Den irske uafhængighedskrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mindemonument for Den irske uafhængighedskrig

Den irske uafhængighedskrig eller den anglo-irske krig blev udkæmpet mellem Storbritannien og irske guerillaenheder under IRA fra januar 1919 og til juli 1921. IRA regnede sig selv som Irlands retmæssige hær, underlagt parlamentet Det første Dáil som blev oprettet i 1918. Krigen endte, da briterne tilbød våbenhvile for at kunne forhandle sig frem til en aftale. Det endte i den anglo-irske traktat.

Baggrunden[redigér | redigér wikikode]

Irske republikanere har traditionelt sat begrundelsen for uafhængighedskrigen i Påskeoprøret i 1916, da den irske republik blev proklameret. Oprøret begyndte den 24. april 1916, men mislykkedes og blev den 30. april blev det nedkæmpet af briterne, de irske leder af oprøret blev arresteret og de fleste henrettet.

I et ideologisk perspektiv er det ikke helt forkert, eftersom oprettelsen af den irske republik i 1919 blev tidsfæstet til 1916, men der var ingen krigshandlinger, før Det Første Dáil erklærede krig mod den britiske administration i Dublin januar 1919.

Krigsudbruddet[redigér | redigér wikikode]

Der er bred enighed om, at den første krigshandling fandt sted den 21. januar 1919, da IRA-medlemmer under ledelse af Dan Breen dræbte to konstabler fra Royal Irish Constabulary (RIC), som beskyttede en transport med sprængstof ved Soloheadbeg i Tipperary. Breen handlede på eget initiativ, men i et klima hvor der var klart, at det handlede om en krigshandling og ikke et enkeltstående tyveri af sprængstof. Samme dag var Dáil Éireann samlet i Mansion House i Dublin, hvor der blev vedtaget en uafhængighedserklæring og et krav om, at britisk militær skulle evakueres. Tre dage efter angrebet blev der erklæret undtagelsestilstand i det sydlige Tipperary.

Krigen spreder sig[redigér | redigér wikikode]

IRA-medlemmer begyndte at angribe britiske, offentlige bygninger, stjal våben og penge og dræbte fremtrædende medlemmer af den britiske administration. Den første embedsmand, der blev dræbt, var dommer John Milling i Westpost i Mayo(grevskab). Han havde fængslet frivillige, som ulovligt havde forsamlet sig.

De irske oprørere kopierede taktikken, som boerne havde brugt under boerkrigen. Aktørerne var raske, målrettede mænd uden uniformer. Nogle republikanske ledere som Eamon de Valera ønskede at benytte konventionel krigsførelse, da det kunne legitimere republikanerne i andre nationers øjne. Men Michael Collins og andre IRA-ledere, som havde praktisk erfaring, var modstandere af denne taktik, fordi de havde set, hvad det førte til i 1916, da hele ledelsen for oprøret var blevet arresteret og mange henrettet.

Volden var i begyndelsen meget upopulær i den irske befolkning, men briternes svar i form af brutalitet, ødelæggelse af privat ejendom, tilfældige arrestationer og drab fik holdningen til gradvist at ændre sig hos befolkningen.

I begyndelsen af 1920 nægtede havnearbejdere i Dublin at losse krigsmateriel, og de fik snart følge af transportarbejderne i Irish Transport and General Workers Union. Flere hundrede blev fyret, men flere sluttede sig til strejken, så briterne måtte hente togførere i England for at få transporteret tropper via jernbanerne.

I marts 1920 dræbte IRA for første gang en person anklaget for spionage. Tidligt i april 1920 blev 400 forladte RIC-brakker brændt ned sammen med næsten hundrede skattekontorer. Nogen dage efter begyndte fanger i Mountjoy fængslet en sultestrejke for at få status som politiske fanger. Dette førte til store støttedemonstrationer i Dublin, fulgt af generalstrejke. Det blev bestemt, at på grund af sultestrejken skulle alle fanger, der ikke var dømt, løslades, men på grund af en misforståelse blev alle fanger sluppet fri. Under fejringen af løsladelserne skød soldater fra Highland Light Infantry ind i en ubevæbnet menneskemængde i Miltown Malbay. Tre blev dræbt og ni såret. Ni soldater og politibetjente blev kendt skyldige i mord, men ingen myndigheder fulgte op på det. Arther Griffith anslår, at i krigens første 18 måneder gennemførte britiske styrker 720 ransagninger af private hjem, anholdt 4982 mistænkte, gennemførte 1604 væbnede angreb, forårsagede betydelige ødelæggelser i 102 byer og slog 77 ubevæbnede republikanere eller civile ihjel. Et af Griffith`s vigtigste bidrag til krigen var at oprette Dáil Courts, irske domstole der fungerede parallelt med de britiske, og erstattede de britiske med irske, hvor IRA fik kontrol og autoritet.

