Træsnit

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Portræt af Thomas Bewick.
Hnizdovsky laver træsnittet Copper Beech, Blodbøgen, i 1985. Lysbrune områder på træpladen viser det som allerede er skåret bort, de mørkebrune står uberørte. Felter med sort trykfarve bliver stående urørt og dermed hævet som på et stempel.

Træsnit, herunder xylografi, (engelsk: wood engraving, fransk: gravure sur bois) er kunsten at udskære ophøjede billeder i plane træblokke og aftrykke dem på papir i bogtrykpressen.

Træsnit er enten selvstændige blade eller illustration til tekst. Træskærerkunsten er ældre end bogtrykkerkunsten, og den blev udgangspunktet for bøgernes udsmykning med ornamenter og oplysende billeder. Materialet for de ældste bogtryks træsnit var glat høvlede brædder af træer med fast ved som kornelkirsebærtræ og navnlig pæretræ. Pladen fik først et tyndt kridtlag, i hvilket tegningen indridsedes. Billedformen dannedes udelukkende af streger: kraftige til konturer og skyggepartier, mindre kraftige til skraveringer, til krydsstreger og alle mellemtoner. Billederne blev udskårne med kniv, medens de større og mindre mellemrum mellem stregerne fordybedes med forskellige huljern. Træsnit var i den ældre bogtrykperiode den mest fuldkomne form for billeders mangfoldiggørelse.

Tidens største kunstnere tegnede forbilleder for træsnit, og adskillige af dem greb ofte selv til kniven. De træsnit var vel ikke altid kunstværker, men de gik godt i spand med typesats, hvad enten den var gotisk eller romansk. Religionskampene i 16. og 17. århundrede bragte træskærerkunsten i forfald. I de bogarbejder, på hvilke der ofredes kunstneriske billeder, blev det kobberstikkunsten, der beherskede bogudsmykningen, for de oplysende billeders vedkommende næsten altid som indheftede plancher, de almindelige bogprydelser derimod indtrykte efter tekstens fuldbyrdelse.

Træsnit blev efterhånden ukunstnerisk hjemmeflid, men fra 18. århundredes sidste fjerdedel opnåede det en stor genfødsel. Den engelske kobberstikker Thomas Bewick skabte en hel ny træsnitsteknik, kaldet xylografi. Da fibrene i træsnits oprindelige arbejdsmateriale, langtræet, satte grænser for, hvad kunstneren tragtede efter, og da hver enkelt streg krævede to snit og uddybningerne mellem stregerne forskellige huljern for at kunne give billederne højt relief, valgte Bewick endetræ som materiale og kobberstikkernes gravstikker som skærende værktøj. Det var vistnok også Bewick, som først benyttede buksbomtræ, snart det eneste materiale.

I den genopstandne illustrationsform arbejdedes der vel ligesom før med streger af forskellig tykkelse, men det blev nu lige så meget mellemrummene, der skabte billederne. Bewicks tanke gik nemlig ud på i et streglag af forskelligt fremtrædende linjer og mellemrummene mellem disse at opnå en tæt skala fra lys til mørke. Det tonede træsnit trængte i det 19. århundredes begyndelse kobberstikket helt ud af bogtryk, og teknikken udvidedes i århundredets løb til en høj grad af kunstnerisk fuldkommenhed. Der skabtes i denne periode mange smukke illustrerede bøger, skønt det som helhed stod slet til med boghåndværket.

Ved kemigrafiens opfindelse hen imod 19. århundredes slutning blev det kunstneriske træsnit atter, og denne gang sikkert for bestandigt, slået ud af bogudstyrelsen; teknikken udøves vel endnu af kunstnere i særlige kunstblade, der trykkes i bogtrykpressen, men arbejdsmaterialet er lige så ofte det let håndterlige linoleum som langtræ og endetræ. Farvetræsnit eller kromoxylografi (engelsk: color printing stocks, fransk: gravure sur bois en couleurs) er træsnit, trykte i mange farver og med et tilsvarende antal plader, men også denne kunstneriske teknik er nu gået over til kemigrafiens trefarveætsninger.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • F. Hendriksen, "Illustration, dens Fremstilling og Forhold til Bogtryk", Tidsskrift for Kunstindustri, 1891
  • Aage Marcus, Illustrationskunstens Historie, Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. udg., København 1924
  • V.E. Clausen, Det folkelige danske træsnit i etbladstryk 1565-1884, Foreningen Danmarks Folkeminder, 1985, ISBN 87-87897-68-7

Kilde[redigér | redigér wikikode]

[1] i Christian Blangstrup, Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1927)