Forældreansvarsloven

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Forældreansvarsloven er en dansk lov, der trådte i kraft 1. oktober 2007.

Loven handler om forældres ansvar i forhold til deres børn og fastslår bl.a., at fælles forældremyndighed er udgangspunktet samt at børn skal inddrages i sager om forældremyndighed. Samtidig giver loven den forælder, der ikke måtte have del i forældremyndigheden en ret til at blive orienteret om barnets forhold.

Forældreansvarsloven bliver kritiseret af Børn og Samvær, Børns Vilkår, Dansk Kvindesamfund, Kvinder for Frihed, LOKK (Landsorganisationen af kvindekrisecentre), Bedsteforældrene, Barnets Tarv.dk, Barnets Tarv.nu og adskillige andre organisationer og interessegrupper. På ovenstående organisationers hjemmesider står bl.a., at loven er blevet en ligestillingslov og tilgodeser forældrenes (især faderens) ret til samvær frem for barnets ret til en tryg barndom.

Der har på nuværende tidspunkt været sager, hvor barnet er dømt til normalt samvær med voldelige, alkoholiserede og chikanerende fædre. Fejlen ligger enten i retspraksis eller i selve lovgivningens ordlyd om, at "barnets tarv er en far og en mor".

Loven kritiseres desuden for, at voldsofre ikke tør fortælle om volden i retten af frygt for at blive beskyldt for mudderkastning og dermed miste barnet på "samarbejdschikane". (Se Børn og Samvær samt Børns Vilkår).

Eksterne henvisninger

• Forældreansvarsloven på Retsinformation

Foreningen "Et barn To forældre" påpeger:

Vejledningerne til loven må konkluderes at være lovdikteret kønsdiskrimination.

Loven, som trådte i kraft pr. 1. oktober 2007, erstattede Forældremyndighedsloven. Det helt centrale incitament til den nye lov var fra politisk hold var at man nu i højere grad skulle fokusere på barnets behov fremfor forældrendes behov. Med andre ord – Barnet skulle for enhver pris være i fokus i forhold til Statsforvaltningernes afgørelser omkring forældremyndighed og samvær. Overskriften kaldte Familiestyrelsen: ”Barnet i Centrum”.

Generalklausulen i FAL:

§ 4. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. 

Udgangspunktet for loven overfor befolkningen gik på at to forældre nu pr. automatik får fælles forældremyndighed. Man ”glemte” dog at annoncere at man (Familiestyrelsen) i samme moment indførte begreberne – Bopælsforælder og Samværsforælder. I praksis betyder det at en samværsforælder (som oftest faderen) ingen beslutningskompetence omkring barnet har – uagtet den fælles forældremyndighed. Kun ved ekstreme spørsmål som ved konvertering af religion etc. skal samværsforælderen høres.

I praksis betyder det at loven misbruges af en lang række konfliktskabende mødre, som tilgodeser egne interesser frem for barnets tarv, med myndighedernes ”velsignelse”! Det forholder sig således at forældreANSVARET kun samværsforælderen, forstået således at bopælsforælderen kan opføre sig som vedkommende ønsker – helt sanktionsfrit.

Langt hovedparten af de komplekse sager tager udgangspunkt i Familiestyrelsens vejledning 13 som der redegøres for i det følgende:

                                       Vejledning om Samvær, VEJ nr. 9860 af 06/09/2007,   

som er Statsforvaltningernes arbejdsmanual i håndteringen af samværssager.

Fokus på punkt 13. Afslag på ophævelse af samvær. Bemærk venligst Familiestyrelsens ordlyd - og som adskillige tusinde børn og fædre, er ofre for.

