Wikipedia:Ugens artikel/Uge 11, 2018

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Acceleration (g-kræfter) kan skabe rotationskræfter i hjernen, specielt i midthjernen og diencephalon, og derved forårsage hjernerystelse.

Hjernerystelse eller commotio cerebri er den mest almindelige form for traumatisk hjerneskade. Den er normalt defineret som en hovedskade med et midlertidigt tab af hjernens funktionsevne. Symptomerne, der måske ikke opdages, hvis de er svage, kan være af meget forskellig art, både fysiske, kognitive og emotionelle. De kan omfatte hovedpine, synsforstyrrelser, irritabilitet, bevidstløshed, hukommelsestab, personlighedsændringer, forsinket reaktionstid og søvnforstyrrelser. Almindelige årsager inkluderer sportsskader, trafikuheld og fald – med de to sidste som værende de hyppigste årsager blandt voksne. Udover slag til hovedet kan hjernerystelse forårsages af accelerationskræfter uden direkte kontakt. Det er ikke helt klarlagt, hvilken skade der præcis sker, og hvad der forårsager symptomerne.

Behandling består af overvågning og fysisk og kognitiv hvile, altså reduktion af aktiviteter såsom skolearbejde, videospil og sms. Symptomerne forsvinder typisk inden for tre uger, men de kan vedblive, eller der kan opstå komplikationer. Antallet af af mTBI- og hjernerystelsesramte kendes ikke præcist, men det skønnes, at der er 45 millioner tilfælde på verdensplan hvert år.

Personer som har pådraget sig en hjernerystelse tidligere virker til at være mere modtagelige for flere, især hvis den nye skade opstår, før symptomerne fra den tidligere hjernerystelse er forsvundet fuldstændig. (Læs mere..)