IRAs hovedmål igennem hele krigen var Royal Irish Cornstabulary (RIC), hvis medlemmer mest var irske katolikker. IRA anså dem for øjne og ører i Irland for briterne. IRA stjal tit våben fra RIC, og efter april 1919 hvor Dáil opfordrede til at udstøde RIC-medlemmer fra samfundet, begyndte RIC medlemmer at give informationer til IRA. I løbet af krigen blev 363 dræbt og 510 såret fra RIC.

Michael Collins og IRA[redigér | redigér wikikode]

Michael Collins var en vigtig drivkraft for uafhængighedsbevægelsen. Han var finansminister i Den Irske Republik og leder for IRAs efterretningsvæsen og aktivt involveret i at skaffe penge og våben til IRA. Collins etablerede et effektivt netværk af spioner inden for Dublin Metropolitan Police og forskellige dele af den britiske administration. Specielt var spioner indenfor Dublinspolitiets G Division vigtig. Denne specialenhed var dybt hadet af IRA, eftersom medlemmer af den ofte identificerede republikanere, som ellers havde været ukendte for britiske soldater eller Black and Tans. Collins oprettede The Squad, en gruppe hvis hovedformål var af finde frem til G-mændene og andre agenter for briterne og eliminere dem. Fra 1919 begyndte Collins også at tage livet af efterretningsofficerer i RIC. En del af målene fik først en advarsel, så de kunne forlade Irland og dermed redde deres liv, og nogle valgte at følge den opfordring.

IRAs øverstkommanderende var Richard Mulcahy, som havde ansvaret for at organisere og koordinere IRA-grupperne rundt om i landet. I teorien måtte både Mulcahy og Collins stå til ansvar for forsvarsministeren Cathal Brugha. I praksis havde Brugha kun en kontrolfunktion. Meget af ansvaret lå også på de lokale ledere som Liam Lynch, Tom Barry, Sean Moylan, Sean MacEoin og Ernie O'Malley, som i stor grad organiserede guerillaaktiviteter på efter initiativ. Gennem hele konflikten havde IRA sine største koncentrationer i Munster og Dublin med mindre grupper i andre dele af landet.

På papiret kunne IRA tælle over 100.000 mand fra Irish Volunteers, mens Collins vurderede det til, at kun omkring 15.000 faktisk var i tjeneste i løbet af krigen, med omkring 3000 i tjeneste til enhver tid. I tillæg kom kvindeorganisationerne Cumann na mBan og ungdomsbevægelsen Fianna Éireann, som bidrog med transport af våben, efterretninger og indkvarteringer af IRA-soldater.

IRA havde, særligt et stykke inde i krigen, stor hjælp fra den civile befolkning, som for det mest nægtede at give oplysninger til RIC og britiske soldater, og ofte skjulte IRA-medlemmer, som var på flugt, sig hos civile. I september 1919 førte dette til, at briterne begyndte at køre en repressaliepolitik. I Fermony i Cork brændte de de fleste vigtige butikker i byen, efter at en britisk soldat var blevet dræbt. Det samme skete i Limerick, Balbriggan og andre steder, og det førte til at opbakningen og støtten til IRA voksede, både i den irske befolkning og internationalt.

I april 1919, efter en IRA raid, holdt det meste af skattevæsnet op med at fungere i Irland. Folk blev opfordret til at give pengene til Collin`s nationalfond, således at regeringen kunne få nogle penge. Alan Bell fra Balagher fik af briterne til opgave at spore pengene, og inden den 26. marts 1926 havde han fundet og konfiskeret over 71.000 pund fra Sinn Féins hovedkvarter, og han var i gang med at beslaglægge endnu mere, som han havde fundet i forskellige banker. Men denne dag traf han en gruppe i Dublin, der skød ham 3 gange i hovedet. Inden årets udgang havde nationalfonden fået 357.000 pund ind. Mange af disse var skattepenge. Der blev fortsat betalt skat til de lokale myndigheder, men eftersom Sinn Féins kontrollerede disse, blev pengene ikke givet videre til briterne.

