Fløjtenist

Denne artikel omhandler emnet tværfløjtenist. Opslagsordet har også en anden betydning, se blokfløjtenist.

En fløjtenist

En fløjtenist er en person, hvis profession er at spille fløjte. Udtrykket bliver oftest brugt om personer, der spiller tværfløjte, måske i kraft af at denne profession i forhold til blokfløjtenist, som betegnelsen også dækker over, er oftere benyttet. Om personer, der spiller andre mindre anvendte fløjter, bruges oftest betegnelsen typefløjtespiller, eksempelvis panfløjtespiller.

Selvom fløjtenister oftest arbejder inden for klassisk musik, findes der også fløjtenister inden for blandt andet jazz, folkemusik, rock og sågar nogle former for metal (hovedsageligt folk metal som inkorporerer flere elementer fra folkemusik - heriblandt fløjte). Fløjtenistens job kan bestå af opgaver inden for flere forskellige områder, heriblandt undervisning, optræden som soloinstrumentalist (oftest akkompagneret af klaver) samt medvirken i symfoniorkestre og kammerorkestre. Ofte er en solistkarriere kombineret med en karriere inden for undervisning.

Fløjtenister har også haft indvirkning på andre aspekter af fløjten som instrument, for eksempel som komponister af fløjtemusik eller ved udvikling af selve instrumentet – den nuværende tværfløjte er videreudviklet fra en tidligere tværfløjte af den dengang udøvende fløjtenist Theobald Böhm.

Historie

Fløjtenisterhvervet har ikke altid været en profession på linje med, hvad det er i dag. I begyndelsen var fløjtespillere mere anvendt som underholdning eller blot afbilledet metaforisk.

Mytiske fløjtenister

Krishna afbilledet med en tværgående fløjte.

Fløjtenister har flere gange optrådt i mytiske sammenhænge. Dette gælder blandt andre den hinduistiske gud Krishna, der typisk er afbilledet som en dreng, der spiller fløjte. Også i den græske mytologi findes en fløjtenist: Her er tale om hyrdeguden Pan, der har givet navn til panfløjten, idet han passede dyrene ved brug af en fløjte.

Albert Roussel har skrevet et værk ved navn Joueurs de flûte, der består af fire små stykker, der hver har at gøre med en fløjtenist hhv. Pan, Krishna, Tityre (hyrde i Vergils Bucolica) og Mr. de la Peujaudi (helten i et værk af Henri de Régnier). Også andre har skrevet værker for fløjte navngivet efter fløjtenister, dette gælder som oftest Pan, men også nymfen Syrinx, som Pan forvandlede til strå og derefter brugte som fløjte, har givet navn til det meget kendte stykke Syrinx.

Militæret og underholdning (ca. 1200-1700)

Fløjtenist i marchband – analog til tidligere tiders militære musikere.

Fra 1200-tallet dukkede fløjtenisterne op som underholdere i samspil med fidler, og de begyndte desuden at medvirke ved militære aktioner. I 1400-tallet havde schweiziske tropper fløjtenister ansat til sammen med trommeslagere at signalere forskellige meddelelser. Senere, i 1600-tallet, havde fløjten fået en sådan standard, at man blandt andet hos adelen ansatte fløjtenister som underholdere, hvor de spillede i små ensembler. Det er formentligt først, da fløjter begynder at optræde i fransk og tysk opera- og kammermusik i slutningen af det 17. århundrede, at fløjtenisterhvervet bliver en egentlig profession. Her var kommet materiale nok til at have personer ansat til kun at spille fløjte, hvor de tidligere havde måttet spille flere instrumenter.

Efter 1700

Fra 1700-tallet begyndte fløjtenisterne at få et solorepertoire og blev samtidig fast inventar i symfoniorkestre. Det blev muligt at skabe sig en karriere som fløjtenist, hvor Friedrich Dülon anses som en af de første prominente fløjtenistvirtuose. François Devienne og Antoine Hugot blev som nogle af de førende fløjtenister i slutningen af det 18. århundrede ansat ved det nyoprettede Conservatoire de Paris som professorer. I løbet af 1800-tallet kom der flere professionelle fløjtenister, og med den selv udøvende fløjtenist Theobald Böhms forbedringer af fløjten midt i det 19. århundrede var vejen banet for endnu mere aktivitet inden for fløjtenistverdenen. Conservatoire de Paris forblev stedet, hvorfra fløjtetraditionen blev angivet, og med ansættelsen i 1893 af fløjtenisten Paul Taffanel som professor blev den retning, der i dag kaldes Den Franske Skole og kendetegner fløjtespillet klang- og stilmæssigt i både USA og Europa, påbegyndt udformet. Hvor engelske og tyske trendsættere, henholdsvis Charles Nicholson og J.J. Quantz, blandt andet var fortalere for et vibratofrit udtryk, blev eleverne fra den Franske Skole uddannet med en let, vibrerende klang, der omkring 1960 havde spredt sig til resten af Vesten.

Omkring skiftet til det 20. århundrede blev der skrevet meget ny musik for fløjte, og dermed kunne flere optræde som solister foruden deltagelse i orkestre. Dog var det først med Marcel Moyses (1889-1984) og Jean-Pierre Rampals (1922-2000) forrygende karrierer, at der blev sat fokus på solofløjtenisterne, idet de hævede populariteten af fløjten som koncertinstrument. Marcel Moyse udviklede desuden en pædagogisk retning; hans øvelser og teknikker kom til at være standardundervisningsmateriale. Efterfølgende har især britiske James Galway (f. 1939) gjort sig gældende med bl.a. over 50 udgivne album. Den unge schweiziske Emmanuel Pahud (f. 1970) kan regnes som arvtageren med en allerede omfattende produktion af album samt en fortrinlig position hos Berliner Philharmonikerne.

Genrer

Saxofonist og fløjtenist Rahsaan Roland Kirk spillende på tværfløjte skiftevis med tenorsaxofonen, som hænger i bæreremmen om hans hals.

De fleste fløjtenister agerer inden for den klassiske musikverden, men de benyttes også inden for jazzen. Som oftest vil de her have et andet hovedinstrument (ofte saxofon) og kun benytte sig af fløjten i specifikke passager. Den progressive rock har også i visse tilfælde inkluderet fløjten. Dette gælder blandt andet den hollandske gruppe Focus, hvor frontmanden Thijs van Leer blandt andet var fløjtenist samt Ian Anderson fra Jethro Tull, der siges at have bragt fløjten ind i rockmusikken. I den danske popverden kan også nævnes Lars Lilholt Band, der tidligere ofte benyttede sig af fløjtenistmedvirken (Tine Lilholt).

Inden for klassisk musik har især Marcel Moyse og Jean-Pierre Rampal været forløbere for tværfløjten som soloinstrument og gjort det til et populært koncertinstrument, hvormed de senere meget berømte fløjtenister James Galway og Emanuel Pahud har kunnet tiltrække et stort publikum.

Nogle fløjtenister blander også den klassiske musik med nyere eller alternative genrer som for eksempel Robert Dick (f. 1950), en fløjtenist og komponist, der får inspiration fra jazz og østlig musik samt eksperimenterer med nye teknikker, og Greg Patillo, der efter en karriere i symfoniorkestre nu optræder som beatboxing-fløjtenist.

Komponister

Der er kun få fløjtenister, der som pianister også er komponister, men blandt disse er den danske Joachim Andersen, der udover at være udøvende fløjtevirtuos også komponerede for instrumentet. Selvom der ikke er mange fløjtenister, der skriver værker for fløjten, er der ikke mangel på materiale, som der er for saxofonister, der derfor ofte låner kompositioner skrevet for tværfløjten. Mange store komponister har skrevet værker for fløjte, dette gælder både Wolfgang Amadeus Mozart og Antonio Vivaldi samt mange nyere komponister. Tværfløjtenister, der specialiserer sig i barokmusik, må dog ofte ty til at opføre stykker skrevet til blokfløjten. Dette skyldes, at der ikke er meget barokmusik, der er skrevet for tværfløjte og at blokfløjten så er nærliggende, eftersom den ligger relativt tæt på tværfløjten rent teknisk. Væsentligt sværere bliver det, hvis man giver sig i kast med værker for violin, hvilket fløjtenister til tider bliver udsat for.

Uddannelse

Joachim Andersens etuder spilles til optagelsesprøverne ved de danske musikkonservatorier.

Uddannelsen til fløjtenist sker, hvis ikke (i meget få tilfælde) autodidakt, på musikkonservatorier. I Danmark er uddannelsen opbygget som andre videregående uddannelser med bachelor- og kandidatgrad. Dernæst kan de bedste blive optaget i den såkaldte solistklasse. Optagelse til uddannelsen sker via en optagelsesprøve, som er forholdsvis ensartet på alle konservatorierne. Til hovedfagsprøven spilles en selvvalgt komposition samt to etuder af Joachim Andersen og en Bach-sonate. Desuden skal der på forlangende kunne spilles nogle vilkårlige skalaer. For at sikre talentet ud over flittig øvning spilles også et kortere stykke prima vista. På det Fynske Musikkonservatorium skal den selvvalgte opgave kunne spilles udenad.

