Alan Parsons

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alan Parsons
Alanparsons1.jpg
Information
Født 20. december 1948 (66 år)
Oprindelse England England
Genre(r) Progressiv rock, poprock
Beskæftigelse Lydtekniker, komponist, musiker, musikproducent
Aktive år Siden 1967
Pladeselskab Legacy, Arista, Fox, Mercury
Associerede acts The Alan Parsons Project
Hjemmeside alanparsonsmusic.com

Alan Parsons (født 20. december 1948[1]) er en engelsk lydtekniker, musiker, komponist og pladeproducent. Han deltog i produktionen af flere succesrige albummer, blandt andre The Beatles' Abbey Road og Pink Floyds The Dark Side of the Moon, hvor sidstnævnte krediterer ham som en vigtig bidragyder. Parsons' egen gruppe, The Alan Parsons Project, foruden hans efterfølgende soloindspilninger, har også haft kommerciel succes.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

I oktober 1967, som 18-årig, begyndte Parsons at arbejde som assisterende tekniker ved Abbey Road Studios, hvor hans første kreditering var på Beatles' lp Abbey Road. Han arbejdede som tekniker på projekter som Paul McCartney and the Wings' Wild Life og Paul McCartneys Red Rose Speedway, fem albummer af The Hollies, samt Pink Floyds The Dark Side of the Moon, for hvilken han første gang blev nomineret til en Grammy Award. Parsons var kendt for, at gøre mere end man normalt ville forvente hørte til inden for rammerne af en lydteknikers arbejde. Han betragtede sig selv som indspilningsinstruktør, og sammenlignede sine indspilningsbidrag med hvad Stanley Kubrick bidrog med til sine film. Det ses i hans arbejde med Al Stewarts Year of the Cat, hvor Parsons tilføjede saxofondelen og ændrede det oprindelige folkemusikkoncept til en jazzinspireret ballade, som fik Al Stewart ind på hitlisterne. Det er også Parsons' indflydelse man finder på Hollies’ He Ain't Heavy, He's My Brother og The Air That I Breathe, som afviger meget fra deres populære hits fra 1960'erne. Parsons var også kendt for at have byttet vagter under indspilningen af The Dark Side of the Moon, så han udelukkende kunne arbejde på projektet.

Parsons producerede også tre albummer af Pilot, en skotsk poprockgruppe bestående af Ian Bairnson på guitar, Stuart Tosh på trommer og David Paton som forsanger, på guitar og bas. Blandt deres hits er "January" og "Magic".

The Alan Parsons Project[redigér | redigér wikikode]

I 1975 afslog han Pink Floyds opfordring til at vende tilbage og arbejde på opfølgeren til The Dark Side of the Moon, Wish You Were Here, og iværksatte i stedet The Alan Parsons Project sammen med producenten og sangskriveren (og lejlighedsvis sanger) Eric Woolfson, som han havde mødt i Abbey Road Studios. The Alan Parsons Project bestod af en skiftende gruppe studiemusikere og sangere, primært medlemmerne af Pilot (på det første album) og medlemmer af den amerikanske rockgruppe Ambrosia. I modsætning til de fleste rockgrupper, optrådte Alan Parsons Project aldrig live før begyndelsen af 1990'erne, selv om de udgav en række musikvideoer; eksempelvis sangen "Limelight", fra albummet Stereotomy (1985). Efter at have udgivet ti albummer, blev The Alan Parsons Project opløst efter 1987, og Parsons fortsatte med at udgive materiale under sit eget navn og i samarbejde med andre musikere. Parsons og hans grupper turnerer nu over store dele af verden.

Selv om han var en habil sanger, keyboardspiller, bassist, guitarist og fløjtenist, sang Parsons sjældent på sine albummer, mens hans keyboardspil var tydeligt på Alan Parsons Projects albummer, er der meget få optagelser med ham på fløjte. I slutningen af 1990'erne stod Parsons en kort overgang for driften af et pladestudie, ved siden af sine sædvanlige optrædender og indspilningsarbejde, foruden at han producerede for udvalgte andre grupper.

Guitaristen Ian Bairnson er den musiker, som længst har samarbejdet med Parsons, herunder på albummerne Try Anything Once, On Air og The Time Machine, udgivet efter opløsningen af The Alan Parsons Project.

The Alan Parsons Projects sang "Sirius" har i mange år været benyttet af sportshold så som Nebraska Cornhuskers, Pittsburgh Steelers, New Orleans Saints, Chicago Bulls, Phoenix Suns, Kansas City Chiefs, VfB Stuttgart og Leinster Rugby, som baggrundsmusik under introduktionen af hjemmebaneholdet.

Efter The Alan Parsons Project[redigér | redigér wikikode]

Foruden at have modtage guld- og platinpriser fra mange lande, har Parsons også modtage ti Grammy Award-nomineringer for sit arbejde som tekniker og producent. I 2007 blev han nomineret til prisen for bedste surround sound-album for A Valid Path.

Siden 2003 har han turneret under navnet The Alan Parsons Live Project (med Woolfsons tilladelse). Gruppen består af guitarist Godfrey Townsend, trommeslager Steve Murphy, keyboardspiller Manny Focarazzo og basguitarist John Montagna.

I 2001 og fire år frem, stod Parsons for en koncertturne som hyldede Beatles, A Walk Down Abbey Road, som han havde udtænkt. Blandt de turnerende musikere var Todd Rundgren, Ann Wilson fra Heart, John Entwistle fra The Who og Jack Bruce fra Cream. Koncerterne var opbygget således, at musikerne i første del optrådte med hinandens hits, mens de i den anden del udlukkende optrådte med Beatles-sange.

Privat[redigér | redigér wikikode]

Parsons blev født i London, og bor nu i Santa Barbara, Californien i USA, med sin hustru og to døtre.[1]

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Albummer[redigér | redigér wikikode]

Dato Titel Selskab Hitliste Land
som en del af The Alan Parsons Project
Maj 1976 Tales of Mystery and Imagination Mercury 38 US
Juni 1977 I Robot Arista 9 US
Juni 1978 Pyramid Arista 26 US
August 1979 Eve Arista 13 US
November 1980 The Turn of a Friendly Card Arista 13 US
Juni 1982 Eye in the Sky Arista 7 US
Februar 1984 Ammonia Avenue Arista 15 US
Marts 1985 Vulture Culture Arista 46 US
November 1985 Stereotomy Arista 43 US
Januar 1987 Gaudi Arista 57 US
1990 Freudiana (udgivet som et Eric Woolfson-soloprojekt, men produceret som et Alan Parsons Project-album) EMI - -
som tekniker (i udvalg)
1969 Abbey Road (The Beatles) 1 UK
US
1970 Atom Heart Mother (Pink Floyd) 1
55
UK
US
1973 The Dark Side of the Moon (Pink Floyd) 2
1
UK
US
1974 Hollies (The Hollies) 28 US
1975 Another Night (The Hollies) 132 US
1975 Ambrosia (Ambrosia) - -
1976 Year of the Cat (Al Stewart) 5 US
som producent (i udvalg)
1975 The Best Years of Our Lives (Steve Harley & Cockney Rebel) - -
1976 Rebel (John Miles) 171 US
1976 Year of the Cat (Al Stewart) 5 US
1976 Somewhere I've Never Traveled (Ambrosia) - -
1978 Time Passages (Al Stewart) 10 US
Marts 1984 Keats EMI
1985 Ladyhawke (soundtrack af Andrew Powell) Atlantic Records
som solist
6. oktober 1993 Try Anything Once Arista - -
24. september 1996 On Air A&M/Digital Sound - -
28. september 1999 Time Machine Miramar - -
24. august 2004 A Valid Path Artemis - -

Prisnomineringer[redigér | redigér wikikode]

  • 1973 – Pink Floyd: The Dark Side of the Moon – Grammy Award for Best Engineered Album, Non-Classical
  • 1976 – Ambrosia: Somewhere I've Never Travelled – Grammy Award for Best Engineered Album, Non-Classical
  • 1976 – The Alan Parsons Project: Tales of Mystery and Imagination – Grammy Award for Best Engineered Album, Non-Classical
  • 1978 – The Alan Parsons Project: Pyramid – Grammy Award for Best Engineered Album, Non-Classical
  • 1979 – Ice Castles – Original Motion Picture Soundtrack – Grammy Award for Best Score Soundtrack Album for a Motion Picture, Television or Other Visual Media
  • 1979 – The Alan Parsons Project: Eve – Grammy Award for Best Engineered Album, Non-Classical
  • 1981 – The Alan Parsons Project: The Turn of a Friendly Card – Grammy Award for Best Engineered Album, Non-Classical
  • 1982 – The Alan Parsons Project: Eye in the Sky – Grammy Award for Best Engineered Album, Non-Classical
  • 1986 – The Alan Parsons Project: "Where's The Walrus?" fra Stereotomy – Grammy Award for Best Rock Instrumental Performance
  • 2007 – Alan Parsons: A Valid Path – Grammy Award for Best Surround Sound Album

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Biografi på Parsons officielle websted