Argentinas historie

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Argentinas historie falder i tre hovedperioder: tiden før europæernes ankomst, tiden som spansk koloni og tiden efter kolonivældets afslutning.

Argentina som spansk koloni

Argentina opdagedes af den spanske rigspilot Juan Diaz de Solis, som var udsendt for at finde søvejen syd om Sydamerika. 1515 opdagede han La Plata-mundingen, men blev dræbt af indianerne på et strejftog i land. 1527 sejlede rigspiloten Sebastiano Caboto op ad Parana og anlagde et fort, men måtte opgive kolonisationen. 1535 anlagdes Buenos Aires af Pedro de Mendoza. Byen blev senere ødelagt af indianerne, men genopbyggedes 1580 af Juan de Garay. Det indre af Argentina erobredes fra Peru, og først 1620 fik Argentina som Provinzia del rio de la Plata sin egen guvernør i Buenos Aires. Kolonien led meget under et trykkende monopolsystem, som bevirkede en umådelig smughandel, der dreves af portugiserne fra den nordlige bred af Plata-mundingen. 1776 fordrev imidlertid spanierne portugiserne fra landet nord for mundingen, og samme år oprettedes et Vicekongerige af La Plata-landene, omfattende Argentina, Uruguay, Paraguay og dele af Bolivia.

Argentina efter selvstændigheden

Argentinas løsrivelse fra Spanien foregik 1810. Vicekongen afsattes, en provisorisk junta overtog styrelsen og fordrev spanierne. 1813 opløstes juntaen og en konstituerende forsamling trådte sammen. Da imidlertid spanske tropper var landsatte i Montevideo, valgte folket i Buenos Aires Antonio Posadas til diktator og satte San Martin i spidsen for hæren, Brown for flåden. I maj ødelagde Brown den spanske flåde, og i juni fordrev San Martin spanierne fra Montevideo, hvorpå han gik vest på for at fordrive spanierne fra Chile og Peru. Imidlertid var indre stridigheder opståede, idet landbefolkningen ikke ville finde sig i hovedstadens dominerende stilling. En kongres i Tucuman (1816) vedtog endelig de forenede stater ved La Platas uafhængighed, mens Uruguay og Paraguay udskiltes og kom til at danne særskilte stater. Kongressen i Buenos Aires (1819) gav endelig landet en forfatning efter de nordamerikanske forenede staters mønster.

Borgerkrig

De følgende år optoges af stridigheder mellem unitarierne, som ville have en helstatsforfatning, og føderalisterne, som holdt på et statsforbund med vidtgående selvstændighed for enkeltstaterne. Forbundet blev en tid opløst og dannedes igen. Endelig blev gauchoen Juan Manuel Rosas guvernør i Buenos Aires (1829) og senere diktator. Han førte et rædselsregimente med henrettelser, snigmord, konfiskationer og plyndringer. Flere provinser gjorde oprør, og efter at Rosas havde fornærmet England og Frankrig, slog en engelsk-fransk flåde den argentinske ved Montevideo, hvor efter den blokerede Buenos Aires. 1850 affandt Rosas sig med England og Frankrig, men næste år sluttede staten Entre Rios et forbund med Brasilien og Uruguay mod Rosas. Guvernøren i Entre Rios, José de Urquiza gik i spidsen for en hær over Parana og sejrede ved Montelaceres, hvor efter Rosas måtte flygte til England. Urquiza fik nu magten, men så snart han havde forladt hovedstaden, fik unitarierne magten der og udnævnte general Pinto til præsident, mens de øvrige stater samlede en kongres i Santa Fé, som maj 1853 vedtog en forfatning for den argentinske republik og valgte Urquiza til præsident. Parana blev foreløbig hovedstad for Argentina. Der var nu i nogle år to republikker, Argentina og Buenos Aires. 1859 blev Buenos Aires dog tvunget til at træde ind i forbundet og blev derpå (1860) regeringssæde. Allerede næste år fornyedes striden. Buenos Aires gjorde oprør under general Mitre, som overvandt Urquiza’s tropper og derpå selv blev præsident.

