Stratigrafi

Stratigrafi, af latin "stratum", i videnskabelig sammenhæng 'lag' og -grafi, læren om jordlagene og disses indbyrdes beliggenhed. Begrebet anvendes indenfor geologi og arkæologi.

Det at kunne iagttage stratigrafien i et udgravningsfelt er essentielt for arkæologer, for at kunne forstå kulturlagenes opbygning og for at kunne dokumentere det. Geologer anvender også stratigrafien i deres arbejde, men her fokuseres ofte på den naturlige stratigrafi. Tilsvarende skelner man mellem geologiske lag, der kan være flere kilometer tykke.

Arkæologisk stratigrafi - udvikling og anvendelse

Den arkæologiske stratigrafi er et vigtigt redskab for arkæologen, og de stratigrafiske lagsekvenser kan have vidt forskellig form og tykkelse. Det at forstå og anvende stratigrafien under udgravning trådte sine barnesko allerede i slutningen af 1700-tallet, men først i mellemkrigsårene og især efter Anden Verdenskrig, gik udviklingen hurtigt, og brugen af den arkæologiske stratigrafi blev almindeligt indenfor faget.

Forståelsen og anvendelsen af arkæologisk stratigrafi hænger nøje sammen med den metode og teknik, hvormed en udgravning bliver udført på. I 1800-tallet var det genstandene der var det vigtige, og her blev hullet i jorden den eneste acceptable udgravningsform. Senere (da laginddeling og position af genstandene i jorden blev interessant) blev udgravning ved horisontal stratigrafi og egentlig stratigrafi af stor interesse. Registreringen og opmålingen af stratigrafien blev også udviklet – i enkelte tilfælde blev dele af udgravningsfeltet efterladt urørt, i andre tilfælde blev det hele gravet op. Faktum er dog at man begyndte at fokusere mere på lagene end tidligere.

Kulturlags dokumentation

Det at registrere stratigrafien er gennem tiden blevet gjort på flere forskellige måder – gennem beskrivelser, tegninger af horisontale og vertikale snit i udgravningsfelterne. Med tiden fandt man ud af at navngive lag, og inddele udgravningsfeltet i kvadrater, således at det var muligt at sammenholde de fundne genstande med lagene.

Et problem som arkæologen må tage stilling til er hvad som skal registres. Arkæologen arbejder med mange kulturlag og geologisk skabte lag (erosion), og overskueligt er det ikke altid. Desuden skal arkæologen forstå de lag som han finder, og sammenhængen mellem dem. Afgravning og redeponeringer foretaget i datiden er ikke altid lige nemme at iagttage eller forstå, og derfor må arkæologen have et omfattende kendskab til hvorledes stratigrafien dannes. I lang tid herskede reglen om superpositioneringen af lagene – det lag der er ældst er nederst, det lag der er yngst er øverst, men var det ikke fordi stratigrafien konstant er i forandring og udvikling gennem såvel naturlige (erosion) som menneskeskabte (afgravning og redeponering) processer, ville denne påstand passe perfekt. Reglen om superpositionerne skal bruges med omtanke. Dog kan stratigrafien også her bruges til at forstå menneskeskabte processer i datiden (behovet for en vold eller grøft – stolpehuller) Det genstandsmateriale som findes i de forskellige lag, kan måske – med omtanke – anvendes til at forstå lagenes ændringer/flytninger.

Stratigrafiske lag eller kontekster inddeles ofte i tre grupper:

• Lag
• Konstruktioner
• Interfaces

Alle disse kontekster kan bruges i forening til en forståelse af hvad der er sket på et givent sted i datiden, og det er således vigtigt at man registrerer og ser sammenhængen i stratigrafien. De arkæologiske kontekster kan fortælle meget om hvornår, hvorfor og hvordan et givent lag dannes.

Registreringen af stratigrafiske sekvenser i udgravningsfelter har som tidligere nævnt været gjort på mange forskellige måder. I dag er den almindeligste brugen af Harris Matrix – en opstilling af arkæologiske kontekster i diagramform, hvor lagenes superpositionelle relationer blotlægges. Der skelnes mellem den fysiske matrix, hvor alle berøringerne mellem lagene registreres, og kalendermatrixen, der er simplere udført, mere overskuelig, og som næsten siger præcis det samme. Matrixen viser således hvorledes lagene er placeret i forhold til hinanden, og er et værdifuldt hjælpemiddel ved forståelsen af stratigrafien ved en udgravning. Ved at splitte lagsekvenser ad, er det muligt at gendanne stratigrafien på et givent tidspunkt, og den arkæologiske kontekst bliver herved lettere forståelig.

Genstandsmateriale - dateringsmetoder for lag og genstande

Det som findes i de forskellige lag fortæller nogle gange om hvornår laget er dannet, hvornår genstanden er tabt eller absolut intet. Hvad genstanden fortæller er afhængig af både genstandens og lagenes historie. Der skelnes mellem flere typer genstande:

• Oprindelige genstande (indigenous remains): Genstande som er fremstillet samtidig med lagets dannelse – genstande og lag anses for at være samtidige.
• Resterende genstande (residual remains): Genstande som er fremstillet lang tid før laget, men som er endt deri, som følge af afgravning/redeponering eller som følge af at genstanden er gået i arv gennem længere tid før den er smidt ud.
• Infiltrerede genstande (infiltrated remains): Genstande som er fremstillet senere end laget, men som er endt i laget som følge af ”muldvarpe” - i arkæologiske fagtermer siges genstanden at være introsiv.

Dateringer af lag eller genstande er således afhængig af genstandenes og lagenes karakter. Vigtigt er det imidlertid at registrere genstandene således at de kan identificeres med en given arkæologisk kontekst, og her er det vigtigt at udgravningen udføres stratigrafisk, og ikke horisontalt stratigrafisk, da lagene og placeringen i udgravningsfeltet er relevant at se i kontekst. Er genstande fra samme lag, kan de være med til at datere hinanden. Førhen påstod mange fagfolk hårdnakket at så længe at de har samme højde i det tredimensionale rum, er de samtidige, med da lagene ikke altid følger præcise horisontale linjer, er dette et falsum. Stratigrafisk datering gør brug af en række fagtermer, bl.a. terminus post quem og terminus ante quem, i forbindelse med dateringen.

Geologisk stratigrafi

Indenfor geologien er stratigrafi den del som beskriver bjerg- og jordartsenheder som udgør jordskorpen og deres inddeling i anvendelige kortlægningsenheder.

Stratigrafiske enheder er vigtige når man skal tolke den geologiske udvikling.

Se også:

• Superpositionsprincippet

Litteratur:

• E. C. Harris: Principles of Archaeological Stratigrafi, London 1989, 2. udg.

Ekstern henvisning:

International Commission on Stratigraphy (engelsk)

Spire Denne artikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.