Heinrich Stieglitz: Forskelle mellem versioner
| Linje 1: | Linje 1: | ||
[[Fil:Charlotte Stieglitz.jpg|thumb|Charlotte Stieglitz.]] |
|||
'''Heinrich Stieglitz''' ([[22. februar]] [[1801]] i [[Arolsen]] – [[24. august]] [[1849]] i [[Venedig]]) var en [[Tysk-romerske rige|tysk]] [[digter]]. |
'''Heinrich Wilhelm Stieglitz''' ([[22. februar]] [[1801]] i [[Arolsen]] – [[24. august]] [[1849]] i [[Venedig]]) var en [[Tysk-romerske rige|tysk]] [[digter]]. |
||
Han [[studerede]] [[filosofi]] og [[klassisk filologi]] i [[Göttingen]], [[Leipzig]], hvor han traf sin senere hustru |
Han [[studerede]] [[filosofi]] og [[klassisk filologi]] i [[Göttingen]], [[Leipzig]], hvor han traf sin senere hustru [[Charlotte Willhöft]], og [[Berlin]], og blev [[1827]] Kustos ved det kongelige Bibliotek der. Han debuterede med de sammen med [[Ernst Grosse]] udgivne »Gedichte«, der efterfulgtes af »Bilder des Orients« (4 bind, 1831—33) og »Stimmen der |
||
Zeit«, Bøger, der viser ham som en især af [[Rückert]] påvirket poet, uden virkelig Originalitet og Skaberevne. Hans sværmeriske Hustru fik nu den overspændte Idé, at en stor uventet Sorg muligvis kunde forvandle den noget lethargiske Mand, hos hvem Evne og Ærgerrighed stod i diametral Modsætning, til en stor Digter, og hun dræbte sig derfor 24. Decbr 1834 ved et Dolkestik. Hendes Idé viste sig højst uheldig, thi S. knækkede nu helt sammen, flakkede senere hvileløs og fortvivlet rundt, opholdt sig vekselvis i München, Rom og andre Byer, indtil Døden (af Kolera) forbarmede sig over ham, og han fandt sit sidste Hvilested paa Sophiekirkegaarden i Berlin ved sin Hustrus Side. Efter hendes Bortgang havde han kun faaet udgivet »Das Dionysosfest« og »Bergesgrüsse«. |
|||
Kustos ved det kongelige Bibliotek der. Han debuterede med de sammen med [[Ernst Grosse]] |
|||
udgivne »Gedichte«, der efterfulgtes af »Bilder des Orients« (4 bind, 1831—33) og »Stimmen der |
|||
Zeit«, Bøger, der viser ham som en især af Rückert paavirket Poet, uden virkelig |
|||
Originalitet og Skaberevne. Hans sværmeriske Hustru fik nu den overspændte Idé, at en stor uventet |
|||
Sorg muligvis kunde forvandle den noget lethargiske Mand, hos hvem Evne og |
|||
Ærgerrighed stod i diametral Modsætning, til en stor Digter, og hun dræbte sig derfor 24. Decbr 1834 |
|||
ved et Dolkestik. Hendes Idé viste sig højst uheldig, thi S. knækkede nu helt sammen, |
|||
flakkede senere hvileløs og fortvivlet rundt, opholdt sig vekselvis i München, Rom og andre Byer, |
|||
indtil Døden (af Kolera) forbarmede sig over ham, og han fandt sit sidste Hvilested paa |
|||
Sophiekirkegaarden i Berlin ved sin Hustrus Side. Efter hendes Bortgang havde han kun faaet udgivet »Das Dionysosfest« og »Bergesgrüsse«. |
|||
== Kilder == |
== Kilder == |
||
Versionen fra 9. apr. 2013, 08:14
Heinrich Wilhelm Stieglitz (22. februar 1801 i Arolsen – 24. august 1849 i Venedig) var en tysk digter.
Han studerede filosofi og klassisk filologi i Göttingen, Leipzig, hvor han traf sin senere hustru Charlotte Willhöft, og Berlin, og blev 1827 Kustos ved det kongelige Bibliotek der. Han debuterede med de sammen med Ernst Grosse udgivne »Gedichte«, der efterfulgtes af »Bilder des Orients« (4 bind, 1831—33) og »Stimmen der Zeit«, Bøger, der viser ham som en især af Rückert påvirket poet, uden virkelig Originalitet og Skaberevne. Hans sværmeriske Hustru fik nu den overspændte Idé, at en stor uventet Sorg muligvis kunde forvandle den noget lethargiske Mand, hos hvem Evne og Ærgerrighed stod i diametral Modsætning, til en stor Digter, og hun dræbte sig derfor 24. Decbr 1834 ved et Dolkestik. Hendes Idé viste sig højst uheldig, thi S. knækkede nu helt sammen, flakkede senere hvileløs og fortvivlet rundt, opholdt sig vekselvis i München, Rom og andre Byer, indtil Døden (af Kolera) forbarmede sig over ham, og han fandt sit sidste Hvilested paa Sophiekirkegaarden i Berlin ved sin Hustrus Side. Efter hendes Bortgang havde han kun faaet udgivet »Das Dionysosfest« og »Bergesgrüsse«.
Kilder
- Stieglitz, Heinrich i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1927)