Aloe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Aloe ?
Læge-Aloe (Aloë vera).
Læge-Aloe (Aloë vera).
Videnskabelig klassifikation
Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse: Liliopsida (Énkimbladede)
Orden: Asparagales (Asparges-ordenen)
Familie: Asphodelaceae (Dødslilje-familien)
Slægt: Aloë

Aloe (Aloë) er en planteslægt som indeholder ca. 400 arter af sukkulente planter. Den mest almindelige og mest kendte er Aloe Vera, eller ægte Aloe.

Planteslægten stammer fra Afrika, og er meget udbredt omkring Kap-provinsen i Sydafrika, i Afrikas tropiske bjergegne, på Madagascar og på den Arabiske Halvø.

APG III systemet placerer Aloe i Dødslilje-familien (Asphodeloideae). Medlemmer af de nært forbundne slægter Gasteria, Haworthia og Kniphofia, som har lignende væksttilstande, kaldes populært for aloeplanter. Planten Agave americana, som også kaldes amerikansk aloe, tilhører en helt anden plantefamilie.

De fleste typer Aloe har rosetstillede, tykke og læderagtige blade. De fleste arter har blade med tænder eller torne langs randen. Blomsterne sidder i et endestillet aks, og de er rørformede i hvide, gule, røde eller lyserøde farver.

Arter


Nytte[redigér | redigér wikikode]

Yoghurt med Aloe vera

Der findes mange meget dekorative Aloe-arter, og de er højt værdsatte af sukkulentsamlere. Aloe Vera bruges både indvortes og udvortes pga. medicinske effekter, som understøttes af både naturvidenskabelig og medicinsk forskning. Der findes en geléagtig substans i bladene, som i cremer kan lindre f.eks. solforbrænding. Det bruges også i sæber.

Historisk er menneskets brug af forskellige Aloearter veldokumenteret.[1] Af de mere end 500 forskellige arter af Aloe er kun få traditionelt blevet brugt som urtemedicin, og Aloe vera er den mest brugte. Desuden har Aloe perryi (fra Nordøstafrika) og Aloe ferrox (fra Sydafrika) været brugt. Grækerne og Romerne brugte Aloe vera til at behandle sår. I Middelalderen blev den gule saft fra bladene brugt som afføringsmiddel.[2][3][4] Frisk Aloe som indeholder aloin bruges som laksativ, hvor i mod forarbejdet Aloe vera-saft ikke inderholder betydelige mængder aloin.

Nogle arter, specielt Aloe vera, bruges i alternativ medicin og til førstehjælp i hjemmene. Både bladenes frugtkød og det harpiksholdige gule aloin bruges udvortes til at lindre ubehag på huden. Som urtemedicin benyttes Aloe vera-saft indvortes mod fordøjelsesbesvær. Nogle moderne forskningsstudier har antydet, at Aloe vera kan bremse sårheling sammenlignet med andre former for behandling.[5] Andre studier og kliniske forsøg har ikke bevist at Aloe vera skulle have en kraftig medicinsk effekt.[6][7]

I dag benyttes Aloe vera både ind- og udvortes til mennesker. Bladene indeholder en gelé, som bruges til at lindre mindre forbrændinger, sår og forskellige hudirritationer som eksem og ringorm. Geléens effekt optræder umiddelbart, og den menes at danne en film over såret, som reducerer risikoen for infektion. Brugen af denne urtemedicin blev populært i 1950'erne i mange vestlige lande. Der er relativt få studier af effekten af indtagelse af Aloegelé. Visse indholdsstoffer i Aloe hæmmer muligvis tumorvækst.[8] Dyreforsøg har indikeret at Aloeekstrakter har en betydelig anti-hyperglykæmisk effekt, hvilket kunne være nyttigt i behandling af Type-2 diabetes. Der er dog ikke vist samme effekt i mennesker.[9]

Aloin[redigér | redigér wikikode]

Der findes to klasser af aloiner: nataloin og barbaloin. Ved reaktion mellem nataloin og salpetersyre fås pikrinsyre og oxalsyre. Ved tilsvarende reaktion med barbaloin fås aloetinsyre (C7H2N3O5), chrysamminsyre (C7H2N2O6), pikrinsyre og oxalsyre, og reaktionsblandingen farves rød. Barbaloiner kan inddeles i to undergrupper: a-barbaloin fra Barbados Aloe og b-barbaloin fra Socotrine og Zanzibar Aloe. Nataloin (2C17H13O7·H2O) danner kraftigt gule flager, mens Barbaloin (C17H18O7) danner prismeformede krystaller. Mange Aloe-arter indeholder også spor af flygtige olier.

Billeder[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Reynolds, T (ed) Aloes: The genus Aloe. CRC Press. ISBN 978-0-415-30672-0
  2. "aloe for heartburn". Better Nutrition. 2007. http://findarticles.com/p/articles/mi_m0FKA/is_4_69/ai_n18791510. 
  3. "aloe alt med". http://altmedicine.about.com/od/therapiesfrometol/a/heartburn.htm. 
  4. "Aloe IBS study". http://www.medscape.com/viewarticle/546327. 
  5. Schmidt JM, Greenspoon JS (1991). "Aloe vera dermal wound gel is associated with a delay in wound healing". Obstet Gynecol 78 (1): 115–7. PMID 2047051. 
  6. Richardson J, Smith JE, McIntyre M, Thomas R, Pilkington K (2005). "Aloe vera for preventing radiation-induced skin reactions: a systematic literature review". Clin Oncol (R Coll Radiol) 17 (6): 478–84. doi:10.1016/j.clon.2005.04.013. PMID 16149293. 
  7. Ernst E, Pittler MH, Stevinson C (2002). "Complementary/alternative medicine in dermatology: evidence-assessed efficacy of two diseases and two treatments". Am J Clin Dermatol 3 (5): 341–8. doi:10.2165/00128071-200203050-00006. PMID 12069640. 
  8. Cosmetic Ingredient Review Expert, Panel (2007). "Final report on the safety assessment of Aloe andongensis extract, Aloe andongensis leaf juice, Aloe arborescens leaf extract, Aloe arborescens leaf juice, Aloe arborescens leaf protoplasts, Aloe barbadensis flower extract, Aloe barbadensis leaf, Aloe barbadensis leaf extract, Aloe barbadensis leaf juice, Aloe barbadensis leaf polysaccharides, Aloe barbadensis leaf water, Aloe ferox leaf extract, Aloe ferox leaf juice, and Aloe ferox leaf juice extract". Int. J. Toxicol. 26 Suppl 2: 1–50. doi:10.1080/10915810701351186. PMID 17613130. 
  9. Tanaka M, Misawa E, Ito Y, Habara N, Nomaguchi K, Yamada M, Toida T, Hayasawa H, Takase M, Inagaki M, Higuchi R (2006). "Identification of five phytosterols from Aloe vera gel as anti-diabetic compounds". Biol. Pharm. Bull.=) 29 (7): 1418–22. doi:10.1248/bpb.29.1418. PMID 16819181. 
Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: