Deinosuchus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Deinosuchus er en uddød slægtning til alligatoren, der levede fra omkring 80 til 73 millioner år siden, i den sene kridttid. Navnet er græsk, og oversættes bedst med "frygtelig krokodille" deinos (δεινός), "frygtelig", og soukhos, "krokodille". De første rester blev først fundet i North Carolina, USA, i 1850'erne, og arten blev navngivet og beskrevet i 1909. Yderligere fragmenter blev fundet i 1940'erne, og var senere indarbejdet i en indflydelsesrig, men upræcis rekonstruktion ved American Museum of Natural History. Kendskabet til Deinosuchus er stadigvæk ufuldstændig, men bedre kranielt materiale fundet i løbet af de seneste år har udvidet den videnskabelige forståelse af denne massive jæger.

Selvom Deinosuchus var langt større end hvilken som helst moderne krokodille eller alligator, omkring 12 meter lang, og vejede op til 8,5 ton, var den forholdsvis identisk med dens mindre slægtninge. Den havde store, robuste tænder, der var bygget til at knuse byttet, og dens ryg var dækket med tykke, halvkugleformede osteodermer. En afhandling indikerer at Deinosuchus kan have levet i op til 50 år, og haft en lignende vækst som moderne krokodiller, men den fastholdt dog denne vækstrate i en meget længere periode i forhold dens nulevende slægtninge.

Deinosuchus'-fossiler er blevet fundet i ti delstater i USA, herunder Texas, Montana, og mange andre steder langs østkysten. Fossiler af dyret er også blevet fundet i den nordlige del af Mexico. Den levede på begge sider af Western Interior Seaway, og var en opportunistisk jæger i kystregionerne ved den østlige del af Nordamerika. Deinosuchus nåede sin største størrelse i dens vestlige habitat, mens den østlige population var meget mere talrig. Meninger om at disse to populationer var forskellige arter forbliver delt blandt forskerne. Deinosuchus var muligvis i stand til at dræbe og æde store dinosaurer. Der er også en stor sandsynlighed for at den også har levet af havskildpadder, fisk, og andre byttedyr.

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Morfologi[redigér | redigér wikikode]

På trods af dens store størrelse var Deinosuchus' udseende ikke væsentligt forskelligt fra moderne krokodiller og alligatorer.[1] Deinosuchus havde en alligator-agtig, bred snude, med en lidt løgformet spids.[1] Hver premaxilla indeholdt fire tænder, med parret nærmest spidsen af ​​snuden værende betydeligt mindre end de andre to.[2] Hvert maxilla indeholdt 21 eller 22 tænder.[3] [2] Alle tænderne var meget tykke og robuste; de bagerste var afrundede og stumpe.[4] Tænderne så ud til at have været brugt til at knuse byttet, snarere end at spidde det.[4] Når munden var lukket, var det kun den fjerde tand på underkæben, der ville være synlig.[2]

Osteodermerne fra Deinosuchus, som illustreret af W.J. Holland. De er forholdsmæssigt meget tykkere end dem man finder hos moderne krokodiller og alligatorer.

Moderne amerikanske alligatorer, der har det stærkeste bid hos noget kendt dyr, har en maksimal kæbekraft på 9452 Newton.[5] Bidkraften hos Deinosuchus er blevet udregnet til at være i stand til at overgå 18000 Newton, hvilket vil svare til 1,8 ton, der så er noget af det højeste blandt alle dyr, der har levet.[1] Selv de største og stærkeste theropode dinosaurer, såsomTyrannosaurus, havde højst sandsynligt en bidkraft der var langt ringere end Deinosuchus '.[5]

Deinosuchus havde en sekundær, knoglet gane, hvilken kunne gøre den i stand til at ånde igennem dens næsebor, mens resten af hovedet var under vandet.[6].[7][8] Den anden gane og procoeloue rygrad var avancerede funktioner som også er fundet i moderne eusuchia krokodiller og alligatorer.[6][9]

