Vilje til magt: Forskelle mellem versioner

Spring til navigation Spring til søgning
7 bytes tilføjet ,  for 12 år siden
 
== Tankegangen ==
[[Nietzsche]] anså "viljen til magt" som den mest rammende beskrivelse af menneskets motivation eller drivkraft, mens [[Schopenhauers]] "viljen-til-livet"-aksiom, ifølge ham, var en intetsigende [[pleonasme]], idet livet ''er'' vilje. Schopenhauer anså virkeliggørelsen af viljen som umulig, det at mennesket ''"vil"'' er dets lidelse og den eneste måde at sætte viljen ''ud af kraft'' var via kunsten og den religiøse [[askese]] da disse udmærker sig ved at være viljeløse; de hæver sig over enhver vilje til virkeliggørelse og det "at sætte værdier". Dette var for Nietzsche udslagsgivende for hans definition af [[nihilisme]]n (nihil: intet, ingen værdier) og et gennemgående tema i hans forfatterskab blev dette opgør med Schopenhauers nihilisme og dens fornægtelse af al menneskelig storhed i form af skaberkraft og virkeliggørelse. Derudover var udgangspunktet for hans kritik af Schopenhauer en række eksempler, hvor mennesket øjensynligt har sat viljen til magt (andres magt eller magten over sit eget åndsliv) over selve livet. "Viljen til magt" er i høj grad en [[hermeneutisk]] idé og bygger grundlæggende på en opfattelse af subjektets rolle i verden som fortolkende. Viljen til magt bliver på den måde til fortolkningens og systematiseringens magt. Vi opnår altså kontrol (magt) over tilværelsen ved at fortolke den - dette, mener Nietzsche, er den centrale menneskelige drivkraft.
 
Grundpræmissen er den samme som i Schopenhauers værk, ifølge hvilket verden blot er subjektets "forestilling" eller perspektiv. På den måde er verden ikke defineret ved et telos eller faste idealer ligesom hegelianerne påstod - både Schopenhauer og Nietzsche modsatte sig den tyske idealisme og dens idé om at "alvisdommen" eller samfundet var i stand til at fuldbyrde eller skabe mening for individet. Løsningen på menneskenes lidelser lå ikke i tiden, i moralen eller samfundsstrukturen, da den samfundsmæssige overordning og moderniteten kun har frigjort menneskene og givet dem deres bestemmelse. Løsningen på livets meningsløshed og lidelse ligger i den enkeltes liv og i den enkeltes "forestilling", i den enkeltes vilje til fortolkning og organisering af verden. Nietzsche konkretiserer denne vilje som "viljen til magt", viljen til at overstige sig selv (jf. Nietzsches overmenneskebegreb) og ikke blot magte sin egen person, men hele verden. Viljen til magt er dermed viljen til at begribe verden, anlægge et perspektiv, men også viljen til at frigøre sig fra de herskende værdier og på den måde fortolke verden som selvstændigt individ. Følgelig adskiller Nietzsche sig fra Schopenhauer ved at gøre subjektets forestilling om og fortolkning af verden (objektet) til selve viljens substans. Således afliver Nietzsche Schopenhauers uforløselige og metafysiske vilje, der i sin egenskab af [["tingen i sig selv"]] altid bliver fremmed for sig selv ved sin fremtrædelse. Fremtrædelsen er for Schopenhauer den "objektiverede vilje", dvs. definitionen af et "objekt" for viljen. Sagt på en anden måde gør Nietzsche viljen til et [[ontologi]]sk objekt - den bliver [["tingen for os"]] og kan derfor ikke opfattes som fremmed for sig selv ved sin objektive fremtrædelse.
364

redigeringer

Navigationsmenu