VM i bandy 1957

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
VM i bandy 1957
Arrangement
Arrangør International Bandy Federation
Mesterskab nr. 1
Dato(er) 28. februar - 3. marts 1957
Værtsland(e) Finland
Værtsby(er) Helsinki
Antal deltagere 3 hold
Resultat
Førsteplads Sovjetunionen Sovjetunionen  (1. titel)
Andenplads Finland Finland
Tredjeplads Sverige Sverige
Statistik
Antal kampe 3
Antal mål 18 (6 pr. kamp)
Topscorer Finland Alpo Aho (3 mål)
Sovjetunionen Valentin Atamanitsjev (3 mål)
Sovjetunionen Jevgenij Papugin (3 mål)

Verdensmesterskabet i bandy 1957 var det første VM i bandy, og mesterskabet blev arrangeret af International Bandy Federation. Turneringen havde deltagelse af tre hold og blev afviklet på Helsinkis Olympiske Stadion i Helsinki, Finland i perioden 28. februar3. marts 1957. Oprindeligt var Norge også tilmeldt, men nordmændene valgte at melde afbud i protest mod Sovjetunionens indgreb mod opstanden i Ungarn i 1956.[1]

Torsdag den 28. februar 1957 blev historiens første VM-kamp i bandy spillet på Helsinkis Olympiske Stadion. Finland mødte Sverige og blandt æresgæsterne var Urho Kekkonen, Finlands daværende præsident. I det 3. minut blev det første VM-mål scoret, da den finske center Tauno Timoska bragte hjemmeholdet foran med 1-0. Kort efter udlignede den svenske halfback Tore Wikner, som til daglig spillede i AIK, til 1-1 på et langskud forbi den finske målmand Kalevi Muurinen.[2]

Sverige bragte sig igen i front efter 28 minutters spil på mål af teknikeren Nisse Wikman fra Lesjöfors, men Finlands Alpo Aho udlignede umiddelbart efter til 2-2. Herefter overtog Finland initiativet, men midt i det finske pres dukkede Hammarbys Leffe Fredblad op gjorde det til 3-2. Inden bolden gik i mål havde den sovjetiske dommer Belov fra Leningrad fløjtet for frislag til Sverige. "Men da Fredblad genfandt balancen og bolden alligevel gik i mål, bestemte jeg mig for at godkende målet. Jeg syntes at det var moralsk rigtigt," forklarede den russiske dommer.[2]

Lige efter pausen udlignede Finlands Alpo Aho, hans andet mål den dag. Og efter en times spil scorede Tauno Timoska sejersmålet for Finland, 4-3. Målskytten blev så glad at han kastede sin stav højt op i luften. Men det kunne den sovjetiske dommer ikke lide og gav ham derfor en advarsel. Timoska reagerede med at omfavne dommeren![2]

I den næste kamp spillede Sverige uafgjort 2-2 med Sovjetunionen. Turneringens sidste kamp mellem Finland og Sovjetunionen blev derfor afgørende for mesterskabet. Den blev spillet i pragtfuldt vintervejr den 3. marts. Hele 14.369 tilskuere så Sovjetunionen spille rigtig propagandabandy i storsejren på 6-1.[1][2] Mesterskabet blev dermed vundet af Sovjetunionen (3 point) foran Finland (2 point) med Sverige (1 point) på tredjepladsen. Det skulle vise sig at være Sovjetunionens første VM-titel i en stime på 11 VM-guld i træk.

Resultater[redigér | rediger kildetekst]

De tre hold spillede en enkeltturnering alle-mod-alle, så alle holdene mødte hinanden én gang. Sejre gav 2 point, uafgjorte 1 point, mens nederlag gav 0 point.

Dato Kamp Res. Pause
28.2. Finland – Sverige 4–3 2-3
2.3. Sverige – Sovjetunionen 2–2 0-1
3.3. Finland – Sovjetunionen 1–6 0-2
Plac. Hold Kampe + Mål − Point
1. Sovjetunionen Sovjetunionen 2 8-3 3
2. Finland Finland 2 5-9 2
3. Sverige Sverige 2 5-6 1

Kilder / eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]