Poul Levin: Forskelle mellem versioner

← Gå til forrige forskel Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

Inline

Versionen fra 22. maj 2015, 10:58

Poul Theodor Levin (født 17. juni 1869 i København, død 29 oktober 1929 sammesteds) var en dansk forfatter.

Levin blev student 1887, tog skoleembedseksamen 1894 og blev Dr. phil. 1898. Han begyndte som litteraturhistoriker, skrev — foruden et par populære småskrifter — en Dansk Litteraturhistorie i Omrids (1894, sammen med Julius Clausen), derefter sin disputats Ovids Ungdomsdigtning (1897), en samling Essays (1899) og leverede siden, på grundlag af forelæsninger, to vægtige og velskrevne bøger over fransk litteratur i 19. århundrede: Victor Hugo (I—II, 1901—02) og Den naturalistiske Roman i Frankrig (1907). Samtidig optrådte han som kritiker, først i dagspressen, senere i Det ny Aarhundrede (1904 ff.), hvis litterære Redaktør han var; fra 1910 i Tilskueren som dette tidsskrifts redaktør; i hans anmeldelser er der både poetisk følelse og kunstforstand, polemisk vid og oftest også billighed; for flere nye talenter har hans kritik banet vej. Lige fra først af har Levin endelig udfoldet en digterisk produktion. Hans skuespil var til at begynde med noget spinkle og blege (Antoinette, 1895; Sejr, 1899), men de senere (Fars Penge, 1908; Flugten til Amerika, 1914; Riber & Søn, 1915 og andre) har, uden dog at kunne slå ret igennem på teatret, ofte givet det fint tænkte, smukt følte indhold en scenisk virksom form. I den københavnske samtidsfortælling var det dog navnlig, at Levins forfattertalent efterhånden tilkæmpede sig både virkelig popularitet og kunstneriske sejre. Efter novellen »Den døde By« (1902) fulgte Romanerne »Familien i Danmark« (1911), »Lykkens Veje« (1913), »Den lykkelige Mand« (1916), »Den stjaalne Glæde« (1917), »Hjem« (1919), »Sønnen« (1920), »Løftet« (1922), der fra Bog til Bog betegner stigende Succes og stigende Aandsmodenhed og kunstnerisk Sikkerhed. Meget sikkert er det højere Bourgeoisis Aandssfære og Tone truffet — særlig det lidt gammeldags og det jød. —; ægte borgerlige Følelser, der kan strejfe det filistrøse, regle Familiefølelse, der kan slaa over i det »kønne« og følsomme, vinder det romanlæsende Publikum, medens det især er den klare og faste Komposition, den samvittighedsfuldt tilkæmpede Aandsfrihed, den modne, erfarne Livsforstaaelse, der vinder de mere udviklede Læsere. Levin fortsatte sine københavnske Romaner med en ny Bog hvert Efteraar (»Det hemmelige Land« [1926] o. fl.). -->

Kilder

Levin, Poul Theodor i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1923), forfattet af V. Vedel
Levin, P. Th. i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, supplement, 1930), forfattet af Helge Topsøe-Jensen

Eksterne henvisninger

Dansk Biografisk Leksikons 2. udgave (bind 14, 1938), forfattet af Chr. Rimestad, og 3. udgave (1979-84, indgår i SDE)

@@ Linje 2: / Linje 2: @@
 Levin blev [[student]] 1887, tog [[skoleembedseksamen]] 1894 og blev [[Dr. phil.]] 1898. Han begyndte som [[litteraturhistoriker]], skrev — foruden et par [[Populærvidenskab|populære]] [[småskrift]]er — en ''Dansk Litteraturhistorie i Omrids'' (1894, sammen med [[Julius Clausen]]), derefter sin [[disputats]] ''Ovids Ungdomsdigtning'' (1897), en samling ''Essays'' (1899) og leverede siden, på grundlag af [[forelæsning]]er, to vægtige og velskrevne bøger over [[fransk litteratur]] i 19. århundrede: ''[[Victor Hugo]]'' (I—II, 1901—02) og ''Den naturalistiske Roman i Frankrig'' (1907). Samtidig optrådte han som [[kritiker]], først i
-[[dagspressen]], senere i ''Det ny Aarhundrede'' (1904 ff.), hvis litterære Redaktør han var; fra 1910 i ''[[Tilskueren]]'' som dette [[tidsskrift]]s [[redaktør]]; i hans [[anmeldelse]]r er der både [[poetisk]] følelse og kunstforstand, polemisk vid og oftest også billighed; for flere nye talenter har hans kritik banet vej. Lige fra først af har Levin
+[[dagspressen]], senere i ''Det ny Aarhundrede'' (1904 ff.), hvis litterære Redaktør han var; fra 1910 i ''[[Tilskueren]]'' som dette [[tidsskrift]]s [[redaktør]]; i hans [[anmeldelse]]r er der både [[poetisk]] følelse og kunstforstand, polemisk vid og oftest også billighed; for flere nye talenter har hans kritik banet vej. Lige fra først af har Levin endelig udfoldet en [[digter]]isk produktion. Hans [[skuespil]] var til at begynde med noget spinkle og blege (''Antoinette'', 1895; ''Sejr'', 1899), men de senere (''Fars Penge'', 1908; ''Flugten til Amerika'', 1914; ''Riber & Søn'', 1915 og andre) har, uden dog at kunne slå ret igennem på teatret, ofte givet det fint tænkte, smukt følte indhold en scenisk virksom form. I den københavnske samtidsfortælling var det dog navnlig, at Levins forfattertalent efterhånden tilkæmpede sig både virkelig popularitet og kunstneriske sejre. Efter [[novelle]]n »Den døde
-endelig udfoldet en digterisk Produktion. Hans
-Skuespil var til at begynde med noget spinkle og
-blege (»Antoinette« [1895], »Sejr« [1899]), men
-de senere (»Fa’rs Penge« [1908], »Flugten til
-Amerika« [1914], »Riber & Søn« [1915] o. a.)
-har, uden dog at kunne slaa ret igennem paa
-Teatret, ofte givet det fint tænkte, smukt følte
-Indhold en scenisk virksom Form. I den
-københavnske Nutidsfortælling er det dog
-navnlig, at L.’s Forfattertalent efterhaanden har
-tilkæmpet sig baade virkelig Popularitet og
-kunstneriske Sejre. Efter Novellen »Den døde
 By« (1902) fulgte Romanerne »Familien i
 Danmark« (1911), »Lykkens Veje« (1913), »Den