Osteodermerne der dækkede ryggen af Deinosuchus var usædvanligt store og tunge; nogle var næsten halvkugleformet.[10][11] Dybe huller og riller på disse osteodermer fungerede som fastgørelsespunkter for bindevæv.[11] Sammen med bindevævet fungerede osteodermerne som bærende forstærkning for at støtte Deinosuchus' enorme krop ude i vandet.[3][11] Derfor, på trods af dens størrelse, var Deinosuchus omtrent næsten ligeså adræt på land som dens moderne slægtninge.[3][6]

Størrelse[redigér | redigér wikikode]

Den maksimale størrelse Deinosuchus kan have nået, er anslået til at være mellem 10 og 15 meter, i modsætning til den største, moderne deltakrokodille, der ikke når meget over 7 meter i længden.

Fordi de kendte rester af Deinosuchus er så fragmentariske, er anslåede størrelser af dyret stærkt varierende.[12] I 1954 rekonstruerede Edwin H. Colbert og Roland T. Bird underkæben af Deinosuchus, med en længde på omkring to meter, og udregnede "på basis af sammenlignende målinger" at den gigantiske alligators totale kropslængde kunne have været op til 15 m.[7] En meget mindre anslåelse — omkring 8-10 meter — blev givet af Gregory M. Erickson og Christopher A. Brochu i 1999.[13] David R. Schwimmer opdagede i 2002 at den mindre og mere almindelige form for Deinosuchus, fundet i den østlige del af Nordamerika, havde kranier på omkring 1 meter. Ved at bruge en formel baseret på kraniets størrelse, anslog Schwimmer, at de muligvis havde en total kropslængde på omkring 8 meter, og vejede nogenlunde 2,3 ton. Ifølge Schwimmers undersøgelser nåede Deinosuchus en større størrelse i den vestlige del af kontinentet. Et rimeligt godt bevaret kranie, der blev fundet i Texas, indikerede at dyrets hoved nåede omkring 1,31 meter, og med dette som grundlag, udregnede Schwimmer dens totale kropslængde som værende ca. 9,8 meter. Selvom de største rester af Deinosuchus havde kranier der er alt for dårligt bevarede til at bruge denne anslåelses- og udregningsmetode, så tydede målinger af rygradene på, at de godt kunne nå endnu større størrelser. Schwimmer anslår at de største individer kunne nå en længde på 12 meter, og måske veje 8,5 ton eller mere.[3]

Selvom der er noget uenighed om dyrets korrekte størrelse er de fossile rester ikke desto mindre nok til at indikere at Deinosuchus var væsentligt større en alle dens moderne slægtninge. Selv de relativt mindre anslag fra Erickson og Brochu tyder det på, at den maksimale vægt Deinosuchus kunne nå, overstiger nulevende arter med en faktor på 3 til 5.[13] Deinosuchus har ofte blevet udråbt til den største krokodilleart der nogensinde har levet, men nogle andre krokodillelignende dyr, såsom Purussaurus, Rhamphosuchus, and Sarcosuchus, kan muligvis have nået dens størrelse, eller måske overskredet den.[14]

Palæobiologi[redigér | redigér wikikode]

Habitat[redigér | redigér wikikode]

Kæbedele fra enDeinosuchus, udstillet ved North Carolina Museum of Natural Sciences. Fossile rester af denne store alligatorid er blevet fundet i ti amerikanske delstater, plus i det nordlige Mexico.

Deinosuchus var til stede på begge sider af Western Interior Seaway.[15] Eksemplarer er blevet fundet i ti af USA's delstater.[16] Et Deinosuchus osteoderm fra San Carlos Formation var også rapporteret i 2006, så den enorme alligatorids udbredelse kan have inkluderet dele af det nordlige Mexico.[17] Deinosuchus fossiler er mest udbredt i Gulf Coastal Plain-regionen i Georgia, nær grænsen til Alabama.[15] Alle kendte rester af Deinosuchus er fundet i klipper der er dateret til Sen Kridt. De ældste eksemplarer af denne art levede nogenlunde for 80 millioner år siden, og de yngste fra omkring 73 millioner år siden.[18]