Da Eamon de Valera kom tilbage fra USA, hvor han havde forsøgt at få anerkendt republikken, krævede han i Dáil, at IRA stoppede med baghold og mord, så briterne ikke kunne få mulighed for at fordømme dem som terrorister. I stedet for skulle der anvendes en konventionel krigsførelse, men dette blev afvist som urealistisk umiddelbart efter.

Briternes respons[redigér | redigér wikikode]

Da Royal Irish Constubulary begyndte at miste grebet om krigen, oprettede de Black and Tans, som fik omkring 7000 medlemmer primært rekrutteret blandt engelske og skotske veteraner fra første verdenskrig. Officielt var de en reserve for RIC, men i realiteten arbejdede de som en paramilitær styrke. De fik hurtigt et rygte for druk og disciplinproblemer, efter de blev sat ind i krigen. Marts 1920 fik de skadet den britiske regerings moralske ry mere end noget andet. Black and Tans` repressalier mod irske byer tog nye højder med ødelæggelse og plyndring af flere irske byer. I juli 1929 blev også Auxiliary Division med 2214 officerer fra den britiske hær sat ind i krigen. De fik et lige så dårligt rygte i den irske befolkning, men de havde mere disciplin og var mere effektive og mere villige til at møde IRA i kamp.

I august 1920 vedtog det britiske parlament Restoration of order in Ireland Act. Senere har historikere tolket dette som, at de britiske politikere valgte at slå ned på oprøret frem for at forhandle.

Krigen fra november 1920 til juli 1921[redigér | redigér wikikode]

21. november 1920 dræbte Collins efterretningstjeneste Squad fjorten britiske efterretningsagenter, kendt som Cairo Cang, forskellige steder i Dublin. Som svar kørte Black and Tans i lastbiler ind på Croke Park midt under en fodboldkamp og begyndte at skyde ind i den civile menneskemængde, der var tilstede. Fjorten blev dræbt, og 68 blev såret. Senere på dagen blev to republikanske fanger og en ven, som tilfældigvis var blevet taget sammen med dem, skudt under et flugtforsøg. Det var klart for alle parter, at det handlede om en ikke-legal henrettelse.

Udenfor Dublin var det grevskabet Cork, som var åsted for de hårdeste kampe. Mange af de taktikker, der senere blev standard for de britiske styrker, blev først prøvet i Cork, såsom ødelæggelse af privat ejendom og drab på ledende republikanere. I marts 1920 blev Tomás Mac Curtain, borgmesteren i Cork, skudt ned og dræbt foran sin kone i sit hjem. Morderne havde sværtede ansigter, og de blev set løbe til politibarakkerne. Borgmesterens efterfølger Terence MacSwiney blev arresteret og døde under en sultestrejke sammen med to IRA-fanger. Juryen ved Mac Curtain rejste mordtiltale mod David Llyod George, distrikts-politiinspektør Swanzy og andre. Swanzy blev senere dræbt i Lisburn. 11. december blev centrum af Cork brændt ned af britiske soldater, og brandvæsnet blev nægtet adgang; dette var repressalie for et baghold i byen.

Cork fik også de første flying columns, mobile IRA-enheder på omkring hundrede mand, som udførte et angreb og hurtigt trak sig tilbage i landet, som de kendte langt bedre end de britiske soldater. Flere af de britiske regimenter blev kendt for at dræbe fanger, blandt andet Essex Regiment. En uge efter Bloody Sunday, den 28. november, angreb en IRA-enhed under Tom Barry en auxiliaries-patrulje i Kilmichael i Cork, her blev sytten ud af atten britiske soldater slået ihjel. Grevskaberne Cork, Kerry, Limerick og Tipperary blev sat i undtagelsestilstand 10. december, og kort tid efter i januar 1921 udførte briterne den første officielle hævnaktion, da de brændte syv huse i Cork. I marts svarede Dáil med officielt at erklære Storbritannien krig.

