Strofe

Strofe er et begreb i metrikken, som betegner et afsnit i et digt eller en sang, som består af et fast antal vers (afgrænsede linjer). I dagligsproget bruger man ofte begreberne anderledes. Her betegner "vers" det, der fagligt kaldes en "strofe", mens "linje" er det, der fagligt kaldes et "vers". Således vil man om nedenstående eksempel, sige, at der er tale om to vers, der hver består af seks linjer.

Metrisk regulering

En strofe er metrisk reguleret i antallet af vers og i fordelingen af trykstærke og tryksvage stavelser. Det er mønsteret af vers, som gentages fra strofe til strofe. De enkelte vers i en strofe er ofte af varierende form og længde (se eksemplet herunder). Dette er dog ikke altid tilfældet. Således bstår strofeformen til julesangen "Juletræet med sin pynt" af seks ensdannede vers.

Ud over den metriske organisering vil en strofe også ofte have et gentagent mønster af rim. Der er ofte tale om forskellige former for enderim, men andre rimformer, herunder bogstavrim (allitteration), kan også forekomme. Visse strofeformer er uden rim. Et eksempel på et digt med en rimfri strofe er Johannes Ewalds "Til Sielen. En Ode".

Sats

I tiden før den metriske reform i 1600-tallet blev strofer oftest sat uden ombrydning ved versgrænsen. Først med den metriske reform blev det almindeligt at sætte strofer ombrudt ved versgrænsen, hvorved det også blev en kunstnerisk mulighed at spille på strofens grafiske fremtræden. Så sent som i Evangelisk-kristelig Psalmebog (1798) er stroferne dog stadig sat som fortløbende tekst. Dette skete sandsynligvis for at gøre trykningen af bogen mindre bekostelig og dermed dens pris lavere.

Strofe og sang

Strofeformen er oftest det element, som gør en tekst egnet til fællessang, idet en melodi, der er afpasset efter en af stroferne i teksten, også vil være brugbar på de øvrige strofer. Fordi det er strofeformen, som gør teksten egnet til fællessang, er de fleste genrer af fællessang altovervejende strofiske. Det gælder fx lejlighedssange, politiske sange, fædrelandssange og salmer.

Strofisk, stikisk og rapsodisk formdannelse

Metrikeren og retorikeren Jørgen Fafner beskriver i Digt og Form (1989) strofen som en af den metriske poesis tre grundlæggende formdannelser. De to andre er hhv stikisk og rapsodisk formdannelse. I den stikiske formdannelse lægges ensdannede vers efter hinanden til kortere eller længere afsnit. Det er den form, man fx finder i Odyseen og Illiaden. I den rapsodiske form veksler vers og afsnitslængde frit efter digtets interesse. Den form findes fx i Oehlenschlägers "Guldhornene" (1803).

Der findes dog også andre formdannelser end disse tre. For eksempel tilhører en af de betydeligste lyriske genrer, sonetten, ingen af dem, men er sin egen form. Det samme gælder en simplere form som limerickken.

Eksempel

Herunder gives et eksempel på to strofer fra det samme digt. Det er begyndelsen til Poul Martin Møllers "Aprilsvise" (1819).

Grøn er Vaarens Hæk,

Kaaben kastes væk,

Jomfruer sig alt paa Volden sole;

Luften er saa smuk,

Deres Længselssuk

Kjendes let paa deres Silkekjole.

Nu har Viben Æg,

Pilen dygtig Skjæg,

Og Violen smaat paa Volden pipper;

Gaasen sine Smaae

Lærer flittig gaae,

Skaden vindigt med sin Hale vipper.

Her har hver strofe seks vers, og det samlede mønster af vers gentages fra strofe til strofe. Versene 1,2, 4 og 5 er kortere end versene 3 og 6. Strofens fordeling af rim følger versmønsteret. Mønsteret fortsætter videre i de næste strofer af "Aprilsvise".

Linjestil og bindingsstil

En særlig interesse i forhold til strofebygning knytter sig til forholdet mellem syntaks, strofe og vers. Hvis syntaksen i en strofe i det store og hele følger versgrænsen, taler man om, at strofen er skrevet i linjestil. Hvis derimod syntaksen går hen over versgrænsen taler man om, at den er skrevet i bindingsstil. Sidstnævnte fænomen omtales også som enjambement.

Linjestilen forbindes ofte med mere folkelige poesiformer, mens bindingsstilen gerne knytter sig til en mere elaboreret kunstpoesi.Folkevisen er skrevet i linjestil, mens barokkens digtekunst oftest er skrevet i bindingsstil. Strofen herunder stammer fra Thomas Kingos salme "Keed af Verden, og kier ad Himmelen" Fra Aandelige Siunge-Koors Anden Part (1681). Den er skrevet i bindingsstil.

  Ach, Venskab og Troo,

Som alt efter Lykken veedst Fløyet at snoo!

Du smukke Bedragere, heldige Skalk,

Som skuffer saa ofte i Drøfvelsens Kalk

Du est, som og jeg af Forfarenhed veed,

   Forfængelighed,

   Forfængelighed.

Terminologi

Termerne "strofe" og "vers" anvendes oftest om metrisk reguleret poesi. I forhold til den ametriske (men ikke derfor urytmiske) poesi i nyere tid er terminologien derfor oftest "afsnit" og "linje". I praktisk brug kan dette dog variere fra sammenhæng til sammenhæng.

Litteratur

Jørgen Fafner: Digt og form. København, C.A. Reitzels Forlag.1989.