Spinding

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Kvinde med irsk spinderok.
Bondepige spinder med håndten og håndrok - tottetræ - distaff. Oliemaleri af Karl Briullov fra 1800-tallet.

Spinding er en ældgammel sno metode til fremstilling af tråd. Fibre af animalsk eller vegetabilsk materiale, forarbejdes i uldkam eller karter og spindes siden ved hjælp af en spindekrog, håndten eller spinderok.

Fibrene af en vis længde trækkes ud og snoes omkring sig selv, enten mod højre eller venstre.

Snonings graden kombineret med tykkelse på fiberen bestemmer hvor stærk tråden bliver.

2 tråde spundet / snoet i den samme retning kan tvindes sammen i modsat retning.

Spinding har været brugt siden oldtiden, hvor formentlig kvinder og børn udførte det vigtige arbejde med at fremstille garn til opsætning på bla væv. Tenvægte findes i massevis i arkæologisk kontekst og adskiller sig markant fra vævevægtenes størrelse. Selve tenene af træ findes sjældent arkæologisk, men der er dog fundet enkelte i Nordeuropa.

Med en håndten kan man spinde på 3 forskellige måder, henholdsvis med løst hængende tenvægt, med ten og vægt i hånden som snoes gradvist og derudover understøttet spinding i en skål.

Skotrokken blev først introduceret i Europa i 1100 tallet, og senere i middelalderen fulgte udviklingen af spinderok men trædepedal, hvor begge hænder er frie til at arbejde med tråden.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uld og hør har siden oldtid til og med 1800 tallet været det primære spindemateriale til fremstilling af klædestof. Bomuld introduceredes gradvist i 1700 tallet i Danmark.

De første industrielle spindemaskiner introduceredes i slutningen af 1700 tallet, og sammen med den industrielle revolution af også væveindustrien, var den håndspundne og vævede tekstil snart fortid i Europa.

Se Spinning Jenny




Se også[redigér | redigér wikikode]