Geologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
På denne berømte geologiske lokalitet, Siccar Point i Skotland, ses hvordan røde sandstenslag fra Devon overlejrer en deformeret lodretstillet grå lagserie fra Silur; lagene adskilles af en vinkeldiskordans, som markerer en hiatus, en periode uden aflejringer mellem den kaledoniske bjergkædefoldning, som drejede de grå lag til lodret, og aflejring af den røde sandsten;[1] hele lagserien er siden da vippet en smule, så den røde sandsten nu hælder svagt.
Geologisk kort over Europa fra 1875; forskellige geologiske dannelser er vist med forskellige farver.
Vulkanudbrud på øen Matua i Kurilerne fotograferet i sommeren 2009 fra rummet.

Geologi (tidligere kaldet geognosi)[2] er en geovidenskab, der som emne har den faste jordklode med dens bjergarter og jordarter, og disses sammensætning, dannelse og omdannelse gennem tiden. Geologi beskæftiger sig med jordklodens materialer (fx: granit, marmor, basalt, sandsten eller moræne), med de processer som danner materialerne (her tilsvarende: krystallisation ved størkning af magma, metamorfose af kalksten, vulkanudbrud, aflejring i havet, aflejring fra en gletsjer) og med de lange tidsrum, gennem hvilke processerne virker. Indenfor geologien studeres også solsystemets klippeplaneter og måner, fx Mars og Månen. Den geologiske videnskab overlapper de andre geovidenskaber, fx hydrologi, geofysik og meteorologi, samt biologi, gennem underdisciplinen palæontologi, studiet af fortidens dyr og planter.

I deres videnskabelige arbejde benytter geologer sig af en række forskellige metoder og faglige angrebsvinkler, som ofte tager udgangspunkt i underdisciplinerne

Almindelige geologiske arbejdsmetoder er fx kortlægning i felten, udførelse af boringer med prøvebeskrivelse, samt mekaniske og kemiske analyser, geofysiske målinger (fx seismik eller borehulslogging) og numerisk modellering. Det grundvidenskabelige arbejde har ofte enten til formål at opnå en bedre forståelse af de geologiske processer eller nå frem til en mere detaljeret forståelse af den historiske geologi og Jordens historie, dvs kunne redegøre for rækkefølgen og alderen af de forskellige geologiske dannelser. Her spiller metoder til datering en vigtig rolle, enten relativt vha fossiler eller årringe eller absolut vha radioaktivt henfald eller luminescens.[3]

Langt de fleste landes universiteter har geologiske forskningsinstitutter, og de fleste lande har desuden nationale geologiske undersøgelser, i Danmark under navnet GEUS, som typisk tager sig af kortlægning af råstoffer, grundvand, sårbar natur og følger af klimaforandringer. De fleste geologer arbejder dog inden for anvendt geologi, hvor geologisk viden og forståelse anvendes ved praktiske, kommercielle aktiviteter såsom råstofefterforskning og -indvinding eller industriel forarbejdning af geologiske materialer, i dansk sammenhæng fx grusgravning, indvinding af kalk til jordforbedring eller cementproduktion, eller indvinding af grundvand eller nordsøolie, samt ved geotekniske eller miljøtekniske undersøgelser i forbindelse med bygge- og anlægsvirksomhed.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Ordet "geologi" kommer af geo- (fra græsk γῆ, gē = "jord") og -logi (fra græsk -logia = "lære, samling"),[4] dvs. "læren om jorden".[5]

Materialer[redigér | redigér wikikode]

Geologiske undersøgelser vil ofte tage udgangspunkt i de geologiske materialer, hvadenten det er hårde sten og klipper, kaldet bjergarter, eller blødere og løsere lag af fx ler, sand, kalk eller organiske materialer som tørv eller gytje, under ét kaldet jordarter. Både bjergarter og jordarter er opbygget af korn bestående af mineraler, hvori forskellige grundstoffers atomer er arrangeret yderst regelmæssigt i et krystalgitter. Bjergarter og jordarter kan derfor opfattes som blandinger af forskellige typer mineralkorn i forskellige mængdeforhold, og sammensætningen af bjergarter og jordarter kan følgelig variere meget mere end sammensætningen af mineraler.[6]

Mineraler[redigér | redigér wikikode]

Mineralsk guld fra Venezuela.
Kvartskrystaller fra Tibet.
Tyndslib af gabbro, en plutonsk bjergart bestående af plagioklas (hvid- og gråstribede aflange korn) samt olivin og pyroxen (større farvede korn). Det store blå korn er 1,6 mm langt.

Mineralerne kan betragtes som de mindste geologiske byggesten.[7] I et bestemt mineral er et bestemt udvalg af grundstoffer til stede i et bestemt mængdeforhold, i kvarts, med formlen SiO2, således silicium og ilt i mængdeforholdet Si:O = 1:2. Den meget regelmæssige opbygning af atomer i et mineral gør, at et bestemt mineral danner krystaller af en bestemt geometrisk form, som fx kan være kubisk, trigonal eller hexagonal, altså hhv terningformet, trekantet eller sekskantet.[8]

Oversigt over almindelige mineraler i jordens skorpe[9]
Mineral Formel O:(Si+Al) Fe:(Si+Al) Hyppighed (%)[10]
olivin (Fe,Mg)2SiO4 4 < 2 < 3
pyroxen (Fe,Mg,Ca)SiO3 3 < 1 11
ambifol (Ca,Mg,Fe,Al)7Si8-6Al0-2O22(OH)2 2,75 < 0,88 5
glimmer (K,Na,Ca)2(Mg,Fe,Al)4-6(Si,Al)8O20(OH,F)4 2,5 < 0,75 5
plagioklas NaAlSi3O8 til CaAl2Si2O8 2 0 39
alkalifeldspat KAlSi3O8 til NaAlSi3O8 2 0 12
kvarts SiO2 2 0 12


Et bestemt mineral er kendetegnet ved en række fysiske egenskaber, som kan afprøves på forskellig vis:[11]

  • Glans: hvor meget lys reflekteres fra mineralets overflade; man skelner også mellem ikke-metallisk og metallisk glans
  • Farve: kan veksle fra glasklar til ugennemsigtig (opak), i alle mulige farver; mineralske urenheder kan ændre farven
  • Stregfarve: den farve som fås når mineralet stryges mod en ru porcelænsplade
  • Hårdhed: mineralets modstandsdygtighed mod at blive ridset; måles i Mohs' hårdhedsskala
  • Spaltelighed: hvor let mineralet kan kløves langs sine spalteflader, og hvor mange forskellige retninger det kan kløves i, og hvorledes disse flader fremtræder
  • Massefylde: hvor tungt er mineralet, målt i g/cm3
  • Brus: visse mineralers overflade bruser, når man hælder saltsyre på, fx calcit
  • Magnetisme: magnetiske mineraler kan testes med en magnet
  • Smag: visse mineraler har smag, hvis man putter dem på tungen, fx stensalt
  • Lugt: visse mineraler har en karakteristisk lugt.

Desuden kan de fleste mineraler identificeres ud fra deres optiske egenskaber vha gennemfaldende lys. Dette undersøges typisk ved brug af tyndslib, hvor udsavede bjergartsstykker slibes ned til en tykkelse på typisk 30 mikrometer, hvorved mineralkornene bliver gennemsigtige. Tyndslibet lægges i et mikroskop og belyses nedefra med polariseret lys. Vha endnu et polfilter placeret over tyndslibet og vinkelret på det nedre polfilter kan mineralerne nu identificeres bl.a. ud fra deres dobbeltbrydning.[12]

Bjergarter og jordarter[redigér | redigér wikikode]

Flowdiagram over sammenhæng mellem sedimentære, magmatiske og metamorfe bjergarter; pilene symboliserer processer, som omdanner materialerne.
Granit består af mineralerne alkalifeldspat (rød), plagioklas (lysegrøn) og kvarts (grå), samt små mængder biotit (sort).

Alle bjergarter kan inddeles i tre overordnede grupper:

  • magmatiske bjergarter er dannet ved, at opsmeltet stenmasse, magma, er størknet, enten på stor dybde i jordens skorpe (plutoniske bjergarter) eller ved jordoverfladen (vulkanske bjergarter); fx granit eller basalt
  • metamorfe bjergarter er dannet ved omdannelse under højt tryk og temperatur dybt i jordens skorpe af andre bjergarter; fx gnejs eller marmor
  • sedimentære bjergarter, som også omfatter de blødere jordarter, er dannet ved aflejring på jordens overflade eller havbunden af sedimentpartikler; fx kalksten, sandsten, moræneler eller tørv.