Landets opbygning og gældsætning

Efter Mitre fulgte (1868) Domingo Faustino Sarmiento, som gjorde meget for skolevæsenet, agerbruget og handelen og søgte at fremme indvandringen. Efter ham fulgte (1874) Nicolo Avellaneda, efter at en opstand af Mitre var underkuet. Da der efter hans afgang (1880) skulle vælges en ny præsident, udbrød der atter uroligheder, som dog dæmpedes, og general Julio Roca valgtes. Han havde som krigsminister under Avellaneda vundet popularitet ved indlemmelsen af det nordlige Patagonien i Argentina, efter at disse landstrækninger var blevne rensede for de røverske indianerstammer. Han udskilte hovedstaden fra provinsen Buenos Aires, som fik La Plata til provinshovedstad. Under hans regering gjorde landet store fremskridt, og 1886 kunne hans efterfølger, Miguel Juarez Celman tiltræde sit embede uden uroligheder. Under Celman’s regering fortsattes arbejderne for landets fremskridt med anlæg af jernbaner og andre foranstaltninger, men herved steg statsgælden foruroligende, og da staten udstedte udækkede papirspenge, sank disses kurs til en trediedel af deres pålydende værdi. Der opstod derved stor utilfredshed, som (1890) brød ud i et oprør. Efter at Roca havde dæmpet dette, måtte dog Celman gå af, og vicepræsidenten, Pellegrini, overtog regeringen, indtil Saenz Peña valgtes til Præsident (1892). Hans regering søgte at afhjælpe finansnøden ved sparsommelighed, men partistridighederne forhindrede alle forholdsregler. Et oprør brød ud og dæmpedes, men Peña måtte desuagtet gå af (1895).

Grænseproblemerne løses

Vicepræsidenten Uriburu blev nu præsident. Under hans regering blev striden med Chile om grænsen mellem landene gennem Patagonien akut, og en krig blev med nød og næppe undgået. Man blev til sidst enig om at underkaste sig den britiske regerings voldgift, lige som en strid om grænsen mod nordvest underlagdes voldgift af en kommission med den amerikanske gesandt i Argentina som formand. Imidlertid afløstes Uriburu (1898) af Roca, som anden gang blev præsident. Striden om nordvestgrænsen afgjordes (1899) til fordel for Argentina, og 1902 faldt voldgiftsdommen om grænsen i Patagonien på en for begge parter tilfredsstillende måde. Under Roca’s regering blev der ført forhandlinger med Chile og Brasilien om at henvise alle fremtidige stridigheder til voldgift og at foretage en successiv afrustning. Der foretoges besparelser i forskellig retning og arbejdedes på forbedring af samfærdselsmidlerne. Roca afløstes (1904) af Manuel Quintana, som døde 1906 og afløstes af Figuero Alcorta. 1910 kom det radikale parti i Argentina til magten med præsident Roque Saenz Peña. De store jernbaneanlæg fortsattes, og 1910 gennemførtes jernbaneforbindelsen over Anderne med Chile. Besparelser i administrationen og en effektiv jordbeskatning indførtes.

Argentina under 1. verdenskrig

Under 1. verdenskrig var Argentina strengt neutral. 1915 sluttedes en traktat med Chile og Brasilien, hvor efter i tilfælde af stridigheder en kommission skulle nedsættes til at forsøge tvisten afgjort ved voldgift. Argentina led betydeligt i økonomisk henseende under verdenskrigen. Kødeksportens stigning opvejede ikke nedgangen i uldeksporten. Arbejdsforholdene var urolige, og uroen kulminerede 1919 med en generalstrejke i Buenos Aires og andre byer, som først endtes efter blodige kampe.

Eksterne henvisninger