Elias (profet)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Profeten Elias

Profeten Elias (gr. form af det hebr. navn Elija [e·lij'ja∙] "Jahve er Gud" eller "Herren er min Gud") kom fra Tishbe i Gilead, Israel. Han levede på kong Akabs tid, omkring midten af det 9. århundrede fvt. Elias optræder i Bibelen (GT) i 1 Kong 17, til 2 Kong 2, i en række for­tællinger.

Styrkeprøven med Ba'al[redigér | redigér wikikode]

En central begivenhed i Elias' liv er den store kamp mellem Ja­hve og de kanaanæiske Ba’al-dyrkere. Denne sidste begunstigedes af Akab og navnlig hans dronning Jezabel. I Ba’alernes tjeneste stod store præsteskaber og profetsamfund, og Jahve-profe­terne havde været genstand for forfølgelser.

Eli­as forkynder Akab, at der vil komme en stor tørke som Herrens straf. Selv drager Elias til bækken Kerit øst for Jordan, hvor han drikker af bækken og får kød og brød bragt af ravne, ud­sendt fra Herren. Da bækken tørrer ud, byder Herren ham gå til Sarepta ved Sidon. Der tager han ind hos en enke; hun bager brød til ham af sit sidste forråd af mel og olie. Som løn får hun nok af begge dele under hungers­nøden. Da hendes søn dør, vækker Elias ham op.

Elias mødes med Akab og de enes om at lade det komme an på en prøve, om hvem der kan få ild fra himlen til at antænde et offer, Elias eller Ba’al-profeterne. Da Elias vin­der, ka­ster folket sig ned og hylder Herren som Gud, hvorefter Elias lader sine modstandere hug­ge ned ved Kishonbækken. Regnen kommer straks ef­ter.

Elias' senere liv[redigér | redigér wikikode]

Elias flygter nu for Jezabels hævn til Beersheba i Juda. Ude i ørkenen bringer en Herrens engel ham føde, hvorpå han i 40 dage vandrer fastende til Guds bjerg Horeb. Her åbenbarer Herren sig for ham i en mild susen og byder ham vende til­bage til Damaskus og salve Hazael til konge over Aram, Jehu til konge over Israel og Elisa til sin efterfølger som profet.

Efter Akab’s for­brydelse mod Nabot (1 Kong 21) sen­des Elias hen for at forkynde ham hans dynastis undergang.

Også under Akazja, Akabs søn, optrådte Elias som forsvareren af Herrens ære, således da den syge konge ville rådspørge en fremmed Gud, Ba’al-Zebub i Ekron, om sin sygdom (Anden Kongebog 1).

Himmelfarten[redigér | redigér wikikode]

Om Elias’ endeligt fortælles der, at han engang gik fra Gilgal over Betel og Jeriko til Jordan sammen med Elisa, som bad om at få to tredjedele af Eli­as’ ånd. Medens de taler sammen, kommer der en ildvogn med ildheste og borttager Elias i en storm.

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Disse fortællinger giver et klart indtryk af en mægtig og en­som skikkelse, der ubøjeligt forfølger sin opgave, både over for mægtige modstandere og over for dem, der halter til begge sider. Han vandt den første afgørende sejr i den kamp, som siden fortsattes af de ældre skriftprofeter. Det stærke indtryk af hans person, som præger fortællingerne, virkede også på se­nere tider.

Det senere Israel ventede Elias’ genkomst for at forene fædres og sønners hjerter før Her­rens dom (Mal 3, 23). Denne forventning om Elias’ kom­me før Mes­sias var almindelig på Det Nye Testamentes tid (Matt 16,14; 17,10ff. o. a.), og i følge Matt 11,14 så nogle dette opfyldt i Johannes Døberens optræden. Hans betydning udtrykkes andetsteds ved, at han sam­men med Moses repræsenterer den gamle pagt (Matt 17).

Blandt nogle kristne opfattes Elias som det ene af de to vidner, som skal forkynde bod og omvendelse for folkeslagene i 1260 dage før Jesu genkomst. (Joh. Åb 11,3-13)

I Talmud nævnes flere enkeltheder om hans virk­somhed som Messias’ forløber. Han skal bringe folket til anger, og han skal give den au­toritative fortolkning af alle omstridte lovsteder, hvorved uoverensstemmelser bortfalder. Ved syv store undere skal han godtgøre, hvem han er.

Elias nævnes flere gange i Koranen og spiller en rol­le i islamisk legendedannelse (se Chadir).

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: