Syntetiske sprog

Syntetiske sprog er inden for den morfologiske underdisciplin af sprogtypologi en betegnelse, som anvendes for at beskrive sprog, hvor de enkelte ord ændrer form (bøjes) beroende på deres grammatiske funktion. I disse sprog har alle ord altså ikke altid samme uforanderlige form, som i de analytiske sprog (tillige kaldet isolerende sprog), hvor de modsvarende grammatiske funktioner i stedet udtrykkes med særlige ord eller ved forandringer i frasernes rækkefølge. De syntetiske sprog kan inddeles i tre undergrupper: flekterende sprog, agglutinerende sprog og polysyntetiske sprog.

I de agglutinerende sprog forbinde et antal affixer til en ordstamme eller ordrod, og hver enkelt affix repræsenterer en given grammatisk funktion. I de relativt usædvanlige polysyntetiske sprog kan flere ordrødder og affixer sammenføjes. I flekterende sprog er en gruppe af ordformer – et paradigme – knyttede til hinanden mere eller mindre regelbundet, hvor hver bøjningsform repræsenterer et kompleks af grammatiske særtræk.

Mange sprog har både syntetiske og analytiske træk, og sprog kan således være syntetiske eller analytiske i ulige udstrækning. Således er dansk sprog i stor udstrækning analytisk, men langt fra i samme udstrækning som kinesisk. På finsk, som er et i vid udstrækning syntetisk sprog, siger man eksempelvis talossa (inde i huset), talosta (ud af huset) og taloon (ind i huset), mens man fx på dansk i stedet anvender forholdsord.

Andre sprog, som kan betegnes som relativt syntetiske, er tyrkisk og polsk. Eksempler på polysyntetiske sprog forekommer blandt andet hos Wichí-indianerne i Bolivia og Argentina, hvor alle de tre hoveddialekter Vejós (Wehwós), Güisnay (Weenhayek) og Nocten (Oktenay) er polysyntetiske.

Litteratur

• Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk; Studentlitteratur, Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3