Christopher Lee

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Skabelon:Nyligt afdød

Christopher Lee
Christopher Lee, 2009
Personlig information
Fulde navn Christopher Frank Carandini Lee
Født 27. maj 1922
Belgravia, London, England
Død 7. juni 2015 (93 år)
Chelsea and Westminister Hospital, London
Nationalitet Storbritannien Britisk
Ægtefælle Birgit Krøncke (1961-2015)
Børn En datter, Christina Erika Lee
Beskæftigelse Skuespiller, forfatter, sanger
Aktive år 1946-2015
Roller Saruman i Ringenes Herre-filmene
BAFTA-priser
Academy Fellowship (2011)
Eksterne henvisninger
http://www.christopherleeweb.com/
Christopher Lee i Westminster under optagelserne til filmen The Heavy

Christopher Frank Carandini Lee (27. maj 1922 i London7. juni 2015[1]) var en britisk skuespiller med en lang teater- og filmkarriere bag sig.

Christopher Lee blev uddannet på de engelske skoler Eton og Wellington College, hvorefter han blev soldat, først som frivillig på finsk side i Vinterkrigen mod Sovjetunionen, siden i det britiske luftvåben under 2. verdenskrig.

Efter krigen påbegyndte han sin skuespillerkarriere. Hans filmdebut var i Corridor of Mirrors fra 1948, og siden spillede han mange gyser- og skurkeroller, blandt andet flere film som Dracula og en enkelt som Frankensteins monster (ofte for selskabet Hammer Films, og ofte over for Peter Cushing). Han er også kendt for sin skurkerolle i James Bond-filmen Manden med den gyldne pistol, og han har spillet Sherlock Holmes i flere film. Da mange af hans roller gennem tiden har ligget inden for de fantastiske genrer, er det ikke tilfældigt, at han på sine ældre dage medvirkede i blandt andre Ringenes Herre-filmene og de sidste to Star Wars-film. Sammenlagt har Christopher Lee spillet med i flere end 220 film og tv-produktioner og er blandt sin generations mest produktive filmskuespillere.

Christopher Lee havde en dyb, myndig stemme og elskede at synge opera. Hans sangstemme kan bl.a. høres i kultfilmen The Wicker Man (1973). Han talte et hav af sprog, men hans eneste danske film var tegnefilmen Valhalla (1986), hvor han i den tyske version lagde stemme til Thor og Odin.

Christopher Lee nedstammede fra den adelige slægt Carandini og var i familie med Ian Fleming, som skrev bøgerne om James Bond. Han var gift fra 1961 til sin død med den danske eksmodel Birgit Krøncke og har datteren Christina Erika Lee. I 2001 udnævntes han til Commander of the Order of the British Empire af den engelske dronning.

Referencer

  1. ^ Poulsen, Bo (2015-06-11). "Ringenes Herre-stjerne er død". MetroXpress.

Eksterne henvisninger