Sammenhængen mellem de forskellige overordnede grupper fremgår af diagrammet til højre. Det ses hvordan de forskellige typer bjergarter kan omdannes til hinanden ved forskellige processer, og hvordan disse processer bevirker, at materialerne gennem tid vil kunne gennemløbe en geologisk cyklus, fx på denne måde: en magmatisk bjergart, fx granit, løftes i vejret ved en bjergkædefoldning; ved forvitring og erosion nedbrydes bjergarten til sedimentpartikler; disse partikler aflejres som sedimentære bjergarter, fx sand og ler; disse dækkes med yngre sedimenter og begraves efterhånden så dybt, at de pga højt tryk og temperatur omdannes til metamorfe bjergarter, fx glimmerskifer eller amfibolit; når disse bjergarter føres endnu dybere ned i skorpen, vil de tilsidst begynde at smelte op og omdannes til magma; senere kan dette magma igen stige til vejrs og begynde at udkrystallisere som en magmatisk bjergart. Hermed er ringen sluttet.[13]

Processer[redigér | redigér wikikode]

Disse ofioliter i en nationalpark i Newfoundland er dannet helt nede på grænsen mellem jordskorpen og kappen, og senere hævet de mange km op til jordoverfladen.

Siden Jorden blev dannet for næsten fem mia. år siden, da en roterende sky fortættedes til en kugle af fast stof, er dette stof i hele den efterfølgende tid konstant blevet udsat for forandringsprocesser, af to forskellige drivkræfter eller energier. Dels en indre, eller endogen, nemlig radioaktiv stråling i Jordens indre, en stråling hvis varme smelter sten, fremkalder vulkanisme, flytter kontinentalplader rundt og presser bjergkæder i vejret. Dels en ydre, eller exogen, nemlig Solens stråling, som skaber strømning i atmosfæren og verdenshavene og frembringer nedbør, som står bag nedbrydning af bjergene og transport og aflejring af det herved fremkomne sediment.[14]

Indre processer[redigér | redigér wikikode]

Den såkaldte Bowen reaktionsserie beskriver, hvordan forskellige mineraler dannes i en smelte som afkøles.

Det er radioaktivt henfald af kalium, uran og thorium, som frembringer den endogene energi. Energien varmer kappens materiale op, så det bringes til at cirkulere i store konvektionsceller, hvor det nogle steder stiger til vejrs og andre steder synker ned. Opstigende smelte, eller magma, vil kunne dels presse, dels smelte sig vej frem mod jordens overflade, hvor det kan komme til syne i form af vulkaner. Det meste af den opstigende magma forbliver dog under overfladen, hvor det kan presse sig ind i og opsprække overliggende faste lag og danne sværme af mere eller mindre stejle intrusive gange, eller trænge ind langs vandrette sprækker, løfte lagene op og udfylde hulrummet med magma, i såkaldte batholiter. Når tilstrømningen af magma standser, begynder magmaet langsom at størkne, og bliver herved til en plutonisk bjergart.[15]

De første mineraler som udkrystalliserer sig fra smelten er dem med højest smeltepunkt, typisk olivin. I takt med den faldende temperatur begynder nu også pyroxen, og dernæst plagioklas, alkalifeldspat og til sidst kvarts at udkrystallisere. Mens denne bjergartsdannelse står på, vil smelten gradvist komme til at indeholde en større og større andel af mineralkorn, på bekostning af den flydende smelte, som til gengæld skifter kemisk sammensætning, i takt med at mineralkornene dannes og ganske langsomt synker til bunds i det magmafyldte kammer. Den tilbageværende restsmelte vil have en helt anderledes kemisk sammensætning end det oprindelige magma,[16] og vil ofte være beriget på sjældne grundstoffer, som er svære at indplacere i de almindelige mineraler. Derfor er plutoniske bjergarter dannet fra restsmelter ofte interessante med henblik på indvinding af malme, fx ædelmetaller eller Sjældne jordarter. Kryolitforekomsten ved Ivittuut i Sydgrønland er et eksempel på en restsmelte rig på fluor.[17]

Geologiens historie[redigér | redigér wikikode]

Titelbladet til Niels Steensen afhandling fra 1669 De solido intra solidum naturaliter contento dissertationis prodromus, hvor han grundlagde den moderne stratigrafi.

I Oldtidens Grækenland fremkom flere filosoffer med teorier om Jordens oprindelse. Aristoteles beskrev de geologiske forandringers langsomhed.[18] Hans efterfølger ved Lyceum, filosoffen Theofrastos blev berømt for sit arbejde Peri lithon (Om sten), som forblev den klassiske lærebog helt til Oplysningstiden. Han beskrev her mange mineraler, malme og forskellige slags marmor og kalksten, og han forsøgte at gruppere mineraler ud fra hårdhed. I romertiden lavede Plinius den ældre en oversigt over mange mineraler og metaller og beskrev rav som et fossil fra fyrretræer. Inden for krystallografi opdagede han, at diamanter har oktaedrisk krystalstruktur. Abu Rayhan Biruni (973-1048) lavede en beskrivelse af de geologiske forhold i Indien.[19] I Kina fremsatte Shen Kuo (1031-1095) en hypotese om landdannelse eller geomorfologi: ud fra observationer af marine fossiler i Taihangbjergene, som ligger langt fra Stillehavet, foreslog han at landet var dannet ved landhæving, erosion og aflejring af silt fra floder. Hans fund af fossilt bambus i et tørt og ugæstfrit område i Shaanxi ledte ham på tanken om klimaændringer.[kilde mangler]

Gutta cavat lapidem, non vi, sed sæpe cadendo
(Dråben huler stenen, ikke brat, men over lang tid)

“
”
– latinsk ordsprog, fra Ovids Epistulae ex Ponto IV, 10, 5;[20]

Lægen Georgius Agricola (1494–1555) skrev den første afhandling om minedrift og metaludvinding, De re metallica libri XII i 1556, med tillægget Buch von den Lebewesen unter Tage. Han beskrev vindenergi, vandkraft, smelteovne, transport af malm, udvinding af natrium, svovl og aluminium. Danske Niels Stensen (1638–1686) opstillede omkring 1670 nogle grundlæggende stratigrafiske lovmæssigheder, bl.a. overlejringsloven, som siger at i en lagserie vil de øverste lag være aflejret sidst og de nederste være aflejret først.[21]

I 1600-tallets Europa var geologiske studier stærkt præget af kirken.[22] Den norske præst Michel Pedersøn Escholt udgav i 1657 værket Geologia Norvegica om jordskælvs teoretiske og teologiske baggrund, foruden beskrivelser af bl.a. grotter, jordgasser og vulkaner. I 1696 udgav briten William Whiston A New Theory of the Earth,[23] hvor han redegjorde for, hvordan Syndfloden havde dannet jordens klipper og lagserier. Også tyskeren Abraham Werner beskæftigede sig med Syndfloden og foreslog at bjergarter, herunder også basalt og granit, var blevet udfældet fra havvand, i en teori kendt som neptunisme.[24]

1700-tallet: neptunisme og plutonisme[redigér | redigér wikikode]

I 1700-tallet tegnede Jean-Étienne Guettard og Nicolas Desmarest franske geologiske kort og lavede de første beskrivelser af vulkanske bjergarter i Frankrig. William Smith (1769–1839) tegnede nogle af de første geologiske kort over Storbritannien og kortlagde lagserier ved at studere deres fossiler. Ved siden af ham regnes James Hutton ofte som den første moderne geolog. I 1785 udgav han i Edinburgh Theory of the Earth. Han mente jorden måtte være ældre end tidligere antaget, fordi nedbrydning af bjerge og aflejring af sediment tager lang tid.[25] Hutton gik især til angreb mod de geologer, som var fortalere for teorier for Jordens dannelse, som byggede på Bibelens beretning om Syndfloden. Han hævdede, at det var vulkanske processer, der skabte bergarterne.[26]

I 1700-tallet fik man gennem minedrift en øget forståelse for stratigrafi. I 1741 begyndte man at undervise i geologi ved det franske naturhistoriske museum.[27] I 1749 udgav den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc sin Histoire Naturelle, hvor han gik til angreb på de bibel-inspirerede dannelsesteorier fra bl.a. Whiston[28] Ud fra studier af kugler som afkøles konkluderede han, at Jordens alder ikke var omkring de 6.000 år som Bibelen siger, men snarere 75.000 år.[29]

Den geologiske videnskab var på denne tid præget af kampen mellem to konkurrerende teorier:[30] neptunisterne, anført af Abraham Gottlob Werner, forestillede sig at alle typer bjergarter, også fx basalt og granit, var dannet ved udfældning i havet; plutonisterne, anført af James Hutton, mente derimod, alle hårde og krystallinske bjergarter var dannet i jordens indre, ved høj temperatur. Plutonisterne skulle vise sig at gå af med sejren i den videnskabelige strid, men Werner indskrev sig alligevel i historien, bl.a. med bogen Von den äusserlichen Kennzeichen der Fossilien, hvor han præsenterede et klassifikationssystem til mineraler.[31]

1800-tallet: stratigrafi og aktualitetsprincip[redigér | redigér wikikode]

Det var i Wales og det sydvestlige England, man gjorde de første store fremskridt inden for stratigrafi.

