Novelle

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Novelle (italiensk novella: nyhed) er en kortere episk fortælling i prosaform, der normalt beskriver et enkelt handlingsforløb eller situation og ofte har en iøjnefaldende slutning. Den omhandler gerne selve vendepunktet i personernes liv (modsat fx romanen, der også kan handle om tiden før og efter), og der er typisk få personer. Desuden foregår den inden for kort tid. En novelle har ofte flashback. En novelle strækker sig ikke over så lang tid. ofte højset en dag.

I novellen er der som regel kun plads til én hovedhandling, som tager udspring i en væsentlig konfliktsituation. En novelle begynder tit in medias res – lige på og hårdt. En novelle skrives enten i 1. person (jeg) eller 3. person (han, hun, den). Man siger, at novellens handling typisk er "enstrenget". Forløbet er oftest kronologisk (fremadskridende i tid) uden detaljerede og længere tilbageblik i hovedpersonens fortid, og der er sædvanligvis kun få personer og miljøer i en novelle. Ofte har novellen en overraskende, men ikke ulogisk slutning. På grund af den korte form, er de bedste noveller oftere end romaner afhængige af litterære elementer som personskildring, handling, tema, sprog og baggrund.

Litteraturhistorisk baggrund[redigér | redigér wikikode]

De første tekster med betegnelsen novelle (italiensk novella: lille historie) var egentlig tilføjelser til lovtekster. Disse tilføjelser blev skrevet til i marginen efterhånden som nye begivenheder indtraf, som man var nødt til at indføre nye love for. Eftersom de nye begivenheder, man indførte love for endnu ikke var begrebsliggjorte, havde disse tilføjelser ofte karakter af genfortælling af, hvad der var sket, og hvad dommen, man var nået frem til, havde bestået i. Begivenhederne var således noget nyt og ukendt, som brød ind i den kendte samfundsorden, og man løste de problemer eller uoverensstemmelser, der opstod, ved at fælde en dom og derved genoprette eller vedligeholde den gældende orden. Disse træk overtog Giovanni Boccaccio, da han skrev værket Decameron, som rummer de første 100 egentlige noveller i verdenslitteraturen. Men Boccaccios noveller adskilte sig, udover ved at være opdigtede historier og ikke genfortællinger af forbrydelser, fra lovtillæggene ved at lade begivenheden - det, der bryder ind i den gældende orden - være stærke nok til at ændre den gældende orden.

Da den forholdsvis realistiske romanform blev populær, udviklede nogle forfattere novellen som en miniature. Nogle af de bedste eksempler på tidlige noveller finder man hos E.T.A. Hoffmann og Edgar Allan Poe. Novelleformen har sin oprindelse i den anekdotiske prosafortælling, dvs. en hastigt skitseret situation, der straks bringes til sin kulmination. Det er træk, som forbinder novellen med mange typer af mundtlig fortælling.

Novellen kan publiceres alene i magasiner, eller kan samles i bogform: novellesamlinger.

I dansk litteratur hører korte fortællinger som Sildig Opvaagnen (trekantdrama fra 1828) af St. St. Blicher til de klassiske noveller. I nyere tid bliver novellegenren brugt af forfattere som Jan Sonnergaard (f. 1963) og Helle Helle (f. 1965).

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wiktionary-logo.svg Se Wiktionarys definition på ordet:

Kilder[redigér | redigér wikikode]