Division (militær)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 26. maj 2014, 16:50 af Necessary Evil (diskussion | bidrag) Necessary Evil (diskussion | bidrag) (For at præcisere at det ikke er XX division.)
På et stabskort markeres en division, foruden de to X'er, med dets nummer eller navn
For alternative betydninger, se Division. (Se også artikler, som begynder med Division)

En division er en militær enhed med normalt 6.000-20.000 soldater. Divisionen indeholder kun landmilitære enheder – et antal brigader eller regimenter samt supplerende divisionstropper – men har også evnen til at koordinere operationer med luftvåben og flåde. Chefen for en division er normalt generalmajor. Divisionen angives i organisationsskemaer og skitser med to X'er.

Er ofte specialiserede: F.eks. infanteridivision, panserdivision, faldskærmsjægerdivision, bjergjægerdivision, motoriseret infanteridivision, osv.

Historisk

Divisionen blev "opfundet" af Marskal de Broglie, som en udløber af Frankrigs erfaringer fra Syvårskrigen, der sluttede i 1763. Da de var i stand til at kæmpe som selvstændige enheder, var de langt mere fleksible end en traditionel hær og blev indført permanent i Frankrig i 1793[1].

Danmark

Danmark har i dag en enkelt division, benævnt Danske Division (tidligere Jydske Divisionskommando, Jydske Division.) Sjællandske Division blev nedlagt i 1960'erne.

Den har primært været organiseret som en panserinfanteridivision. Opgaven under Den kolde krig var at forsvare Jylland og Slesvig-Holsten, sammen med tyske enheder under NATO-kommando. I dag er Danske Division ansvarlig for at uddanne danske styrker til internationale opgaver.

Frankrig

Efter at divisionen i 1793 var indført i den franske hær, blev den udnyttet dygtigt af Napoelon bl.a. under det italienske felttog i 1796-97. Senere blev infanteridivisionerne pansret, hvorved den pansrede division opstod, deriblandt den, under 2. verdenskrig, berømte 2. panserdivision under ledelse af General Leclerc.

Situationen i Frankrig i dag er, at man siden juli 1999 har opbygget fredstidshæren omkring brigader, således at divisionerne kun eksisterer midlertidigt, f.eks. Division Daguet der blev opstillet under Golfkrigen i 1990-91.

Kilder

  1. ^ Rothenberg, Gunther (2002). Napoleonskrigene (1. oplag udgave). Gyldendal. s. 22. ISBN 8702013258.