Luftværn: Forskelle mellem versioner
fed |
|||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
Luftværn eller luftforsvar er defineret af [[NATO]] som "alle de foranstaltninger, der har til formål at ophæve eller reducere effektiviteten af fjendtlig flyaktivitet." |
'''Luftværn''' eller luftforsvar er defineret af [[NATO]] som "alle de foranstaltninger, der har til formål at ophæve eller reducere effektiviteten af fjendtlig flyaktivitet." |
||
De omfatter jord- og luftbaserede våbensystemer, associerede sensorsystemer, kommando- og kontrolordninger og passive foranstaltninger. Det kan bruges til at beskytte flåde-, land-, og flystyrker i enhver beliggenhed. Men for de fleste lande har den vigtigste indsats tendens til at være 'hjemlandsforsvar'. NATO refererer til luftbårent luftforsvar som ''Counter-Air'' og luftforsvar til søs som ''anti-aircraft warfare''. Missilforsvar er en udvidelse af luftforsvar, hvis primære rolle er at nedskyde [[Ballistisk missil|ballistiske missiler]] og [[Raket|raketter]], fx [[Jernkuplen]]. Mens det samlede luftforsvar er til forsvar af hjemlandet, herunder militære anlæg, vil styrker i felten, uanset hvor de er, uvægerligt etablere deres egen luftforsvarskapacitet, hvis der er en flytrussel. En jord-baseret luftforsvarskapacitet kan også indsættes offensivt for at nægte en modstander brugen af luftrummet. Indtil 1950'erne var luftværnskanoner der skød mellem 20 mm til 150 mm-[[ammunition]] standarden. Derefter blev [[missil|missiler]] mere dominerende, bortset fra lave højder hvor luftværnskanoner stadig bruges. [[Fil:2008 Moscow Victory Day Parade - 9K22 Tunguska.jpg|thumb|left|Russiskbygget 9K22 Tunguska, selvkørende luftværnskanon, stadig i tjeneste i dag]] |
De omfatter jord- og luftbaserede våbensystemer, associerede sensorsystemer, kommando- og kontrolordninger og passive foranstaltninger. Det kan bruges til at beskytte flåde-, land-, og flystyrker i enhver beliggenhed. Men for de fleste lande har den vigtigste indsats tendens til at være 'hjemlandsforsvar'. NATO refererer til luftbårent luftforsvar som ''Counter-Air'' og luftforsvar til søs som ''anti-aircraft warfare''. Missilforsvar er en udvidelse af luftforsvar, hvis primære rolle er at nedskyde [[Ballistisk missil|ballistiske missiler]] og [[Raket|raketter]], fx [[Jernkuplen]]. Mens det samlede luftforsvar er til forsvar af hjemlandet, herunder militære anlæg, vil styrker i felten, uanset hvor de er, uvægerligt etablere deres egen luftforsvarskapacitet, hvis der er en flytrussel. En jord-baseret luftforsvarskapacitet kan også indsættes offensivt for at nægte en modstander brugen af luftrummet. Indtil 1950'erne var luftværnskanoner der skød mellem 20 mm til 150 mm-[[ammunition]] standarden. Derefter blev [[missil|missiler]] mere dominerende, bortset fra lave højder hvor luftværnskanoner stadig bruges. [[Fil:2008 Moscow Victory Day Parade - 9K22 Tunguska.jpg|thumb|left|Russiskbygget 9K22 Tunguska, selvkørende luftværnskanon, stadig i tjeneste i dag]] |
||
Versionen fra 14. mar. 2015, 18:20
Luftværn eller luftforsvar er defineret af NATO som "alle de foranstaltninger, der har til formål at ophæve eller reducere effektiviteten af fjendtlig flyaktivitet."
De omfatter jord- og luftbaserede våbensystemer, associerede sensorsystemer, kommando- og kontrolordninger og passive foranstaltninger. Det kan bruges til at beskytte flåde-, land-, og flystyrker i enhver beliggenhed. Men for de fleste lande har den vigtigste indsats tendens til at være 'hjemlandsforsvar'. NATO refererer til luftbårent luftforsvar som Counter-Air og luftforsvar til søs som anti-aircraft warfare. Missilforsvar er en udvidelse af luftforsvar, hvis primære rolle er at nedskyde ballistiske missiler og raketter, fx Jernkuplen. Mens det samlede luftforsvar er til forsvar af hjemlandet, herunder militære anlæg, vil styrker i felten, uanset hvor de er, uvægerligt etablere deres egen luftforsvarskapacitet, hvis der er en flytrussel. En jord-baseret luftforsvarskapacitet kan også indsættes offensivt for at nægte en modstander brugen af luftrummet. Indtil 1950'erne var luftværnskanoner der skød mellem 20 mm til 150 mm-ammunition standarden. Derefter blev missiler mere dominerende, bortset fra lave højder hvor luftværnskanoner stadig bruges.
Tidligere luftværn
Historisk har man primært anvendt luftmeldeobservatører, der med kikkerter og lytteudstyr kunne opdage og identificere flyaktivitet. Tilsvarende har spærreballoner skulle genere lavtflyvende bombefly.