil fra virkeligheden giver satiren ekstra bid, når man ved, at udenrigsministeren rettede ind og accepterede dansk krigsdeltagelse.

Det er oplysningstidens dannelsesideal, forestillingen om at vi bliver bedre mennesker af at læse god litteratur og vide noget om filosofi og videnskab, som er til diskussion her. Vi kan roligt forudsætte, at romanens venstreorienterede fortæller mener, man er et bedre menneske, hvis man bekæmper fattigdom i stedet for at fremkalde den, hvis man går ind for økologi, og hvis man søger andre løsninger på internationale kriser end angrebskrig. Den dannede Per Stig Møller kommer (muligvis via sin dannelse) frem til ”gode” holdninger, men i sidste ende svigter han dem for at sikre sin stilling i regeringen.

Man kunne måske strække den lidt og sige, at forfatteren lader Nietzsche vinde over Rousseau. Magt vinder over dannelse. Det gør ondt at følge, hvordan Per Stig bliver banket på plads af Anders Fogh, men også at læse hvordan Per Stig mod slutningen af romanen bliver skammet ud for sit svigt. Det bliver han af den fulde, uforskammede og uartikulerede Niels, som trods sin tilstand får sagt det, som er romanens sandhed. Man får ondt af Per Stig, det bliver pinligt.

Det spiller med, at Niels er fiskersøn og ikke må formodes at komme fra et klassisk dannet og bogligt hjem, lige som han stort set holder sig førstegenerationsakademikere som venner, selvom han selv læser filosofi på universitetet. Det er en særlig, nærmest romantisk, pointe, at netop sådan et væsen gøres til sandsiger og får lov at skose den dannede Per Stig Møller.

At de to topministre ikke just fremstilles som perlevenner, er et forhold, der samtidig spiller med på rygter, som har været i stædigt omløb siden en forkætret tv-dokumentar om statsministeren, som blev vist i 2004.


Thorbjørn og den 23. øl, opgøret med drengeidentiteten[redigér | redigér wikikode]

Rekonstruktionerne skal man have mindre og mindre tillid til, efterhånden som spændingen stiger og plottet nærmer sig sin forløsning. Thorbjørn bliver fx ved med at optræde i rekonstruktionerne, selvom han i erfaringerne tilsyneladende er død. Her er det i hvert fald kun fortælleren Niels, som kan se og høre ham. Menneskene omkring Niels ser ham ikke. Første gang, man bliver i tvivl om, at Thorbjørn (stadig) eksisterer, er på side 141, hvor Niels til en havefest hilser på Thorbjørn, som forekommer ham at være i gang med at tage bartenderen Tara bagfra op ad et træ. Camille kan imidlertid kun se Tara stå foroverbøjet, i færd med at kaste op. Hun ser ikke Thorbjørn bag Tara. Næste gang er på side 192, hvor Niels på stamværtshuset bestiller “to sæt”, altså to gange en lille skarp og en øl. Et sæt til sig selv og et til Thorbjørn, men Tara kan ikke forstå, at Niels ikke kan nøjes med ét sæt. Sidder Niels der alene? På side 193-94 forsvinder Thorbjørn for hans øjne. Opløses han bare, eller har han kun været der i Niels’ bevidsthed?

Og hvis Thorbjørn faktisk er død, hvad er det så, Niels prøver at skjule ved at lade ham leve videre i rekonstruktionerne?

Der lægges nogle forsigtige spor ud til opklaring af dette mysterium:

”En støvet statue rejser sig halvt over det fordærvede lig. Han er hvid, han griner. Det er ikke en drøm, men en generindring. Jeg husker noget, ser det igen. Jeg har aldrig hallucineret. Så vågner jeg af den hallucination. Der sker noget med lydene. Den kvartfulde vodkaflaske ligger godt i hånden. Knaldet overlever i flere minutter som en rensende mellemtone. Det burde være en diskant.”

Dette kan vi læse på side 82. På side 299 står der igen, men nu i en beskrivelse af en drøm:

”Knaldet overlevede i flere minutter som en rensende mellemtone. Det burde være en diskant.”

Dette skal læses sammen med overvejelserne over, hvad den 23. øl gør ved en.

