Se kilde til Theodosius den Store

[[Fil:Theodosius I. Roman Coin.jpg|thumb|200px|Theodosius den Store på [[mønt]].]]
'''Theodosius den Store''' ('''Theodosius 1.''', egl. '''Flavius Theodosius''' [[11. januar]] [[347]] – [[17. januar]] [[395]]) var romersk [[kejser]] [[379]]-395, og den sidste som regerede hele [[Romerriget]].

== Baggrund ==
[[Fil:Theodosius colum, Istanbul.jpg|thumb|Theodosius i logen i [[hippodrom]]en i [[Konstantinopel]].]]
Han var af officersfamilie fra [[Spanien]], deltog i felttog til [[England]] og kæmpede mod [[germaner]]ne på [[Balkanhalvøen|Balkan]], da kejser [[Valens (kejser)|Valens]]' nederlag og død mod [[goterne]] [[378]] pludselig skabte krise. Senatet kaldte Theodosius til hjælp, og han udnævntes i [[379]] til kejser sammen med de mindreårige [[Gratian]] og [[Valentinian 2.]], hvis søster han giftede sig med. Reelt blev han overkejser, men først få måneder før sin død opnåede han det officielle eneherredømme.

Theodosius' regering faldt sammen med [[folkevandringerne]]s første fase og prægedes af fornyelse indadtil og begyndende sammenbrud udadtil. Ved tronbestigelsen blev han [[kristendom|kristen]], og som lovgiver opbyggede han den nye kristne romerske stat, mens han ustandselig måtte kæmpe mod germanske indfald og tronkrævere.

== Magtfordeling ==
På Balkan lykkedes han med stort besvær at drive [[goter]]ne tilbage til deres enemærker. Men han måtte flere gange kæmpe mod nye indfald og ansatte i vidt omfang germanske [[general]]er - vigtigst var [[Vandaler|vandalen]] [[Stilicho]] - til at bekæmpe deres stammefrænder. Efter medkejseren Gratians død i [[383]] måtte Theodosius dele magten med tronkræveren Magnus Maximus, som han besejrede og lod [[Halshugning|halshugge]] i [[388]]. I de sidste år kæmpede han mod modkejser Eugenius, som var opstillet af den germanske general Arbogast<ref>[https://www.britannica.com/biography/Arbogast Arbogast | Gallic Wars, Battle of Aquileia & Strategist | Britannica<!-- Botgenereret titel -->]</ref> efter Valentinians død; ham nedkæmpede han i [[394]], kort før sin død.

Ved Theodosius' død deltes riget mellem hans to mindreårige sønner [[Arcadius]] og [[Honorius]], som han fik med sin første kone, Aelia Flavia Flaccilla. Sønnerne fik henholdsvis øst- og vestdelen – begyndelsen til det [[Østromerske Kejserdømme|byzantinske]] og det [[vestromerske rige]]. Hans slægt regerede i disse riger til [[450]] og [[455]].

Med sin anden kone Galla, datter af [[Valentinian 1.]] og Justina, fik Theodosius datteren [[Galla Placidia|Aelia Galla Placidia]]. Hun var det eneste af hans børn, der levede til voksen alder.

== Religion ==
[[Fil:Anthonis van Dyck 005.jpg|thumb|[[Anthonis van Dyck]]: [[Skt. Ambrosius]] og kejser Theodosius.]]
Under Theodosius sejrede [[kristendommen]] definitivt. I [[380]] indførtes [[søndag]]en som obligatorisk [[helligdag]], og Theodosius gjorde den krstine tro til genstand for sin kejserlige befaling: "''Det er vor vilje, at alle de folkeslag, Vi hersker over, skal udøve den religion, som den guddommelige [[Apostlen Peter|apostel Peter]] formidlede til romerne. Vi skal tro på Faderen, Sønnen og [[Den Hellige Ånd]] som én sand [[Guddom]], idet de i ligeværdig majestæt udgør [[treenigheden|Den hellige treenighed]]. Vi befaler, at alle som følger denne regel, skal kaldes katolske kristne. De øvrige, som Vi holder for at være afsindige og sindssyge, skal bære skændslen af [[kætter]]ske [[dogme]]r. Deres mødesteder skal ikke få navn af [[kirken|kirker]], og de skal rammes først af guddommelig [[hævn]] og dernæst af den [[straf]], Vi skal lade komme over dem på Vort eget initiativ, som Vi skal træffe i overensstemmelse med Guds dom.''" Theodosius udlagde sin egen vilje lig [[Gud (monoteistisk)|Guds]], og i 380 lod han sig endog beskrive som "''den synlige Gud''".<ref>Bamber Gascoigne: ''De kristne'' (s. 37-39), forlaget Grøndahl, Oslo 1978, {{ISBN|82-504-0275-8}}</ref>

Han var flere gange i strid med sine medregenter pga. religionen. I [[388]] blev en [[synagoge]] nedbrændt i Callinicum ved [[Eufrat]] på initiativ af [[biskop]]pen i [[Şanlıurfa|Edessa]] (Şanlıurfa). Theodosius krævede gerningsmændene straffet og synagogen genopbygget på biskoppens regning. Da greb Skt. Ambrosius harmfuldt ind fra [[Milano]]: En kirkens mand skulle ikke tvinges til at bygge en synagoge, "''et vantroens og ryggesløshedens sted''": "''Jeg erklærer, at jeg har stukket synagogen i [[brand]], ja, at jeg har givet ordre til det, for at det ikke længere skulle være et sted, hvor [[Kristus]] blev fornægtet,''" skrev han. Kirkens magt var stor nok til, at Ambrosius fik tvunget kejseren til at tilbagekalde ordren og give biskoppen i Edessa og de øvrige gerningsmænd straffrihed.<ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 334-5), forlaget Gyldendal, København 1996, {{ISBN|87-00-12114-2}}</ref>

[[390]] udbrød en opstand i en græsk by, efter at en populær [[stridsvogn]]s[[væddeløbskører]] var sat i [[fængsel]]. Byens [[guvernør]] blev myrdet. Kejseren var i [[Milano]] og befalede at foretage en [[massakre]]. Flere tusinde af væddeløbskørerens tilhængere blev inviteret til en forestilling i [[cirkus]], men så snart de var kommet ind, blev portene låst, og kejserens [[soldat]]er gik i gang med at dræbe dem. Mere end 5.000 blev [[Henrettelse|henrettet]]. Da [[kirkefader]]en [[Skt. Ambrosius]] fik det at høre, sagde han til Theodosius, at han ikke kunne give ham [[nadver]], før han offentligt havde gjort [[bod (teologi)|bod]] for denne [[forbrydelse]]. Theodosius holdt sig borte fra kirken, men godtog til sidst Ambrosius' forlangende. Foran en tætpakket forsamling tog han sine strålende kejserlige gevandter af, og bad om [[tilgivelse]]. Det måtte han gentage ved flere lejligheder, før Ambrosius gav ham [[sakramente]]t [[juledag]]. Det krævede et enestående mod at ydmyge en byzantinsk kejser på den vis, og det er det første eksempel på gejstlig [[autoritet]] stillet op mod kejsermagten.<ref>Bamber Gascoigne: ''De kristne'' (s. 43)</ref>

I [[392]] blev den kristne lære stats- og enereligion, og i 394 blev [[De Olympiske Lege]] forbudt som hedenske fester.<ref>[https://snl.no/Theodosius_den_store Theodosius den store – Store norske leksikon<!-- Botgenereret titel -->]</ref> Det er dog usikkert, om lovenes strenge tekst er et resultat af gejstligt pres.

== Henvisninger ==
<References />

== Ekstern henvisning ==
* [http://www.tertullian.org/fathers/zosimus04_book4.htm book 4] (engelsk onlineversion af historikeren Zosimos: ''Nea Historia'', 4. bind om Theodosius' regering)
* [http://www.roman-emperors.org/theo1.htm www.roman-emperors.org/theo1.htm] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20150315015652/http://www.roman-emperors.org/theo1.htm |date=15. marts 2015 }}

{{commons|Theodosius I}}

{{Arvefølge|[[Romerske kejsere]]|[[Valens (kejser)|Valens]] <br />[[364]] - [[378]]|[[Arcadius]] [[395]] - [[408]]<br />[[Honorius]] [[395]] - [[423]]}}
{{FD|347|395}}

{{Theodosianske dynasti|collapse}}
{{Romerske kejsere}}

{{autoritetsdata}}

[[Kategori:Kejsere fra Romerriget]]