William Smith, Georges Cuvier og Alexander Broignart var alle foregangsmænd inden for stratigrafiske undersøgelser vha fossiler.[32] Efter udgivelsen af Cuvier og Broignarts bog Description Geologiques des Environs de Paris i 1811 øgedes interessen for denne nye disciplin.[33] I 1833 introducerede Adam Sedgwick den geologiske periode Kambrium, på grundlag af studier af bjergarter i Wales. Roderick Murchison fortsatte kortlægningen af Wales og reviderede Sedgewicks inddeling med indførelsen af Silur-perioden.[34] Samtidig fremlagde den skotske geolog Charles Lyell en inddeling af Tertiærtiden basert på stratigrafiske studier i Skotland.[35]

Eksempel på erratisk blok: bjergarten rombeporfyr forekommer kun i et lille område omkring Oslo, men løse blokke af bjergarten er spredt over hele Nordeuropa af Kvartærtidens gletsjere.

I løbet af 1800-tallet blev aktualitetsprincippet bredt accepteret blandt geologerne, som afløsning for 1700-tallets katastrofeteorier,[36] ikke mindst efter udgivelsen af Charles Lyells Principles of Geology i 1830, hvor han vha nye observationer fra England, Frankrig, Italien og Spanien videreudviklede Huttons ideer om gradualisme som grundprincip for dannelse af geologiske lag.[37] Lyell var stærkt medvirkende til at indføre doktrinen om, at geologiske processer foregår på samme måde og med samme hastighed i dag som i fortiden,[38] og dette aktualitetsprincip blev snart almindeligt accepteret,[39] også af Charles Darwin, som havde været med Sedgwick på ekskursioner i Wales og som læste Lyells bog med stor interesse. Da Darwin i 1859 fremsatte sin evolutionsteori i Arternes Oprindelse, henviste han i stor udstrækning til Lyell.[40]

Fra gammel tid og et stykke ind i 1800-tallet havde geologerne haft et forklaringsproblem med de såkaldte erratiske blokke, løse blokke og marksten og strandsten af bjergarter, som kun fandtes faststående langt borte, se figur med rombeporfyr. En forklaring på hvordan de erratiske blokke blev flyttet fik man med fremkomsten af isteorien, forestillingen om at de store områder med erratiske blokke, især Nordeuropa og Nordamerika, tidligere havde været dækket af indlandsis og gletsjere. De meget hyppigt forekommende usorterede moræne-aflejringer i disse områder kunne nu forklares som afsat af gletsjere under en række istider i Kvartærperioden, en periode karakteriseret ved hyppige og voldsomme klimaforandringer.[41]

1900-tallet: geosynklinalteori og kontinentaldrift[redigér | redigér wikikode]

Studier af seismiske bølgers udbredelse ved jordskælv gjorde det i første halvdel af 1900-tallet muligt at kortlægge Jordens lagdelte opbygning.
Visse dinosaurers udbredelse i Gondwanaland, den sydlige del af superkontinentet Pangæa.
Pladetektonisk spredningszone med dannelse af oceanbundsbasalt i striber med vekslende magnetisering:
a. for 5 mio år siden
b. for 2,5 mio år siden
c. i dag.

Spørgsmålet om hvordan bjergkæder dannes havde længe optaget geologerne, men en gangbar teori fremkom ikke før end i sidste halvdel af 1800-tallet, da de amerikanske geologer James Hall og James Dwight Dana ud fra studier i Appalacherne fremlagde deres geosynklinalteori.[42][43] I begyndelsen af 1900-tallet videreudviklede de tyske geologer Leopold Kober og Hans Stille teorien, hvorefter bjergkæder dannes fordi jordkloden pga afkøling trækker sig lidt sammen, så at skorpen pga sammenpresning begynder at få 'rynker', i form af store komplekse sedimentbassiner, eller gensynklinaler, som senere kan presses op og blive til bjergkæder.[44][45]

I det hele taget blev 1900-tallet præget af en øget interesse for Jordens indre, i voksende erkendelse af, at mange af de processer, hvis resultater ses ved jordoverfladen, må have fundet sted op til titals km under overfladen. I 1910 påviste den kroatiske geolog Andrija Mohorovicic ud fra undersøgelser af jordskælvsbølgers udbredelseshastigheder, at jordens skorpe i omkring 35 km dybde, kendt som Moho-diskontinuiteten og vekslende fra op til 70 km under kontinenterne til ned til kun 5 km under oceanerne, blev afløst af en flydende kappe. Der skulle komme flere vigtige opdagelser inden for seismologi og måling af jordskælvsbølger, bl.a. da tyske Beno Gutenberg i 1913 kunne anslå dybden til Jordens kernen, og danske Inge Lehmann i 1936 påviste, at det fandtes både en indre og en ydre kerne.[46]

Op gennem 1800-tallet blev man efterhånden klar over, at Jorden var ældre end som så, og i takt med at man udviklede og raffinerede den radiometriske datering af mineraler og bergarter,[47] nåede Jordens alder i begyndelsen af 1900-tallet op omkring 2 milliarder år. Samtidig blev den geologiske tidsskala videreudviklet og stadigt mere nøjagtig.

