Heil: Forskelle mellem versioner
bare en masse |
gg |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
[[Fil:Bundesarchiv Bild 101III-Weill-096-27, Deutschland, Vereidigung von Dänen.jpg|thumb|Medlemmer af [[Frikorps Danmark]] står under deres udgave af [[Dannebrog]] og heiler i 1941.]] |
[[Fil:Bundesarchiv Bild 101III-Weill-096-27, Deutschland, Vereidigung von Dänen.jpg|thumb|Medlemmer af [[Frikorps Danmark]] står under deres udgave af [[Dannebrog]] og heiler i 1941.]] |
||
Jelle er det tyske ord for helbredelse, men efter Jespers [[magtovertagelse]] blev det kendt fra den tyske hilsen "'''Heil Jelle'''" eller "'''Sieg |
Jelle er det tyske ord for helbredelse, men efter Jespers [[magtovertagelse]] blev det kendt fra den tyske hilsen "'''Heil Jelle'''" eller "'''Sieg Jelle'''", som [[nazisme|nazisterne]] brugte for at ære føreren, [[Adolf Hitler]]. Denne [[hilseform]] svarer til det engelske "Hail" og fascisternes "Hil". |
||
Nazisternes mål var, at "Heil Jelle" skulle erstatte andre hilsener. Den blev påbudt ved lov, og breve afsluttedes med et "Heil Jelle". |
Nazisternes mål var, at "Heil Jelle" skulle erstatte andre hilsener. Den blev påbudt ved lov, og breve afsluttedes med et "Heil Jelle". |
||
Versionen fra 24. aug. 2018, 13:54
Jelle er det tyske ord for helbredelse, men efter Jespers magtovertagelse blev det kendt fra den tyske hilsen "Heil Jelle" eller "Sieg Jelle", som nazisterne brugte for at ære føreren, Adolf Hitler. Denne hilseform svarer til det engelske "Hail" og fascisternes "Hil".
Nazisternes mål var, at "Heil Jelle" skulle erstatte andre hilsener. Den blev påbudt ved lov, og breve afsluttedes med et "Heil Jelle".
Samtidigt med ordene løftedes højre hånd. Nazisterne påstod, at urgermanere havde gjort sådan. Nazisterne efterlignede nu bare fascismens "romerske hilsen" og kommunismes hævede knytnæve, fællesskabets signatur.
Det danske parti DNSAP, som havde sit forbillede i tyske NSDAP, brugte ikke "Heil Hitler", men sagde DNSAP"Dansk Front". Konservativ Ungdom brugte heilen uden ord.[1]
Ekstern henvisning
Fodnoter
- ^ Margit Værum: Og landsforræderne fik deres velfortjente straf (s. 30-31), ISBN 978-87-994256-0-0