13.1.2.1. Udsatte børn Afslag på eller ophævelse af samvær vil f.eks. kunne være begrundet i, at barnet er udsat for en række belastninger. Der kan være tale om psykiske, fysiske eller sociale belastninger, som fører til en sådan udsathed hos barnet, at det vil være bedst for barnet, at der ikke er samvær. Barnets udsathed kan således føre til afslag på eller ophævelse af samvær, selv om der isoleret set ikke er noget at udsætte på samværsforælderen. Ad 1)

13.1.2.2. Højt konfliktniveau mellem forældrene Afslag på samvær kan endvidere ske, hvis samværet er eller vil blive meget konfliktfyldt på grund af forældrenes indbyrdes forhold. Ad 2) Konfliktniveauet er således i sig selv et faresignal i sagsbehandlingen, men herudover skal det vurderes, i hvilken grad dette påvirker barnet. Skyldsspørgsmålet har ikke betydning for vurderingen, Ad 3) og ofte vil det være vanskeligt under sagsbehandlingen – ensige umuligt – at fastslå, hvem af forældrene, der bærer hovedansvaret for konflikten. Det afgørende for vurderingen er således, hvordan konflikten påvirker barnet og ikke, hvem denne skyldes.

13.1.2.6.1. Samarbejdschikane i form af bopælsforælderens hindring af samværet Samarbejdschikane fra bopælsforælderens side kan f.eks. komme til udtryk i form af samværschikane, hvor konflikterne omkring samarbejdet og barnet skyldes, at den ene forælder uden påviselig grund søger at hindre den anden forælders kontakt til barnet. En bopælsforælders hindring af barnets kontakt med samværsforælderen kan dog i visse tilfælde have et sådant omfang og kan påvirke barnet på en sådan måde, at der er frygt for barnets trivsel. Statsforvaltningen vil under behandlingen af sagen kunne træffe afgørelse om suspension af samværet, hvis der er akut behov for at friholde barnet fra forældrenes konflikt. Ad 4)

13.1.2.7. Sager hvor der er påstand om vold En bopælsforælders påstand om ophævelse af eller afslag på samvær på grund af, at samværsforælderen har udøvet vold over for barnet, bopælsforælderen, eller et andet medlem af den husstand, hvor barnet dagligt opholder sig, bør altid føre til, at statsforvaltningen iværksætter nærmere undersøgelser af sagen. Ad 5) Der bør som udgangspunkt ske suspension af samværet, hvis påstanden om vold er tilstrækkelig underbygget. Ad 6) Ved denne vurdering kan der lægges vægt på, om forholdet er anmeldt til politiet og/eller om der er sket underretning til kommunen, om der foreligger skadestuerapport eller anden dokumentation for vold, f.eks. krisecentererklæring. Ad 7)

Ad 1) Må betragtes som værende den ultimative blåstempling af at forældreANSVARET kun gælder samværsforælderen. Udsathed er ikke nærmere defineret, end at det kan fastslås ved rent skrivebordsarbejde, uden at nogen af parterne nødvendigvis ved et personligt møde er hørt. Praksis viser at når Statsforvaltningens jurister skønner belastning af barnet (typisk efter x-antal henvendelser fra en forælder), så klippes relationen/samværet ukritisk mellem barn og samværsforælder.

Ad 2) Familiestyrelsen dikterer således direkte at uanset hvem, hvordan og i hvilken sammenhæng der er opstået et spændingsfelt mellem to forældre i relation til barnet, så er det bedst for barnet at få afskåret kontakten til samværsforælderen. Praksis viser at uanset hvor tosset en bopælsforælder opfører sig - så er det ganske sekundært. Praksis viser tillige at uanset dokumentationen af konfliktskabende adfærd fra bopælsforælderen – ændrer det ikke ved det faktum – at sanktionsmuligheder alene pådrages samværsforælderen. Ifølge Familiestyrelsen er det altså barnets tarv at miste samværet med samværsforælderen (hovedsaglig faderen) hvis bopælsforælderen er konfliktskabende.