Frem til våbenhvilen i juli 1921 voksede volden voldsomt. Mere end 1000 mennesker blev dræbt mellem januar og juli 1921, det vil sige 70 procent af hele krigens ofre. I tillæg blev omkring 4000 IRA-medlemmer og sympatisører interneret.

Den 1. februar fandt den første henrettelse sted efter undtagelsesloven, da Cornelius Murphy blev skudt i Cork. Nogle uger senere den 28. februar blev seks andre henrettet, også i Cork. I alt blev 14 IRA-medlemmer henrettet efter dom i løbet af krigen.

Den 19. marts 1921 fandt Crossbarry-bagholdet sted. Tom Barrys omkring 100 mand kæmpede imod 1200 britiske soldater. IRA-soldaterne undgik at blive fanget i en engelsk knipetangsmanøvre og dræbte mellem ti og tretten britiske soldater. To dage senere angreb IRA et militærtog i Killarny og dræbte omkring tyve britiske soldater; to IRA-soldater og tre civile omkom også. De fleste kampe var i mindre skala end disse, men der var også andre bagholdsangreb af samme størrelse. Det skete også, at bagholdsangreb mislykkedes som ved Upton og Clonmult i Cork i 1921, henholdsvis fem og tolv fra IRA faldt. Efter flere mislykkede bagholdsangreb blev der dræbt personer, som man mente gav informationer til briterne. Det skete både ved ægte eller udokumenterede påstande.

IRA's største tab skete i Dublin den 25. maj 1921, da flere hundrede mand fra Dublinbrigaden besatte Costom House, som rummede den britiske administration i hovedstaden. De satte også ild på bygningen. Symbolsk skulle aktionen vise, at briterne ikke kunne kontrollere Irland, men militært blev aktionen en fiasko, fem IRA-soldater omkom, og næsten alle blev taget til fange. Det stod klart, at IRA ikke kunne klare en konventionel krigsførelse. Men det stoppede ikke IRA i Dublin, i maj udførte IRA 107 angreb i byen.

I juli 1921 var situationen i IRA kritisk, der var mangel på våben og ammunition. Mange militærhistorikere har konkluderet, at IRA udførte en stort set vellykket guerillakrig, som pressede den britiske regering til at konkludere, at man ikke kunne vinde militært over IRA. Da våbenhvilen kom, var mange republikanske ledere, blandt andet Michael Collins, sikre på, at hvis krigen havde været længere, ville den være stoppet af sig selv på grund af mangel på våben. Der blev derfor lagt planer om at 'bringe krigen til England' ved at bombe økonomiske mål som havnen i Liverpool. Det blev udført nogle aktioner i England som nedbrænding af nitten lagerbygninger i Liverpool i november 1920. Våbenhvilen førte til, at der ikke kom nogen optrapning; senere skulle IRA bruges i andre strategier for at opnå andre mål.

Krigen i nordøst juli 1920 til juli 1922[redigér | redigér wikikode]

I Government of Ireland Act 1920 forsøgte den britiske regering at løse konflikten ved at oprette to selvstyrende områder, Nordirland og Sydirland, med hvert sit parlament. Dáil Éireann ignorerede dette, men unionisterne i Ulster greb chancen til at oprette deres egen regering. Under uafhængighedskrigen forekom der også sammenstød i den del af øen, men af en anden karakter. Mens det ellers var kampe mellem IRA og britiske soldater, var det i nordøst, specielt i Belfast, oftest sekterisk vold mellem katolitikker og protestanter, som politisk var henholdsvis nationalister og unionister.

Mens IRA var mindre aktive i denne del af landet end ellers, følte unionisterne, at de var belejret, og de slog tilbage mod det katolske samfund i Nordirland. Unionisternes ledere accepterede stort set dette ,og politiet tog del i angrebet.

Voldspriralen begyndte for fuld skrue i sommeren 1920. Den 17. juli samme år blev den britisk oberst Gerard Smyth dræbt af IRA i Cork, efter at han havde holdt en tale, der opfordrede RIC til at udføre repressalier mod civilbefolkningen. Smyth var fra Danbridge i Down, og drabet udløste hævnaktioner mod tilfældige katolikker i Banbridge og Dromore. Den 21. juli marcherede royalisterne til Harland & Wolff i Belfast, hvor de tvang over 7000 katolikker og venstreorienterede protestanter til at forlade deres arbejdspladser. Der brød oprør ud i Belfast og Derry med omkring fyrre dræbte, og mange blev hjemløse på begge sider. Michael Collins foreslog en boykot af varer fra Belfast, og Dáil vedtog en begrænset boykot 6. august samme år og en mere total boykot mod slutningen af året.

22. august 1920 blev RIC-inspektøren Swanzy, som nævnt ovenfor, skudt ned og dræbt i Lisburn. For at hævne dette brændte royalister nogle katolske boligområder ned i Lisburn. Flere blev senere tiltalt for dette, men det er ingen tegn på, at politiet eller soldaterne forsøgte at stoppe angrebet, der fandt sted.

Efter en rolig periode begyndte der igen at ske drab i 1921. IRA's nordlige enheder blev sat under pres fra lederne i Dublin. Deres øgede aktiviteter førte nye hævnaktioner med sig mod den katolske befolkning. I april 1921 dræbte IRA i Belfast to auxiliaries i byens centrum, og samme nat blev to katolikker dræbt på Falls Road. 10. juli udførte IRA et bagholdsangreb mod britiske styrker på Raglan Street i Belfast, og ugen efter blev 16 katolikker dræbt og 216 katolske hjem brændt ned som hævn.

Det var for det meste Ulster Volunteer Force (UVF) der stod for volden fra royalisternes side. De skal også angiveligt have fået hjælp af politiet, hæren og reservepolitiet Ulster Special Constabulay, kendt som B-Specials. Denne afdeling var i stor grad rekrutteret blandt medlemmer af UVF og Orange Order, og historikeren Michael Hopkinson har beskrevet dem som "et officielt godkendt UVF".

Mens kampene i syd og vest stort set endte med våbenhvilen af 11. juli 1921, fortsatte voldshandlingerne på samme niveau indtil sommeren 1922. Fra begyndelsen af 1922 var der også sammenstød mellem IRA og britiske styrker langs grænsen. Collins startede en hemmelig IRA-offensiv mod Nordirland i april 1922, og denne varede indtil juni. Da var IRA blevet splittet på grund af den anglo-irske traktat, men en periode kæmpede begge fraktioner sammen i nord. Der blev udført flere mord på politikere og andre, og det største enkeltsammenstød kom tidligt i juni, da britiske styrker måtte bruge artilleriet for at tvinge en IRA-gruppe ud af landsbyen Pettigo. Syg IRA-mænd faldt, seks blev såret, og fire blev taget til fange. Dette var den sidste større konfrontation mellem IRA og briterne i denne periode, men der blev udført flere angreb mod både den katolske og den protestantiske befolkning også længere hen i juni.

Collins begravelse august 1922

Collins mente, at den britiske general Henry Hughes Wilson var ansvarlig for angrebet på katolikker i nord og fik ham myrdet i Belgravia i London. Dette mord bidrog til at udløse den Den irske borgerkrig. Efter Collins død i august 1922 førte Fristaten en langt mindre aggressiv politik overfor Nordirland.

Totalt døde 557 mennesker i politisk og sekterisk vold i Nordirland mellem juli 1920 og juli 1922. Af disse var 303 katolikker(inkluderet både civile og IRA-medlemmer), 172 protestanter(civile og UVF-medlemmer) og 82 fra RIC eller British Army. Af de 557 blev de 452 dræbt i Belfast. Fra katolsk/nationalistisk side er volden i perioder blevet kaldt en pogrom mod den katolske befolkning, eftersom 58% af ofrene tilhørte denne gruppe, som udgjorde 35% af befolkningen.

Tabstal[redigér | redigér wikikode]

Ved Garden of Remembrance mindes de, som faldt i uafhængighedskrigen og tidligere irske oprør

Foruden de 557, som blev dræbt i Nordirland, blev over 1400 dræbt i resten af Irland. 363 var politimænd, 261 var britiske soldater, omkring 550 fra IRA(heri inkluderet 14 officielle henrettelser), og omkring 700 var civile ofre[1].

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Film, musik og fjernsyn[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Hopkinson lists 200 killed in southern Ireland 1919–21,Richard English, Armed Struggle, a History of the IRA, gives a total of 557 killed in Northern Ireland in 1920-1922 pp. 39-40.