Wikipedia:Ugens artikel/Uge 44, 2011

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den store pyramide i Giza

Den store pyramide i Giza eller Keopspyramiden er farao Keops' grav og er en af pyramiderne i pyramidekomplekset ved Giza. Den blev bygget i det 4. dynasti af Det gamle Egypten. Keopspyramiden er det ældste, men også det eneste overlevende af verdens syv underværker, bygget omkring 2560 f.Kr. Pyramiden ligger i Giza i nærheden af Kairo.

Da pyramiden blev bygget, var den 146 meter høj, men med tiden er den blevet ca. 10 meter mindre. Det var danskeren Carsten Niebuhr, som foretog de første rimeligt nøjagtige målinger af den. Hældningen er ca. 52 grader, og pyramiden er orienteret efter verdenshjørnerne. Der er brugt mere end 2 millioner kalkstenblokke, som hver vejer omkring 2½ tons; de største er dem, der dannede loft over kongekammeret, og er omkring 50 tons. Stenene er hugget ud i et stenbrud i nærheden. Til gangene og kamrene er anvendt granit fra Aswan. Pyramidens overflade har været beklædt med hvide kalksten fra Tura, men næsten alt er forsvundet, dels ved erosion, dels ved anvendelse til andre byggeformål. Facadestenene har været omhyggeligt polerede og holdt sammen med en bindemiddel. Platformen på toppen er efter sigende ca. 10 m². (Læs mere..)