Wikipedia:Ugens artikel/Uge 27, 2023

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
The Small Faces, 1965

The Small Faces var et engelsk rock and roll-band fra East London, der havde sin storhedstid i den sidste halvdel af 1960'erne. Bandet, der var kraftigt inspireret af amerikansk rhythm and blues, blev grundlagt af de oprindelige medlemmer Steve Marriott, Ronnie Lane, Kenney Jones og Jimmy Winston. Winston blev i 1966 udskiftet med Ian McLagan, der indtrådte som bandets keyboardspiller.

Bandet anses som en af de mest berømmede og indflydelsesrige mod-grupper fra 1960'erne. Med hits som "Itchycoo Park", "Lazy Sunday", "All or Nothing", "Tin Soldier" og konceptalbummet Ogdens' Nut Gone Flake udviklede de sig til at blive et af Storbritanniens mest succesfulde bands i genren psykedelisk rock, inden de blev opløst i 1969.

Efter opløsningen af The Small Faces slog tre af medlemmerne sig sammen med ex-Jeff Beck Group-medlemmerne Ronnie Wood og Rod Stewart, og med denne besætning tog bandet navnet The Faces. Efter opløsningen af The Faces forsøgtes en gendannelse af The Small Faces i perioden 1975-1978.

Small Faces anses som et af de oprindelige bands, der ydede væsentlig indflydelse på 1990'ernes britpop-bølge. (Læs mere..)