Afstalinisering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Afstaliniseringens fader, Nikita Khrusjtsjov.
Eisenhüttenstadt, da byen i 1953 fik navnet Stalinstadt. Byen fik sit oprindelige navn igen i 1961.

Afstalinisering betegner den proces, der blev gennemført i Sovjetunionen efter diktatoren Josef Stalins død i 1953. Processen indebar en liberalisering af samfundet og blev officiel politik efter Khrusjtjovs hemmelige tale på kommunistpartiets 20. partikongres i 1956. Processen begyndte umiddelbart efter Stalins død, hvor mange politiske fanger fik amnesti, straffeloven blev håndhævet mildere og udenlandske krigsfanger blev stort set repatrieret.

Opgøret med stalinismen[redigér | redigér wikikode]

I forbindelse med kommunistpartiets kongres i 1956 tog førstesekretær Nikita Khrusjtsjov som den første et kraftigt opgør med stalinismen i sin tale. Stalin havde skaffet sig enevældig magt, hævet sig over partiet og lovene, fremmet en grotesk persondyrkelse, drevet en terrorkampagne, der ramte mange uskyldige gennem Moskva-processerne og gjort sig skyldig i etnisk udrensning, lød Khrusjtjovs pointer. Han afgrænsede sig dog til en kritik af personen Stalin – og forsøgte ikke at analysere de samfundsmæssige årsager til stalinismen. Khrusjtsjov ønskede i stedet et mere mangefacetteret styre, hvor de sovjetiske satellitstater fik mere selvstyre, ligesom han ville tillade litteratur, der var forbudt under Stalin-tiden. Selv om talen ikke var offentlig, blev dens indhold hurtigt kendt både i Sovjetunionen og i udlandet.

Stalintiden var kendetegnet ved en hård central styring og lav produktivitet. Efter Stalin-tiden var levestandarden dårlig; landbruget havde svært ved at producere tilstrækkeligt til den voksende befolkning, boligerne var usunde og varerne var af dårlig kvalitet, hvis man altså kunne købe nogle.

For landene i Østeuropa førte opgøret i Moskva til at mange fik større håb om frihed, og at der udbrød folkelige opstande i Polen og Ungarn. I Polen fik kommunistpartiet PZPR ny ledelse med den mere moderate Władysław Gomułka i spidsen. I Ungarn fik kommunstpartiet også ny leder, men Imre Nagy evnede ikke at holde situationen under kontrol, og den sovjetiske besættelse af landet blev forlangt bragt til ophør, ligesom der var et ønske om at melde sig ud af Warszawapagten. Under opstanden i Ungarn kom det til hårde kampe mellem ungarske patrioter og sovjetiske soldater med mange dræbte til følge. Den sovjetisk indsatte leder János Kádár viste sig at være en forholdsvis moderat kommunist, der skabte den afslappede gullasch-kommunisme.

Uroen i Østeuropa førte til at de mere stalinistiske partier forsøgte at afsætte Khrusjtsjov, hvilket ikke lykkedes. Afstaliniseringen fortsatte med flere omfattende amnestier for politiske fanger, reduktion af de enorme sociale forskelle fra Stalin-tiden, sociale tilag som bedre pensioner, opførelse af flere boliger og afskaffelse af de brutale arbejdslivslove.

Fordømmelsen[redigér | redigér wikikode]

På den 22. partikongres i 1961 kom Khrusjtsjov med en klar fordømmelse af Stalin. Liget af diktatoren blev fjernet fra mausoleet på Den Røde Plads, ligesom statuerne af ham overalt i Østblokken blev revet ned. Byer og gader, der var opkaldt efter ham blev omdøbt. Byen Stalin i Bulgarien blev således i 1956 tilbageført til sit oprindelige navn, Varna, ligesom Stalingrad i 1961 atter kom til at hedde Volgograd. Staliniri i Sydossetien blev samme år omdøbt til Tskhinvali. I Østberlin blev Stalinallee til Karl-Marx-Allee, mens byen Stalinstadt i den østtyske delstat Brandenburg ændrede navn til Eisenhüttenstadt.

Khrusjtsjov blev nedstemt og måtte gå af som førstesekretær og statsminister i 1964. Men på de ti år siden Stalins død havde meget forandret sig. Ikke mindst var den frygt, der tidligere prægede de kommunistiske diktaturer blevet mindre alt imens levestandarden var øget. Kun i Folkerepublikken Kina og Albanien fortsatte dyrkelsen af Stalin. Sovjetunionens fordømmelse af Stalin førte til et brud mellem Sovjet og Kina, hvor diktatoren Mao beskyldte russerne for "revisionisme".

Kilder og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]