“En brandert udvikler sig i spring. Den første øl har større effekt end den anden, den sjette langt større end den femte, som ikke har nogen anden virkning, end at den midlertidigt forbedrer talegaverne, og den syvende, som kun er vanddrivende.

Den niende til den tolvte øl har ingen virkning overhovedet. De er ufarlige. De er spild af penge, kunne man sige, hvis de ikke havde været helt nødvendige for at nå frem til den treogtyvende. Med denne øl rammer man en tilstand, hvor man enten intet husker bagefter, eller hvor man ikke kan skelne det, man husker, fra det, man drømmer i den efterfølgende søvn.”

23 lader til at være det symbolske tal i romanen. I hvert fald optræder det mange gange, nemlig 23. Og 23 er ungdomsvennen Thorbjørns rygnummer på fodboldtrøjen. Der er også 23 rekonstruktioner i bogen. Er det fordi, det især er hændelserne med Thorbjørn, som skal rekonstrueres? I hvert fald er den citerede, generindrede scene med Thorbjørn med den identiske gentagelse af dele af ordlyden blandet så effektivt sammen med den senere drøm om Thorbjørn, at drømmen ikke kan undgå at give ny mening til generindringen. Og hvad betyder det så for vores tolkning af handlingsforløbet? Hvad er der i virkeligheden sket med Thorbjørn? Vi må faktisk tro, at Niels har slået ham ihjel – og at rekonstruktionerne skal overbevise ham selv om noget andet.

23 er i øvrigt det antal knivstik, som Brutus dræbte Cæsar med.

Og hvad sker der sideløbende med Niels? På side 200 finder man en ubehagelig passage, der lyder sådan her:

”Så slår jeg dig. Er det sådan? Er det det, jeg ikke kan give dig? Jeg slår dig. Ti piskeslag, der slynger sig om ryggen. Treogtyve. Trækker kødsaft ud af huden. Du krymper dig og kvæler skriget. For satan, er det det? Det er sådan, du vil have det. Jeg slår dig. Din kusse vrider sig fri af balderne. Den vil frem til pisken. Du kan lide det sådan. Jeg slår dig. Du vil smage pisken. Du vil have den. Så får du den ikke.

Jeg knepper dig. Bagfra. … Jeg pumper pikken op i røven, så du skriger. Så du endelig skriger. Helt i bund. Nu er du ligeglad. En anfører, er det det, du vil have? Er det sådan? En bjørn. Du vil tages af en kæmpe bjørn. Du vil flænses.”

Det er Niels’ ekstatiske dagdrøm eller hallucination, som kommer til ham, da han venter at finde Line i seng med en anden, kammeraten Søren. Det er en overførsel. Det, Niels egentlig frygter (det har vi set fra bogens begyndelse), er, at Line vil i seng med Thorbjørn, bjørnen, anføreren. 23 er Thorbjørns tal. Niels frygtede, at Thorbjørn havde ret i det, han sagde under deres fisketur tidligere på sommeren, den fisketur, som muligvis ender med, at Niels slår Thorbjørn ihjel:

”Man skal være anfører for at håndtere en pige på Zanittas niveau. På Lines niveau. Jeg har advaret dig med Line. Inden der er gået en uge, er hun sprunget på den blå hævner. Sådan er det bare. Jeg boller hende Niels Peter. Jeg knepper hende igen for at lære dig reglerne.”

Niels frygter, at han ikke er mand nok til Line. At der skal en anfører til at tilfredsstille sådan en kvinde. Thorbjørn gjorde krav på at være den anfører. Han spillede på Niels’ angst for sin egen utilstrækkelighed som mand. Han refererede til Zanitta, Niels’ barndomskæreste, som Thorbjørn selv var ude efter og tilsyneladende til sidst erobrede fra Niels. Niels kan ikke lade være med at se Zanitta, der forsvandt så pludseligt i deres barndom, alle vegne.

