Wikipedia:Ugens artikel/Uge 14, 2023

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Luftfoto af Mandø.

Mandø er en 7,63 km² dansk tidevandsø i Vadehavet mellem Rømø og Fanø, der indtil inddigningen i 1937 var en hallig. I 2023 havde øen 31 indbyggere, og disse bor i Mandø By, der ligger på den vestlige del af øen. "Låningsvejen" forbinder Mandø med Vester Vedsted i Jylland.

Øens beliggenhed har udsat den for adskillige stormfloder gennem historien, og disse har været med til at forme og omforme øen flere gange. Som følge af stormflodernes blivende trussel mod øen er der gennem årene blevet bygget flere diger for at sikre den mod havet, og i vore dage er der dige næsten hele vejen rundt om øen.

Øen er siden 2007 en del af Esbjerg Kommune. Mandø udgør et eget sogn, Mandø Sogn, og øens nuværende kirke er opført i 1639 og efterfølgende restaureret i 1727. Det er den tredje kendte kirke på Mandø. Sognet betjenes af præsten fra Vester Vedsted, og i 2022 og 2023 var Mandø Sogn det eneste sogn i Danmark, hvor samtlige indbyggere var medlem af folkekirken.

Mandø har status som vildt- og naturreservat og har siden 2010 været en del af Nationalpark Vadehavet, hvor Mandø er placeret omtrent i midten af denne Nationalpark. Nationalpark Vadehavet er tillige en af de danske lokaliteter, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Indtil 1996 gik øens børn i skole på selve Mandø, men derpå blev skolen nedlagt. De tidligere skolebygninger bruges nu til lejrskole, hotel, restaurant og naturmuseum. (Læs mere..)