Ad 3) At skyldsspørgsmålet er uden betydning er endnu en lovdikteret manifestation af at bopælsforælderen kan opføre sig lige som vedkommende lyster konsekvensfrit. Dette punkt må formentlig anses for at være den væsentligste begrundelse for antallet af sager – under overskriften – Forældremyndighedssager. Familiestyrelsen dækker sig af med at det er umuligt at afgøre skyldsspørgsmålet. Praksis viser at myndighederne intet foretager sig for at afdække skyldsspørgsmålet. Det er ganske sekundært når man alligevel blot afskaffer børnenes samværsret med den anden forælder, hvis der er alvorlig konflikt. Der foreligger eksempler på hvordan børn er blevet flyttet rundt i landet adskillige gange, hvor små børn har været en aktiv del af pornobranchen, hvor der er udarbejdet rapporter fra overvåget samvær i favør samvæsforælderen etc.etc. Alt sammen uden relavans jfr. ovenstående. Bopælsforælderen vinder ret over børnene – uanset vedkommendets egnethed som forælder. Et signifikant antal af især fædre, som kun vil være gode fædre og kun ønsker deres børn det bedste er blevet afskåret kontakten med deres børn som konsekvens af denne regel.

Ad 4)Familiestyrelsen skriver direkte til den konfliktskabende bopælsforælder, som tilgodeser egne behov fremfor barnets tarv: ”Obstruer samværet og du får børnene permanent!

Ad 5)Hele voldspakken er et kapitel for dig. Alt international partnervoldsforskning viser at vold er at udtryk for afmagt og at mænd og kvinder er lige voldelige. Bemærk at vejledningen slet ikke tager stilling til bopælsforælderens vold mod barnet. Der tages alene stilling til vold udført af samværsforælderen og medlemmer af husstanden hvor barnet opholder sig. En nærmere undersøgelse, i forhold til påstået vold mod barnet, vil typisk være en samtale i Statsforvaltningen med en børnesagkyndig. Familiestyrelsen forholder sig slet ikke til den psykiske vold man populært kalder Forældrefremmedgørelse – som i al sin enkelthed går på at, den ene forælder bruger barnet som spydspids og stødpude til bekrigelse af den anden forælder. Hverken Familiestyrelsen eller Psykologankenævnet vil anerkende at børn kan manipuleres. Afholdes en børnesagkyndig samtale med et barn i Statsforvaltningen ser vi adskillige eksempler på at barnet forinden er skolet som en papegøje af bopælsforælderen. Manipulation fra bopælsforælderen (psykisk misbrug af barnet) fører således i praksis til at barn og samværsforælder får afskåret kontakten. Falske politianmeldelser som våben ses ligeledes i stigende omfang. Det er omkostningsfrit for anmelder, uanset dokumentation for påstand og uagtet antallet af anmeldelser, med tilsvarende antal pure frifindelser til samværsforælderen. Der er således aldrig i danmarkshistorien været prøvet en sag, hvor barnet er brugt aktivt af bopælsforælderen i forhold til beskyldninger mod samværsforælderen.

Ad 6) Om hvorvidt et postulat vedr. vold er tilstrækkeligt underbygget afgøres af Statsforvaltningen suverænt, med ankemulighed til Familiestyrelsen. Familiestyrelsen og Statsforvaltningerne har således som administrative myndigheder kompetence til at afgøre strafferetlige spørgsmål, og dermed afsige domme omkring børns rettigheder på grundlag – som Familiestyrelsen selv har defineret.

Ad 7) Enhver kvinde kan, såvel berettiget – som uberettiget – gå på et kvindekrisecenter, udfylde et A4-ark, få et stempel (dermed en erklæring) – gå på Statsforvaltningen med dette dokument – og VUPTI! – Barnet har set sin far for sidste gang. Familiestyrelsen har således accepteret at mødre kan bruge beskyldninger (uagtet om der ingen dokumentation foreligger) om vold og incest som valide begrundelser for at afskære børn og fædre. Kvindekrisecentre, med civilt uddannet personale har således, af Familiestyrelsen, også fået mandat til at afgøre strafretlige spørgmål.