Bruger:Alberteernst/sandbox

I starten af 1800-tallet under den industrielle revolution, blev der udviklet nye teknologier til farvning af tekstiler.

Elementer fra den industrielle revolution

Det eneste stadig eksisterende eksempel af en spinderok(Spinning Mule), som var bygget af opfinderen Samuel Crompton

Uddybende artikel: Den industrielle revolution

Starten af den industrielle revolution knytter sig tæt til nogle få opfindelser, der kom i anden halvdel af det 18. århundrede.

• Tekstiler: - Til bomuldsvævning brugte man Richard Arkwrights vanddrevende spinderok(water frame), James Hargreaves flerespolede spinderok(Spinning jenny) og Samuel Cromptons spinderok(Spinning Mule), der var en kombination af de to andre modeller. Samuel Crompton fik patent på sin opfindelse i 1783. Der blev opfundet bomuldsmøller(cotton mill), hvilket gjorde at Samuel Cromptons spinderok, blev overgået. Det begyndte her at gå ned af bakke for spinderokken. Lignende teknologier blev herefter brugt til at lave kamgarn til diverse tekstiler og hør til linned.
• Dampmaskinen – I 1775 opfandt fysikeren James Watt, en forbedret dampmaskine, som i starten hovedsageligt blev brugt til at transportere råstoffer ud fra minerne. I 1780-erne blev dampkraften for første gang anvendt til maskiner, som kunne bruges i industrien. Dette muliggjorde at udviklingen fra håndkraft til maskinkraft skabte flere, og flere halvautomatiske fabrikker. Derfor rykkede industrien ud til steder, hvor der ikke var mulighed for at benytte vandkraft.

Kemisk storindustri

Den Kemiske Industri voksede

I starten af den industrielle revolution var den kemiske del af tekstilindustrien meget lille, og det var den indtil starten af 1800-tallet. Tekstilindustrien ville prøve at gøre tøjet mere attraktivt ved at farve det, fordi ubehandlede tekstiler havde en grå/gul farve og have et ret kedeligt udseende. Farve fik man fra planter, blomster og andre naturlige ressourcer, men processen var langsom, fordi bomulden skulle renses først for plantefedtstoffer og dernæst belges og farves. Den kemiske industri kunne få det til at gå hurtigere. Derfor blev den kemiske industri større og større pga. efterspørgelsen af kemikalier til blegning og farvning af bomuldsstoffer i slutningen af 1700-tallet, hvor kemikere forsøgte sig med kemikalier at udviklede nye teknikker.

Blegningsproces

Til blegning brugte man chlor og soda, men da efterspørgselen på soda blev stor, begyndte man syntetisk at fremstille dette omkring 1800-tallet. Grundlaget for den industrielle sodafremstilling, blev opkaldt efter den franske læge Nicolas Leblanc (1742-1806), som opnåede patent på processen i 1791. Denne proces blev kaldt Leblance proces. Verdens første sodafabrik, blev ledet af Leblanc og Dize. Produktionen begyndte i 1792, men kort tid efter gik produktionen i stå, pga. urolighederne under den franske revolution 1789-1799, hvor de tvang Leblanc til gøre patent til offentlig ejendom og så gled initiativet over til England, verdens største tekstilproducent. At man begyndte at bruge kemikalier skabte dog også miljøproblemer og i 1863 blev det forbudt for de engelske sodafabrikker at omdanne chlorbrinten til saltsyre, fordi calciumsulfid både var giftigt og have en hæslige tank af svovlbrinte. Derfor blev en mere miljøvenlig proces udviklet som erstatning, nemlig solvay- processen i 1875, der blev opkaldt efter Ernest Solvay (1838-1922)

Farvningsproces

I 1800-tallet endte man med at bruge syntetiske farver. På denne måde kunne man fremstille næsten alle farvenuancer til farvning af tekstiler. Det var ingen teori bag farveteknikken med kemikalier, som kemikerne udviklede. I 1843 var første gang man fik fremstillet tjærefarvestoffer. I årene 1843-1845 foretog August Wilhelm Hofmann en række analyser og en serie grundige undersøgelser af den lette tjæreolie. August Wilhelm Hofmann arbejde med kulbrinte benzen(C6H6) og toluen(C6H5CH3), samt nitrerede benzen med påvirkning af salpetersyre. Derved fik han stoffet nitrobenzen (C6H5NO2). Han reducerede dette stof ved hjælp af jernspåner og salpetersyre, hvorved han fik Anilin(C6H5NO2). Anilin kunne bruges til at fremstille det kostbare farvestof Indigo, men det nåede man ikke før i 1897. En elev af August Vilhelm Hofmann, William Henry Perkin (1838-1907), arbejde videre med det syntetisk fremstillede Anilin. Han fandt frem til farven mauve (mauvein), også kaldet lilla, i 1856, som var en syntetisk farve. Englænderen havde året før forgæves forsøg på forsøg at syntetisere malariamidlet kinin fra tjærestof.

Tyskland blev den største farveeksportør

I året 1857 blev et vendepunkt markeret i farvestoffernes historie, da Perkin begyndte at markedsføre verdens første syntetiske farvestof, med firmaet Perkin & sons' og produktionen blev en succes, så Perkin sammen med andre, blev rige. Efter begyndte mange at forske på andre Anilinforbindelser og denne tid blev kaldt Anilinperioden. Franskmændene kom, i 1859, med det første belægtet røde farvestof, fuchsin, og var, sammen med England, de mest dominerende inden for farvestofindustrien. Til verdensudstillingen i London i 1862 og i Paris 1867, kunne de to lande løbe af med næsten alle priserne inden for det nye felt, syntetiske farvestoffer, men Anilinperioden sluttede i 1869, da det lykkedes Perkin, og to andre tyske kemikere Graebe og Libermann at fremstille det syntetiske røde farvestof Alizalin. Denne periode blev kaldt den målrettede synteseperiode. Nu kendte man til en masse syntetiske farver med udvindingen af kemikalier, ud fra den teoritiske viden om kemiske stoffer og deres reageringsmønstre og fra 1870 søgte man nu kun nye måder til farvning. I 1874, trak Perkin sig tilbage, i en alder af kun 35 år, for at leve af sin formue og blev et hårdt slag i den engelske industri, for han var en af de få kemikere, som kunne famle op med tyskerne og I Tyskland etablerede Justus Liebig (1803-1873) kemi som et selvstændigt fag ved universitetet. Derfor erobrede Tyskland førerstillingen inden for kemisk industri, især for syntetiske farvestoffer og overhalede England, fordi Tyskland skabte et konkurrencemoment, hvor man ikke kunne tage patent på det man havde fremstillet, dvs. at den stærkeste overleder og at produktionen blev billigere og billigere.