Det større geologiske tidsperspektiv var formentlig en del af inspirationen bag de første teorier om kontinentaldrift,[47][48] dels fremsat i 1908 af den amerikanske glacialgeolog Frank Bursley Taylor og tre år senere, og uafhængigt heraf og beskrevet noget mere detaljeret, af den tyske geograf Alfred Wegener[49]. Kontinenterne udgjorde ifølge Wegener oprindeligt et sammenhængende landområde, et superkontinent som han kaldte Pangæa. Wegener mente at Pangæa på et tidspunkt sprækkede op i de nuværende kontinenter, som derefter drev afsted på Jordens kappe, som tømmerflåder på havet. Wegener og den britiske pioner inden for geokronologi Arthur Holmes blev begge bestyrket i deres tro på superkontinentets eksistens, idet de nu adskilte kontinenters kystkonturer, bjergartsfordeling og dyreliv passede påfaldende godt sammen på tværs af opsprækningerne, hvis man samlede kontinenterne igen, se figur.[50] Men selv om denne teori også gav en forklaring på, hvordan bjergkæder dannes,[51] blev den gennem et halvt århundrede mest betragtet med skepsis.

I 1929 opdagede den japanese geofysiker Motonori Matuyama, at Jordens magnetfelt skiftede retning på et tidspunkt midt i Kvartærtiden, så at den magnetiske nordpol og sydpol byttede plads.[52][side mangler] Under 2. Verdenskrig udviklede man magnetometre til at afsøge havområder for fjendtlige ubåde, og efter krigen bemærkede geofysikere, at data fra disse afsøgninger viste underlige og umiddelbart uforklarlige magnetiseringsmønstre, se figur.[53]  I løbet af 1950-erne blev det efterhånden klart, at disse magnetiske anomalier var udtryk for en række af sådanne palæomagnetiske skift i Jordens magnetfelt, og at anomalierne i virkeligheden viste striber af nydannet oceanbund langs spredningszoner på havbunden.[54][55][56] Hermed havde man påvist kontinentaldriften, det at kontinenter og oceaner bevæger sig i forhold til hinanden.

Efterkrigstiden: pladetektonik og bassinanalyse[redigér | redigér wikikode]

Under navnet pladetektonik skulle teorien om kontinentaldrift fra slutningen af 1960-erne give anledning til et af de vigtigste paradigmeskift i den geologiske videnskab. Det blev nu muligt at forklare vulkaners og bjergkæders placering, forekomsten af jordskælv, hvorfor oceanerne er dybest tæt på land og hvorfor skorpen under oceanerne er yngre, tyndere og tungere end under kontinenterne.[57] Canadieren John Tuzo Wilson påviste, at når Hawaii-øerne ligger som på linje, skyldes det at Stillehavspladen bevæger sig hen over en hotspot, et område i kappen med opstigende magma og vulkanisme. Han var også med til at påvise, at den kaledoniske bjergkæde blev dannet, da Iapetushavet, en forløber for Atlanterhavet, blev lukket ved et sammenstød mellem kontinentalplader. Siden har man fundet mange tegn på, at kontinentalplader er drevet fra hinanden og stødt sammen et utal af gange gennem Jordens historie, og en sådan cyklus med spredning efterfulgt af kollision kaldes en wilson-cyklus.[58]

Indvinding af hydrokarboner (olie og gas) blev efter 2. Verdenskrig helt afgørende for energiforsyningen i store dele af verden. Olie og gas findes typisk i forbindelse med strukturelle fælder i sedimentære bassiner, hvor der under gunstige forhold er aflejret organisk materiale. Den meget intense og omkostningstunge efterforskning efter kulbrinteforekomster, typisk med en kombination af seismiske undersøgelser og boringer, har givet en meget mere detaljeret forståelse af dannelsen og opbygningen af sådanne bassiner, fx i Nordsøen. [59]

Geologiske fagdiscipliner[redigér | redigér wikikode]