Fordelingen af Deinosuchus-rester indikerer at disse gigantiske alligatorider kan have foretrukket at leve omkring flodmundinger.[15] I Aguja Formationen i Texas, hvor nogle af de største rester af Deinosuchus er blevet fundet, kan dette indikere at dyrene muligvis levede i brakvandsbugter.[19] Selvom nogle rester er blevet fundet ved havet, står det ikke klart om at Deinosuchus nogensinde vovede sig ud i oceanerne (som nutidens deltakrokodiller); disse rester kan have efterfølgende været blevet "skyllet" ud i havet når dyrene døde.[15] Deinosuchus er blevet beskrevet som et "iøjnefaldende" komponent af et angiveligt biom beboende i Sen Kridts Nordamerika.[20]

Føde[redigér | redigér wikikode]

I 1954 spekulerede Edwin H. Colbert og Roland T. Bird på om Deinosuchus "meget vel kunne have jagtet og ædt nogle af dinosaurerne som den levede sammen med".[7] Colbert tilrettede denne hypotese mere tillidsfuldt i 1961: "Denne krokodille må bestemt have jagtet dinosaurer; hvorfor skulle den ellers være så ufatteligt stor? Den jagede i det vand hvor de store theropoder ikke kunne komme hen."[21][22] David R. Schwimmer foreslog i 2002, at fordi adskillige hadrosauride haleryghvirvler, fundet i nærheden af Big Bend National Park, viste tandmarkeringer fra Deinosuchus , kunne det styrke hypotesen om, at Deinosuchus i det mindste spiste dinosaurer i nogle tilfælde.[4] I 2003 fandt Christopher A. Brochu ikke tandmarkerings-teorien værende overbevisende, ikke desto mindre var han enig i, at Deinosuchus nok "spiste ornithopoder en gang imellem."[23] Deinosuchus er menes generelt at have jagtmetoder i stil med moderne krokodiller og alligatorer, f.eks. ved at angribe dinosaurer og andre landdyr ved vandkanten, hvorefter den holdt dem under vandet til de druknede.[24]

Schwimmer and G. Dent Williams foreslog i 1996 at Deinosuchus muligvis kunne have jagtet havskildpadder.[25] Deinosuchus ville så nok have brugt de robuste, flade tænder bagerst af kæberne til at knuse skildpaddernes skjolde.[4] Den "sidehalsede" havskilpadde, Bothremys, var især almindelig i det østlige habitat hvor Deinosuchus levede, og adskillige af dens skjolde er blevet fundet med bidemærker, der højst sandsynligt var påført af den store alligatorid.[4][25]

Schwimmer konkluderede i 2002 at ædemønstret af Deinosuchus nok muligvis afhang af dens geografiske udbredelse; de mindre Deinosuchus i den østlige del af Nordamerika ville have været opportunister i en økologisk niche svarende nogenlunde til moderne amerikanske alligatorer. De ville have ædt havskildpadder, store fisk, og mindre dinosaurer.[3] De større, men mindre udbredte, Deinosuchus der levede i Texas og Montana kunne have været mere specialiserede jægere, der jagtede, fangede, og åd store dinosaurer.[3] Schwimmer noterede at ingen theropoder i den østlige del af Nordamerika nåede den østlige Deinosuchus' i størrelsen, hvilket kunne indikere at det massive dyr kunne have været regionens toprovdyr.[4]

Vækstrater[redigér | redigér wikikode]

En afhandling i 1999 af Gregory M. Erickson og Christopher A. Brochu foreslog at Deinosuchus' vækstrate kunne sammenlignes med dens moderne slægtninge, men at den blot holdt denne rate i meget længere tid.[13] Deres skøn var baseret på "vokseringe" i dorsale osteodermer af forskellige prøver, hvilket indikerede at Deinosuchus kunne have taget over 35 år, før den nåede sin fulde, voksne størrelse, og at de ældste individer måske har kunnet leve i mere end 50 år.[13] Dette var en fuldstændigt anderledes voksestrategi end andre store dinosaurer, der opnåede deres voksne størrelse meget hurtigere, og levede i meget kortere rid.[13] Ifølge Erickson ville en Deinosuchus "nok have set adskillige generationer af dinosaurer komme og gå".[26]

Schwimmer noterede i 2002 at Erickson og Brochus antagelser om vækstrater er kun gyldige hvis de osteoderme ringe afspejler årlige perioder, som de gør i moderne krokodiller og alligatorer.[3] Ifølge Schwimmer kunne vokseringenes mønster i Deinosuchus have været påvirket af en masse forskellige ting, herunder "deres byttes vandringer, sæsonmæssige klimavariationer, eller den oceaniske cirkulation og næringsstoffernes kredsløb".[3] Hvis kredsløbet var halvårligt i stedet for årligt, kunne det betyde at Deinosuchus voksede hurtigere end dens moderne slægtninge, og havde en lignende maksimal levetid.[3]

Opdagelse og navngivning[redigér | redigér wikikode]

Ebenezer Emmons illustrerede to fossile tænder i 1858. De har højst sandsynligt tilhørt krokodilledyret der senere blev navngivet Deinosuchus.

I 1858 beskrev geologen Ebenezer Emmons to store fossile tænder fundet i Bladen County, North Carolina.[27] Emmons mente, at disse to tænder tilhørte Polyptychodon, hvilken man dengang troede var "en art af krokodille-reptiler".[27] Senere fund viste dog, at Polyptychodon i virkeligheden var en pliosaur, som var en type af havkrybdyr.[11] Tænderne der var beskrevet af Emmons var tykke, en smule buede, og var dækket med en lodret, rillet emalje; han tildelte dem et nyt arts navn, P. rugosus.[27] Selvom den i første omgang ikke blev genkendt som sådan, var disse nok de første Deinosuchus-rester der blev videnskabeligt undersøgt.[11] En anden stor tand, som muligvis også var fra Deinosuchus, og som blev fundet i Sampson County, blev navngivet Polydectes biturgidus af Edward Drinker Cope i 1869.[11]

I 1903 ved Willow Creek i Montana blev adskillige fossile osteodermer opdaget "liggende på overfladen af jorden" af John Bell Hatcher og T.W. Stanton.[10] Disse osteodermer var først ment tilhørende den ankylosauride dinosaur Euoplocephalus.[10] Udgravning på pladsen, ledt af W.H. Utterback, gav yderligere fossiler, herunder flere osteodermer, samt ryghvirvler, ribben, og et pubis.[10] Da disse rester blev undersøgt stod det klart at de tilhørte et stort dyr i krokodillefamilien, og ikke en dinosaur; da Hatcher fandt ud af det, "mistede han interessen med det samme" i materialet.[10] Efter at Hatcher døde i 1904, undersøgte og beskrev hans kollega, W.J. Holland, fossilerne.[10] Holland assigned these specimens to a new genus and species, Deinosuchus hatcheri, in 1909.[10] Deinosuchus kommer af oldgræsk δεινός/deinos, hilket betyder "frygtelig", og σουχος/suchos, hvilket betyder "krokodille".[10]

Dette kranies rekonstruktion, der har været udstillet i American Museum of Natural History i næsten et halvt århundrede, er nok det bedst kendte af alle Deinosuchus-fossiler. De mørkere, mere skyggede dele er faktiske fossile knogler, hvorimod de lysere dele er af gips.

En ekspedition i 1940, ledt af American Museum of Natural History, gav flere fossiler af gigantiske krokodiller, Denne gang fra Big Bend National Park i Texas.[7] Resterne blev beskrevet af Edwin H. Colbert og Roland T. Bird i 1954, under navnet Phobosuchus riograndensis.[7] Donald Baird og Jack Horner tilskrev senere Big Bend resterne til Deinosuchus, som er blevet accepteret af de fleste moderne autoriteter.[11][28] Artsnavnet Phobosuchus, der oprindeligt var skabt af Baron Franz Nopcsa i 1924, er siden blevet kasseret, fordi den indeholdt en række af forskellige krokodille-dyr, der viste sig ikke at være tæt beslægtede med hinanden.[11]

American Museum of Natural History lavede kranie- og kæbefragmenter til en gipsrestaurering, modelleret efter nutidens cubanske krokodille.[7] Colbert og Bird erklærede, at dette var en "konservativ" rekonstruktion, siden en endnu større længde kunne opnås hvis man brugte en moderne krokodille med et langt kranie, som deltakrokodillen, som skabelon.[7] Fordi det ikke dengang var kendt at Deinosuchus havde en stor snude, fejlberegnede Colbert og Bird proportionerne af kraniet, og rekonstruktionen overdrev stærkt dens aktuelle, samlede bredde og længde.[11] På trods af unøjagtighederne blev det rekonstruerede kranie det bedst kendte levn af Deinosuchus, og skabte offentlig opmærksomhed for den store krokodille for første gang.[11]

En lang række yderligere rester af Deinosuchus blev opdaget over de næste mange årtier. De fleste var ganske fragmentariske, men de udvidede kendskabet til det gigantiske rovdyrs geografiske rækkevidde. Som bemærket af Christopher A. Brochu er osteodermerne markante nok til at selv "knoglen granola" passende kan bekræfte tilstedeværelsen af ​​Deinosuchus.[11][29] Bedre kranielt materiale blev også fundet; i 2002 var David R. Schwimmer i stand til at skabe en sammensat computer-rekonstruktion af omkring 90% af kraniet.[1][15]

Klassifikation[redigér | redigér wikikode]

Scutum og ryghvirvler fra Deinosuchus, udstillet på Carnegie Museum of Natural History.

Deinosuchus var oprindeligt klassificeret i familien Crocodylidae af Colbert and Bird, primært på basis af dentale funktioner, i lighed med moderne krokodiller.[7] Men, en fylogenetisk re-evaluering foretaget i 1999 af Brochu, blev det fastlagt, at Deinosuchus faktisk var et primitivt medlem af Alligatoroidea, hvilket indebærer alligatorer. Således "er Deinosuchus ikke verdens største krokodille, men derimod en af de største alligatorer.[14] Denne klassifikation var i 2005 styrket af opdagelsen af et velbevaret Deinosuchus hjernehulrum fra Blufftown Formation af Alabama, hvilket viser træk der minder om dem, man finder i moderne amerikanske alligatorer.[30] Although it was a prehistoric member of the same clade, Deinosuchus was not a direct ancestor of modern alligators.[31] Its closest relatives may have been Leidyosuchus and Diplocynodon.[31]

Schwimmer mente i 2002, at alle Deinosuchus-variationerne tilhørte én art.[2] Han bemærkede at der var flere ligheder end forskelle mellem de østlige og vestlige populationer, og at de fleste af disse forskelle kun relaterede til størrelsen.[2] Under International Code of Zoological Nomenclatures regler af prioriteter vil denne arts navn være D. rugosus.[2] Lucas et al. (2006) anså også Deinosuchus som værende en monospecifik art.[18] Men i 2003 stillede Brochu spørgsmålstegn ved Schwimmers analyse; størrelsen kunne tyde på et betydeligt diagnostisk træk, og adskillige andre træk brugt af Schwimmer til at etablere synonymitet mellem de to populationer som værende faktiske primitive træk, også delt mellem andre arter.[23] I 2002 henviste Schwimmer uformelt den vestlige population til D. riograndensis, og adskillige andre videnskabsmænd inklusive, Anglen og Lehman (2000) samt Westgate et al. (2006) som alle også for nylig henviser den vestlige populations rester til dette artsnavn.[2][17][19]

Se også[redigér | redigér wikikode]


Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 Schwimmer, David R. (2002). "The Life and Times of a Giant Crocodylian". King of the Crocodylians: The Paleobiology of Deinosuchus. Indiana University Press. pp. 1–16. ISBN 0-253-34087-X. 
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 2,4 2,5 2,6 Schwimmer, David R. (2002). "How Many Deinosuchus Species Existed?". King of the Crocodylians: The Paleobiology of Deinosuchus. Indiana University Press. pp. 107–135. ISBN 0-253-34087-X. 
  3. 3,0 3,1 3,2 3,3 3,4 3,5 3,6 3,7 3,8 Schwimmer, David R. (2002). "The Size of Deinosuchus". King of the Crocodylians: The Paleobiology of Deinosuchus. Indiana University Press. pp. 42–63. ISBN 0-253-34087-X. 
  4. 4,0 4,1 4,2 4,3 4,4 4,5 Schwimmer, David R. (2002). "The Prey of Giants". King of the Crocodylians: The Paleobiology of Deinosuchus. Indiana University Press. pp. 167–192. ISBN 0-253-34087-X. 
  5. 5,0 5,1 Erickson, Gregory M.; Lappin, A. Kristopher; Vliet, Kent A. (2003). "The ontogeny of bite-force performance in American alligator (Alligator mississippiensis)" (pdf). Journal of Zoology 260 (3): 317–327. doi:10.1017/S0952836903003819. http://www.csupomona.edu/~aklappin/Alligator%20Bite%20Force%20Ontogeny.pdf. Hentet 2009-11-02. 
  6. 6,0 6,1 6,2 Cloudsley-Thompson, J.L. (2005). Ecology and Behaviour of Mesozoic Reptiles. Springer. pp. 40–41. ISBN 3-540-22421-1. 
  7. 7,0 7,1 7,2 7,3 7,4 7,5 7,6 7,7 Colbert, Edwin H; Bird, Roland T. (1954). "A gigantic crocodile from the Upper Cretaceous beds of Texas" (pdf). American Museum Novitates (American Museum of Natural History) 1688: 1–22. http://digitallibrary.amnh.org/dspace/bitstream/2246/2425/1/N1688.pdf. Hentet 2009-02-22. 
  8. Foster, John (2007). Jurassic West: The Dinosaurs of the Morrison Formation and Their World. Indiana University Press. s. 150. ISBN 978-0-253-34870-8. 
  9. Rolleston, George; Jackson, William Hatchett (1870). Forms of Animal Life. Oxford at the Clarendon Press. s. 392. 
  10. 10,0 10,1 10,2 10,3 10,4 10,5 10,6 10,7 Holland, W.J. (1909). "Deinosuchus hatcheri, a new genus and species of crocodile from the Judith River beds of Montana". Annals of the Carnegie Museum 6: 281–294. 
  11. 11,00 11,01 11,02 11,03 11,04 11,05 11,06 11,07 11,08 11,09 11,10 Schwimmer, David R. (2002). "The Early Paleontology ofDeinosuchus". King of the Crocodylians: The Paleobiology of Deinosuchus. Indiana University Press. pp. 17–41. ISBN 0-253-34087-X. 
  12. Renz, Mark (2002). Megalodon: Hunting the Hunter. Paleo Pr. s. 139. ISBN 0-9719477-0-8. 
  13. 13,0 13,1 13,2 13,3 13,4 Erickson, Gregory M.; Brochu, Christopher A. (March 1999). "How the 'terror crocodile' grew so big". Nature (Nature Publishing Group) 398 (6724): 205–206. doi:10.1038/18343. 
  14. 14,0 14,1 Brochu, Christopher A. (June 14, 1999). "Phylogenetics, Taxonomy, and Historical Biogeography of Alligatoroidea". Society of Vertebrate Paleontology Memoir 6: 9–100. doi:10.2307/3889340. 
  15. 15,0 15,1 15,2 15,3 15,4 Schwimmer, David R. (2002). "Deinosuchus Localities and Their Ancient Environments". King of the Crocodylians: The Paleobiology of Deinosuchus. Indiana University Press. pp. 81–106. ISBN 0-253-34087-X. 