Niels tænker stadig, at hun vil komme igen. Da han møder Line, tænker han, at Line i virkeligheden er Zanitta. Måske er hun. I hvert fald siger Thorbjørn, at han vil kneppe Line IGEN. Thorbjørn har taget Zanitta, da de var teenagere, men ikke Line. Thorbjørn forsøgte at få Niels til at opgive Line ved at spille på Niels’ sammenblanding af Line og den Zanitta, som Thorbjørn til sidst vandt fra Niels, angiveligt fordi Niels ikke var aggressiv nok, ikke var anfører.

Men på den måde tvinger Thorbjørn bjørnen eller anføreren frem i Niels. Hos Niels bliver anføreren til en sm-sadist. Han bliver voldelig, og det bliver fatalt for Thorbjørn selv.

Vi får senere fortalt, at Thorbjørn i virkeligheden tvinger Niels væk fra Line for at beskytte ham i et helt andet spil, agenthistorien. Men man skal huske, at det er Niels der fortæller, og at denne agenthistorie er en af rekonstruktionerne.

På side 258-259 udvides sm-scenen i en ny version, som dog slutter med en reformuleret gentagelse:

”Du vil flænses. Det er sådan. Du vil flænses af den blå bjørn.”

Den blå bjørn er Thorbjørn, og hende, der her i endnu en af Niels’ hallucinationer vil flænses af den, er her Zanitta. Niels kan ikke længere værge sig mod sine voldelige fantasier, hvor han identificerer sig med Thorbjørn, så at sige overtager hans anførerbind. Men for at gøre det, var han nødt til at slå ham ihjel.

Teksten betjener sig flere gange af den slags små identiske selvgentagelser, der viser nogle sammenhænge, som ellers ikke er helt tydelige. Fx hjælper et tilsvarende greb læseren til at finde ud af noget om forholdet mellem de to mystisk diffuse skønheder Zanitta og Line. Er det virkelig den samme pige? Niels opgiver i hvert fald ikke på noget tidspunkt tanken.

Druk, fodbold og hallucinationer, teksterne i teksten[redigér | redigér wikikode]

De vanskelige spor (og de indlagte vildspor) og sammenhænge mellem metalitterære pointer og tekstintern handlingsforløb (rekonstruktionernes samspil med udviklingen og afviklingen af Niels’ sofabevidsthed), er kun en skygge i baggrunden.

I forgrunden står et væld af tekster om teenagetidens komplicerede venskaber, seksuelle vækkelse og forelskelser. Naturlyriske tekster om skovture og seljture med en fiskekutter. Groteske drømmescener. Hede sexscener. Der er ildevarslende tekster om, hvad den mentale opløsning, fortælleren modvilligt nærmer sig (ormene!), betyder for hans seksuelle forestillinger. Der er ond politiske satire og sort komedie.

Drukscenerne er et kapitel for sig. Forviklingerne på morgenværtshuset Tinsoldaten er udpræget humoristiske. Drukscenerne er samtidig melankolske i deres beskrivelse af, hvad der sker med den drukne Niels. Der er drengen, som dukker op med et divisionsstykke, han ikke kan finde ud af. Han lugter af mug.

Så er der alle fodboldbeskrivelserne. Fodbold er endnu et metatema, som binder de forskellige genrer og handlingsforløb sammen.

Den hallucinerede scene i mudderhullet er en art lyrisk prosa. Forfatteren tillader sig at 'syre ud', samtidig med, at alle de udflippede elementer i syretrippet skaber nye forbindelser i bogens handlinger.

Inspirationskilder[redigér | redigér wikikode]

Sofa er ikke den første roman, hvor forfatteren lader sin helt tage turen ned i et hul under jorden. Man kunne nævne Paul Austers Mr. Vertigo, som bliver gravet ned i jorden for at lære at hæve sig over den. Eller Haruki Murakamis storværk Træopfuglens krønike, hvor hovedpersonen flere gange kravler ned i en tom brønd, som hans underbevidsthed så får lov at fylde op. Eller man kunne nævne Oehenslägers Aladdin i hulen. De ligner alle sammen hinanden, hvad netop dette angår, men er til gengæld meget forskellige i udnyttelsen af fortryllelsens rum.

Der er en reference til Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen på side 47. Det er den eneste eksplicitte.