  • Sedimentologi og bassingeologi – Sedimenter er bl.a. grus, sand og ler, der dannes ved forvitring og erosion af ældre bjergarter
  • Kvartærgeologi – Kvartærperioden omfatter de sidste ca. 2,5 millioner år af Jordens historie, og var en periode præget af meget
  • Palæontologi – Palæontologer studerer livets udvikling fra dets opståen og frem til i dag
  • Hydrogeologi – Hydrogeologi handler om forekomsten, bevægelsen og kvaliteten af vores grundvand
  • Mineralogi – Mineralogi er studiet af mineraler og lignende syntetiske materialer, deres dannelse, forekomst, struktur
  • Geologisk anvendt geofysik – Seismik er en geofysisk metode, hvor undergrunden kan kortlægges via måling af udbredelsen
  • Petrologi – Petrologi er videnskaben om forekomsten og dannelsen af bjergarter
  • Geokemi – Geokemi beskæftiger sig med undersøgelser af de kemiske processer, der bestemmer vores verdens
  • Geomorfologi – Geomorfologi beskæftiger sig med landskabsformer og de landskabsdannende processer, der finder sted på jordens overflade
  • Vulkanologi – vulkanologien beskæftiger sig med vulkanernes processer.
  • Ingeniørgeologi - den praktiske anvendelse af geologisk viden i forbindelse med bygge- og anlægsopgaver

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Press & Siever 1974, s. 34.
  2. ^ "Geognosi" i Ordbog over det danske Sprog.
  3. ^ Gunten, Hans R. von (1995). "Radioactivity: A Tool to Explore the Past". Radiochimica Acta 70-71 (s1). doi:10.1524/ract.1995.7071.special-issue.305. ISSN 2193-3405. 
  4. ^ For oprindelsen af -geo, se:
    • "γῆ" i A Greek–English Lexicon (hvor der står om det græske ord γῆ).
    • "geo-" i Den Store Danske (hvor der står om oversættelsen til dansk).
    For oprindelsen af -logi, se:
  5. ^ "geologi" i Den Store Danske. Hentet 13. april 2019.
  6. ^ Press & Siever 1974, ss. 53–58.
  7. ^ Noe-Nygaard 1955, s. 13.
  8. ^ Press & Siever 1974, ss. 56–68.
  9. ^ Galsgaard 1998, s. 15.
  10. ^ "Composition of the crust". sandatlas.org. 
  11. ^ "Mineral Identification Tests". Geoman's Mineral ID Tests. Hentet 17. april 2017. 
  12. ^ Press & Siever 1974, ss. 58–60.
  13. ^ Press & Siever 1974, s. 38.
  14. ^ Press & Siever 1974, s. 2.
  15. ^ Press & Siever 1974, ss. 328–331.
  16. ^ Henriksen 2005, s. 152.
  17. ^ Henriksen 2005, ss. 205–206.
  18. ^ Moore, Ruth. The Earth We Live On. New York: Alfred A. Knopf, 1956. p. 13
  19. ^ Abdus Salam (1984), "Islam og vitenskap". I C. H. Lai (1987), Ideals and Realities: Selected Essays of Abdus Salam, 2nd ed., World Scientific, Singapore, ss. 179–213.
  20. ^ P. Ovidius Naso: Epistulae Ex Ponto, Liber Quartus, X. Albinovano
  21. ^ Press & Siever (1974), s. 29-30
  22. ^ Ramberg, Ivar (red): Landet blir til – Norges geologi. 2007, s. 15.
  23. ^ Gohau 1990, s. 118.
  24. ^ Frank 1938, s. 209.
  25. ^ James Hutton, 1795, Vol. 1 og Vol. 2, Project Gutenberg.
  26. ^ Albritton, Claude C. The Abyss of Time. San Francisco: Freeman, Cooper & Company, 1980, side 95-96
  27. ^ Gohau 1990, s. 219.
  28. ^ Gohau 1990, s. 88.
  29. ^ Gohau 1990, s. 92.
  30. ^ Frank 1938, ss. 209, 239.
  31. ^ Jardine, N., F. A. Secord, og E. C. Spary, Cultures of Natural History. Cambridge: Cambridge University Press, 1996, side 212
  32. ^ Albritton, Claude C. The Abyss of Time. San Francisco: Freeman, Cooper & Company, 1980. p. 104-107
  33. ^ Peter, Bowler J, The Earth Encompassed. New York: W.W. Norton & Company, 1992, side 216
  34. ^ Second J A (1986) Controversy in Victorian Geology: The Cambrian-Silurian Dispute Princeton University Press, side 301ff. ISBN 0-691-0244-13
  35. ^ Gohau 1990, s. 144.
  36. ^ Peter, Bowler J, The Earth Encompassed. New York: W.W. Norton & Company, 1992, side 404-405
  37. ^ Albritton, Claude C, The Abyss of Time. San Francisco: Freeman, Cooper & Company, 1980, side 104-107
  38. ^ Gohau 1990, s. 145.
  39. ^ Albritton, Claude C, The Abyss of Time. San Francisco: Freeman, Cooper & Company, 1980, side 104-107
  40. ^ Frank 1938, s. 226.
  41. ^ Galsgaard 1998, ss. 89–90.
  42. ^ Şengör 1982, s. 11.
  43. ^ Adolph Knopf (juli 1948), "The Geosynclinal Theory" (PDF), Bulletin of the Geological Society of America, 59: 649–670. 
  44. ^ Şengör 1982, s. 23.
  45. ^ Şengör 1982, s. 28.
  46. ^ Ivar B. Ramberg (red): Landet blir til – Norges geologi, Norges Geologiske Forening 2006, ed 2007, side 25.
  47. ^ a b Jardine, N., F. A. Secord, og E. C. Spary, Cultures of Natural History. Cambridge: Cambridge University Press, 1996, side 227
  48. ^ Charles, Drake L. The Geological Revolution. Eugene : Oregon State System of Higher Education, 1970, side 11
  49. ^ Wegener, Alfred (6 January 1912), "Die Herausbildung der Grossformen der Erdrinde (Kontinente und Ozeane), auf geophysikalischer Grundlage" (PDF), Petermanns Geographische Mitteilungen, 63: 185–195, 253–256, 305–309, arkiveret fra originalen (PDF) den 4 October 2011. 
  50. ^ Ivar B. Ramberg (red): Landet blir til – Norges geologi, Norges Geologiske Forening 2006, ed 2007, side 24-25.
  51. ^ Peter, Bowler J, The Earth Encompassed. New York: W.W. Norton & Company, 1992, side 404-405
  52. ^ Glen 1982
  53. ^ "Victor Vacquier Sr., 1907–2009: Geophysicist was a master of magnetics", Los Angeles Times: B24, January 24, 2009. .
  54. ^ Mason, Ronald G.; Raff, Arthur D. (1961). "Magnetic survey off the west coast of the United States between 32°N latitude and 42°N latitude". Bulletin of the Geological Society of America 72 (8): 1259–66. doi:10.1130/0016-7606(1961)72[1259:MSOTWC]2.0.CO;2. ISSN 0016-7606. Bibcode: 1961GSAB...72.1259M. 
  55. ^ Korgen, Ben J. (1995). "A voice from the past: John Lyman and the plate tectonics story". Oceanography 8 (1): 19–20. doi:10.5670/oceanog.1995.29. Arkiveret fra originalen 2007-09-26. 
  56. ^ Spiess, Fred; Kuperman, William (2003). "The Marine Physical Laboratory at Scripps". Oceanography 16 (3): 45–54. doi:10.5670/oceanog.2003.30. Arkiveret fra originalen 2007-09-26. 
  57. ^ Michael D Krom, Earth geology and tectonics", i: Joseph Holden (red), An introduction to Physical Geography and the Environment, Pearson, Essex 2005, utgave 2012, side 29.
  58. ^ Ivar B. Ramberg (red): Landet blir til – Norges geologi, Norges Geologiske Forening 2006, ed 2007, side 29.
  59. ^ Hansen (1984), s. 67-74

