Opposition (skak)

Opposition er et begreb i skak som udtrykker, at de to konger står overfor hinanden på hver sin række med kun ét felt imellem sig, dvs. så tæt på hinanden, som reglerne tillader. Når kongerne står i opposition på hver sin linje, f.eks. på felterne d5 og f5, taler man om sideopposition.

Hvis kongerne har henholdsvis tre og fem felter mellem sig, er der tale om fjernopposition, fordi en sådan stilling vil ende i almindelig opposition, hvis kongerne nærmer sig hinanden. Det samme gælder ved diagonalopposition, hvor kongerne står diagonalt overfor hinanden med et felt mellem sig, f.eks. på c2 og e4.

Konger i opposition
Den konge, som ikke skal trække, har oppositionen

Diagrammet til højre viser en sådan stilling. Den spiller, som ikke skal trække, siges at have oppositionen. Hvis sort i den viste stilling skal trække, har hvid altså oppositionen, fordi sorts er tvunget til at trække tilbage på brættet. Betydningen af at have oppositionen er altså, at den hvide konge kan følge efter og derved tvinge den sorte konge helt tilbage til randen af brættet.

Trekantmanøvre Foregår kampen om oppositionen omkring en bondeformation, kan den ene part somme tider tiltvinge sig oppositionen ved at udnytte, at bønderne forhindrer kongen i at flytte til det felt, som var nødvendigt for at opretholde den. Det sker ved en trekant-manøvre, som vist i diagrammet til højre:

Hvid har trækket, så sort har altså den gunstige opposition. Hvis det ikke var tilfældet, ville hvid hurtigt vinde, som det vil fremgå senere. Men hvid har en trekantmanøvre til rådighed, som lader ham overtage oppostionen:

Trekantmanøvre.
Hvid i trækket vinder oppositionen og partiet

1. Ke5 Kc6 (1....Ke7 for at bevare oppositionen går ikke: 2. c6, bxc6 3. b7 osv. Desuden forhindre bonden på b6 sort i at indtage diagonalopposition med 1...Kc7)

2. Kd4 Kd7 3. Kd5 Stillingen er nu den samme som før, men med hvid som indehaver af oppositionen. Sort er i træktvang, hvilket vil sige, at han ville kunne holde balancen i partiet, hvis det var hvids tur, men denne balance går tabt, fordi han skal trække.

3...Kd8 4. Kd6 Kc8 5, Ke7 Kb8 6. Kd8 Ka8 7. c6 (Endelig ikke 7. Kc7?? pat)

7...bxc7 8. Kc7 og hvid vinder, fordi sort nu ikke kan forhindre fribonden i at nå forvandlingsfeltet b8.

I slutspil med bønder kan besiddelse af oppositionen være uhyre vigtig, som det næste diagram viser.

Oppositionens betydning.
Hvid i trækket vinder, sort i trækket holder remis

Hvid forsøger at føre sin bonde til forvandlingsfeltet d8, hvor den kan blive til en dronning. Lykkes det, er spillet let vundet for hvid, se matsætningen. Sort forsøger naturligvis at hindre det, ved at lade kongen spærre for bondens fremrykning.

Hvid vinder, hvis han er i trækket, ved at indtage oppositionen med

1. Kd6 Sort må svare 1...Kc8 (eller 1...Ke8, som blot er en symmetrisk stilling), hvorpå hvid med 2. Ke7 opnår kontrol med forvandlingsfeltet, som sort nu ikke kan forhindre bonden i at nå. Bemærk, at 1.d6? ville være en grov fejl, som medfører remis, fordi sort svarer 1...Ke8, vinder oppositionen og nu ikke kan fordrives fra forvandlingsfeltet.

Er sort derimod i trækket, skynder han sig at vinde oppositionen med

1...Ke8, og nu kan hvid ikke vinde ved korrekt sort spil. Se f.eks. 2. Kd6 Kd8 3. Ke5 Ke7 (sort holder oppositionen) 4. d6+ Kd7 5. Kd5 Kd8! (endelig ikke 4...Ke8 eller Kc8, hvor hvid vinder oppositionen og spillet) 6. Ke6 Ke8 7. e7+ Kd8 8. Kd6 pat og remis.