Mange fløjtenister videreuddanner sig efter endt færdiguddannelse på konservatorierne og en kortere eller længere karriere. En af grundene til at videreuddanne sig er at fordybe sig i sit instrument og hente inspiration fra nogle af de mest anerkendte fløjtenister. På den måde er der blevet opbygget et slags stamtræ over fløjtenister angående deres læremestre, hvor en stor del af alle professionelle fløjtenister er forbundet via deres lærere. Stamtræet begynder med de tidligste professorer i fløjte på Conservatoire de Paris, hvorfra fløjtenisttraditionen udsprang. En større undersøgelse er foretaget i USA, hvor det har vist sig, at 91% af alle nulevende fløjtenister i USA har studeret hos Georges Barrére, hans studenter og deres studenter.

Ved siden af konservatoriet eller efter endt uddannelse er det også muligt at deltage i de såkaldte mesterklasser, hvor de mest fremtrædende fløjtenister, blandt andre James Galway, giver lektioner i publikums påhør rundt omkring i verden.

Priser og konkurrencer

Man kan som fløjtenist deltage i en række konkurrencer for dermed at vinde priser, hvilket medvirker til international anerkendelse. Heriblandt er den internationale Carl Nielsen-fløjtekonkurrence, der afholdes hvert fjerde år i Odense, en konkurrence i Paris navngivet efter Jean-Pierre Rampal for unge fløjtenister (under 30 år) og en konkurrence i Kobe, Japan samt en række andre. Det er desuden muligt for en fløjtenist at blive nomineret til en Grammy Award, hvilket danske Ulla Miilmann beviste, da hun i 2006 blev nomineret til Bedste Instrumentalsolistudførelse med Orkester.

Statue af en fløjtenist fra Tyrkerorkestret uden for Bolongaropalast i Frankfurt-Höchst, Frankfurt am Main.

Konkurrencer er ikke kun en sag om prestige, men også et redskab for symfoniorketre til at ansætte nye instrumentalister. Ofte er et jobopslag formuleret som en konkurrence, hvor vinderens præmie er en plads i orkestret. Hvis ansøgerne ikke lever op til forventningen, bliver der i få tilfælde ikke uddelt en plads, men i stedet udskrevet en ny konkurrence. Konkurrenceformen sikrer den højeste kvalitet i orkestrene, hvilket er med til at gøre livet som musiker meget konkurrencepræget. At hvervet er meget præstations- og konkurrencebetonet bekræftes også ved brugen af betablokkere i orkestrene, som Ulla Miilmann har fortalt om, selvom hun ikke selv har taget midlerne.

Navngivning

Der benyttes forskellige betegnelser for personer, der spiller fløjte. Retskrivningsordbogen godkender fløjtenist, fløjtist og fløjtespiller. Den mest benyttede betegnelse er imidlertid fløjtenist, som blandt andet er det ord, der oplyses af Nudansk Ordbog og samtidig er det opslag, der giver flest hits i en Google-søgning, hvorefter hhv. fløjtespiller og fløjtist følger. De tre begreber er en fællesbetegnelse for flere typer af fløjtespillere. Eftersom der i dag findes flest tværfløjtenister, benyttes fællesbetegnelsen ofte for denne type, hvorimod andre typer fremhæves ved at tilføje typen foran orden, som for eksempel blokfløjtenist. Desuden påhæftes betegnelsen fløjtespiller ofte en anden betydning i kunsten (hvor denne er den mest benyttede betegnelse), hvor den ofte benyttes som en beskrivelse af eksempelvis en statue af en person, der spiller en hvilken som helst fløjte. Selvom de fleste andre musikere navngives ved at påsætte endelsen -ist til deres instrument, er dette ikke tilfældet her, da instrumentet ender på en vokal, hvorfor der bruges et sammensættende n (alternativt fjernelse af e'et) – dette ses for eksempel også ved harpenist/harpist.

Se også

• Kategorien med fløjtenister

Litteratur

• Stolarczyk, Lise. Spil! Studér!! Undervis!!! - om at leve sammen med sin fløjte, Forlaget VejleMus 2005, ISBN 87-990949-0-8
• Powell, Ardal. The Flute, Yale University Press 2002, ISBN 0-300-09498-1

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information: Kategorien Flutists fra Wikimedia Commons

• Hjemmeside for fløjtenister
• Oversigt over nuværende fløjtenister engageret ved førende orkestre listet efter land

GA-ikon.