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

På dansk[redigér | redigér wikikode]

  • Arne Noe-Nygaard (1955): Geologi - Processer og Materialer, Gyldendal, 399 sider.
  • Jens Galsgaard (1998): Indføring i Sedimentgeologi, Dansk geoteknisk Forening, Bulletin 12, 154 sider, ISBN 87-89833-06-6.
  • Niels Henriksen (2005): Grønlands geologiske udvikling, GEUS, 270 sider, ISBN 87-7871-163-0.
  • Gunnar Larsen (red., 2006): Naturen i Danmark. Geologien, Gyldendal, 549 sider, ISBN 87-02-03027-6 (2. udgave 2012, 552 sider, ISBN 978-87-02-13301-1).

På engelsk[redigér | redigér wikikode]

  • Frank Press og Raymond Siever (1974): Earth, W.H. Freeman & Co, 649 sider, ISBN 0-7167-0289-4.
  • Glen, William (1982). The Road to Jaramillo: Critical Years of the Revolution in Earth Science. Stanford University Press. ISBN 0-8047-1119-4. 
  • Şengör, Celâl (1982). "Classical theories of orogenesis". I: Miyashiro, Akiho; Aki, Keiiti; Şengör, Celâl. Orogeny. John Wiley & Sons. ISBN 0-471-103764. 
  • Jardine, N.; Secord, F. A.; Spary, E. C: Cultures of Natural History. Cambridge: Cambridge University Press, 1996.
  • Adams Dawson: The Birth and Development of the Geological Sciences. Baltimore: The Williams & Wilkins Company, 1938.
  • Gohau, Gabriel: A History of Geology. New Brunswick: Rutgers University Press, 1990.

Film[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
 Wikimedia Commons har medier relateret til:


Autoritetsdata
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Geologi&oldid=9909737"