Vi har allerede været inde på tallet 23 og dets betydning for romanen. Det er værd at mærke sig, at Sofa heller ikke er det første værk, der beskæftiger sig med netop dette tals mystik eller forbindelse til det onde. I Joel Schumachers film The Number 23 spiller komikeren Jim Carrey dyrefangeren Sparrow, som bliver okult optaget af tallet 23, da han læser en bog om dette tal. Denne bog synes at handle om hans eget liv på en uforklarlig måde, som dog passer for godt til at være tilfældig. Han får bogen, som bærer filmens titel med undertitlen A Novel of Obsession, foræret af sin kone Da Sparrow modtager bogen ved filmens start, afsværger han okultisme og talmagi og siger blandt andet, at han selv er et godt eksempel på, at astrologi ikke passer – ganske som Niels Peter afsværger astrologien i begyndelsen af Sofa. Men Sparrow bliver grebet af bogen, på hvis titelblad der står, at alle personer er opdigtede, og at hvis man finder ligheder med virkelige personer eller begivenheder, bør man indstille læsningen med det samme.

Det gør Sparrow selvfølgelig ikke. Til sidst finder han ud af, at han selv har skrevet bogen og selv – i virkelighedens verden – har myrdet den kvinde, som myrdes i bogen. Bogen giver under vejs Sparrow en række spor ved at danne nye sætninger med hvert 23. ord på hver 23. side. Det gør Sparrow til detektiv og efterforsker af sig selv som morder.

Sofas henvisning til Schumachers film er ikke eksplicit, men alligevel så påfaldende, at det er svært ikke at læse det som endnu et spor til, hvordan bogen skal tolkes. Minder forfatteren os her igen om, at Niels Peter er bogens fortæller og måske også den dominerende opdager af sig selv?

Lush Life, musikken i romanen[redigér | redigér wikikode]

Den sørgmuntre jazzklassiker Lush Life spiller som nævnt en selvstændig rolle i plottets blotlæggelse, men den er også med til at ramme bogens stemning ind. I hvert fald stemningen i bogens første halvdel. Humoren er fortællerens redskab også i de senere afsnit, men det sørgmuntre bliver efterhånden afløst af en vildskab og desperation, som forfatteren lader beskrive musikalsk af en anden, mere ekspressionistisk strømning inden for jazzen, især repræsenteret ved John Coltrane. Teksten arbejder filmisk med sit stof, og bruger underlægningsmusik, som skal understøtte fortællerens stemning.

Flere steder bruges musikken også til at karakterisere bogens mange figurer. Det gælder særligt for bifiguren, Fnugge, den laskefede slagteriarbejder, som er fedest om sommeren, fordi han ikke gider at arbejde, når det er varmt. Så hænger han bare på sit stamværtshus, Aftenstjernen, som også er hovedpersonernes faste sted. Fnugge vil kun høre heavy metal. Ifølge hans bedste ven, bartenderen Tara, er det fordi, han ødelagde sin hørelse i ungdommen, hvor han arbejdede ved vejvæsnet, men ikke gad bruge sit høreværn. Nu kan han kun høre mellemtonerne, og kun hvis der er skruet højt op.

Derfor er han kommet til at hade den romantiske klassiske musik, som han elskede, da han var ung. Han kan ikke høre den længere. Nu hader han Shostakovich, og han elsker Stalin, fordi Stalin slog hårdt ned på Shostakovich’ angiveligt dekadente musik. Fnugge er en tragikomisk bifigur, som man kommer til at holde med, fordi man kender hans trist undertrykte kærlighed til Shostakovich.

Man kan diskutere, hvad det gør ved skildringen af denne ungdomskultur, at (næsten) alle de unge venner hører jazz og ikke fx chillout. Det er formodentlig troværdigt nok. De er mødtes på et jazzsamspilshold på en aftenskole. Det skal nok passe, at der findes fire unge mænd i Odense, som kender hinanden på den måde. Men hermed afstår romanen fra at være generationsroman. Det er Sofa ikke. Den siger ikke noget alment om kulturen i den generation, som er født 1975-80 – måske bortset fra, at ungdommen med dens uophørlige identitetsproblemer synes at skulle vare evigt for denne generation af mænd.


Eksterne links[redigér | redigér wikikode]