  16. Titus, Alan L.; Knell, Michael J.; Wiersma, Jelle P.; Getty, Mike A. (2008). "First report of the hyper-giant Cretaceous crocodylian Deinosuchus from Utah". Geological Society of America Abstracts with Programs 40 (1): 58. http://gsa.confex.com/gsa/2008CD/finalprogram/abstract_133900.htm. 
  17. 17,0 17,1 Westgate, James; Brown, R.; Pittman, Jeffrey; Cope, Dana; Calb, Jon (2006). "First occurrences of Deinosuchus in Mexico". Journal of Vertebrate Paleontology 26 (Supplement to 3): 138A. 
  18. 18,0 18,1 Lucas, Spencer G.; Sullivan, Robert M.; Spielmann, Justin A. (2006). "The giant crocodylian Deinosuchus from the Upper Cretaceous of the San Juan Basin, New Mexico" (pdf). New Mexico Museum of Natural History and Science Bulletin 35: 247. http://www.nmnaturalhistory.org/science/bulletins/35/sci_bulletin35_29.pdf. 
  19. 19,0 19,1 Anglen, John J.; Lehman, Thomas M. (2000). "Habitat of the giant crocodilian Deinosuchus, Aguja Formation (Upper Cretaceous), Big Bend National Park, Texas". Journal of Vertebrate Paleontology 20 (Supplement to 3): 26A. 
  20. Lehman, T. M. (2001). "Late Cretaceous dinosaur provinciality". in Tanke, D. H.; Carpenter, K.. Mesozoic Vertebrate Life. Indiana University Press. pp. 310–328. ISBN 0253339073. 
  21. Colbert, Edwin H. (1961). Dinosaurs: Their Discovery and Their World. E. P. Dutton. s. 243. 
  22. Debus, Allen (2002). Dinosaur Memories. Authors Choice Press. s. 265. ISBN 0-595-22988-3. 
  23. 23,0 23,1 Brochu, Christopher A. (2003). "Review of King of the Crocodylians: The Paleobiology of Deinosuchus". Palaios 18 (1): 79–82. doi:10.1669/0883-1351(2003)018<0080:BR>2.0.CO;2. 
  24. Cowen, Richard (2000). History of Life (3rd udg.). Blackwell Publishing. s. 263. ISBN 0-632-04501-9. 
  25. 25,0 25,1 Schwimmer, David R.; Williams, G. Dent (1996). "New specimens of Deinosuchus rugosus, and further evidence of chelonivory by Late Cretaceous eusuchian crocodiles". Journal of Vertebrate Paleontology 16 (Supplement to 3): 64. 
  26. Connor, Steve (March 18, 1999). "Solved: Mystery of crocodile that feasted on dinosaurs". The Independent (Independent News & Media). 
  27. 27,0 27,1 27,2 Emmons, Ebenezer (1858). Report of the North Carolina Geological Survey. Henry D. Turner. pp. 219–22. ISBN 1-4366-0488-5. 
  28. Baird, D.; Horner, J. (1979). "Cretaceous dinosaurs of North Carolina". Brimleyana 2: 1–28. 
  29. Brochu, Christopher A. (1998-02-07). "Deinosuchus occurrences". Dinosaur Mailing List mailing list. http://dml.cmnh.org/1998Feb/msg00202.html. Hentet 2009-01-02. 
  30. Knight, Terrell K.; Schwimmer, David R. (2005). "Anatomy of the skull and braincase of a new Deinosuchus rugosus specimen from the Blufftown Formation, Russell County, Alabama". Geological Society of America Abstracts with Programs 37 (2): 12. http://gsa.confex.com/gsa/2005SE/finalprogram/abstract_83311.htm. 
  31. 31,0 31,1 Schwimmer, David R. (2002). "A Genealogy of Deinosuchus". King of the Crocodylians: The Paleobiology of Deinosuchus. Indiana University Press. pp. 136–166. ISBN 0-253-34087-X.