Matthæusevangeliet

Matthæusevangeliet er den første bog i Det Nye Testamente. Sammen med Markusevangeliet og Lukasevangeliet regnes det til de såkaldte synoptiske evangelier. Evangeliets forfatterskab tilskrives traditionelt Sankt Matthæus, der var skatteopkræver og en af Jesu disciple. Matthæusevangeliet forkortes Matt.

Datering

Dette evangelium er det første i Det nye testamente, og var det evangelium, den tidlige kirke foretrak. Matthæusevangeliets status som det første i rækken, skyldes den stamtavle, der står som indledning for evangeliet, og dermed for hele Det nye testamente. Derudover har man i kirkehistorien opfattet dette evangelium som det ældste, hvad der har været med til at fremme dets popularitet

I dag regnes Markusevangeliet normalt som det ældste, med Matthæusevangeliet som nr 2. Normalt dateres sidstnævnte til et sted i 70’erne e.Kr, mens det andre steder dateres så sent som år 85. Det er især beretningen om Jerusalems ødelæggelse, der skubber dateringen til efter 70. Nogle bibelforskere hævder dog, at evangeliet stammer fra før 70.

Forfatteren

Forfatteren til Matthæusevangeliet er anonym, men blev tidligere tilskrevet apostlen Matthæus, idet evangeliet var det eneste der vidste at tolderen Levi også hed Matthæus. Men denne identifikation er dog usandsynlig, blandt andet fordi evangeliet er afhængig af Markusevangeliet.

Indtil oplysningstiden var det almindeligt antaget, at Matthæusevangeliet i det store og hele var skrevet af et øjenvidne. Man var dog klar over, det var usandsynligt, at en discipel, som havde fulgt Jesus i Galilæa, kunne skrive græsk. Denne vanskelighed forsøgte man at komme uden om ved at påstå, at Matthæus havde skrevet på aramæisk, og at "vores" Matthæus var en oversættelse heraf til græsk. Imidlertid er intet af den påståede aramæiske original bevaret, og ingen tidlig kirkefader synes at have kendt den. Da det endvidere er klart, at Matthæus har kendt og benyttet Markus-evangeliet (Tokildehypotesen), er tanken om Matthæus som øjenvidne med få undtagelser opgivet af bibelforskerne.

Forfatterspørgsmålet hænger sammen med det synoptiske problem, men har traditionelt været tilskrevet apostlen Matthæus (Papias, ifølge Eusebius af Cæsarea). Et annet ydre kriterium for forfatteren er muligvis overskriften (græsk kata maththaion = efter Matthæus), som stammer tidligst fra ca 110 e.Kr, og måske så sent som år 150. Papias hævdede ovenikøbet at Matthæus skrev Jesu ord (græsk lógia) på aramæisk, men det er svært at opretholde denne tese, selv om forskere har rekonstrueret den aramæiske sprogdragt bag evangelierne (Joachim Jeremias).

Evangeliet angiver selv ingen forfatter, men apostlen Matthæus omtales (Matt 9,9; 10,3). I Markus- og Lukasevangeliet kaldes han Levi, og Markus tilføjer, at han er søn af Alfeus. Forfatteren behersker både græsk og hebraisk (og mest sandsynligt aramæisk) (jf 1,22f; 2,23; 21,42), og kender godt til rabbinsk skrifttolkning. Han er velbekendt med jødisk historie, skikke, idéer og folkegrupper. Matthæus vælger også ofte at citere det hebraiske Gamle testamente i stedet for det græske (LXX). Det er ikke unaturligt at konkludere med, at forfatteren har været en skriftlærd jøde. Dermed tyder meget på, at apostlen Matthæus er en mulig forfatter af evangeliet, men det synoptiske problem genstår.

Gennem at sammenligne evangelierne, har man fundet både indbyrdes ligheder og forskelle. Ingen af løsningsforslagene for det synoptiske problem udpeger entydigt Matthæus som forfatter. I så fald må han have forfattet evangeliet sent, og anvendt en række kilder, først og fremmest Markusevangeliet (eller en proto-udgave af Markus), men også en talekilde (Q-kilden). Stof, der kun optræder hos Matthæus, kan være suppleret af forfatteren/redaktøren selv.

Jesus som en parallel til Moses

Forfatteren ledte i gamle tekster for at forstå sin samtid, som det var almindeligt at gøre i antikken. Matthæus beskriver Jesus som en parallel til Moses. Ved at lade den hellige familie flygte til Egypten, kommer Jesus derfra, ligesom Moses gjorde. Jesu undervisning samler Matthæus til én sammenhængende tale, der angiveligt holdes på et bjerg (Bjergprædikenen), som en parallel til Moses, da han hentede lovens tavler på Sinai-bjerget.

Jesu fødsel beskrives kun to steder i Nytestamentet, nemlig i de to første kapitler hos henholdsvis Matthæus og Lukas. Ingen andre steder i Nytestamentet - heller ikke hos Matthæus eller Lukas selv - refereres der nogensinde til disse tekster igen. Ligesom de to ulige skabelsesberetninger i de to første kapitler af Det Gamle Testamente, er fødselsberetningerne hos Matthæus (og Lukas) isoleret fra det øvrige indhold, hvad der skaber et indtryk af, at de er klistret på i eftertid. Matthæus og Lukas enes i fødselsberetningerne kun om, at Maria var jomfru, trolovet med Josef, der ikke var Jesu biologiske far, og at Jesus blev født i Betlehem. Ellers modsiger de to evangelier hinanden på nærmest hvert eneste punkt. Jesus kom efter sigende fra Nazareth, men ifølge 5.kapitel hos profeten Mika, skal "herskeren" komme fra Betlehem.

Ikke engang Jesu farfars navn kan de to evangelister blive enige om. I Matthæusevangeliet 1,16 hedder Josefs far Jakob, mens han hos Lukas hedder Heli. Både Matthæus- og Lukas-evangeliet indledes i øvrigt med Jesu stamtavle, der forudsætter, at Josef vitterligt var Jesu kødelige far, hvad de samme evangelier ellers benægter. Der fandtes ulige traditioner om Messias, men den dominerende tankegang var, at Messias skulle være af "Davids æt", der kom fra Betlehem. Ifølge Matthæus nedstammede Jesus fra en række konger, tilbage til patriarken Abraham, mens Lukas lader Jesus nedstamme fra præster og profeter, helt tilbage til Adam, som for at understrege, at Jesus angik hele menneskeheden og ikke kun jøderne. Matthæus trækker også en parallel til Abraham, når han lader de tre vise mænd, dvs stjerneforskerne, aflægge besøg hos kong Herodes og fortælle ham, at en ny stjerne på himlen forkynder, at en konge er født: "Jesus blev født i Betlehem i Judæa, da Herodes var konge. Kort efter ankom nogle kloge stjerneforskere til Jerusalem. De spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? Vi har set hans stjerne ude i øst, og nu er vi her for at tilbede ham.«" Sådan fik kong Herodes at vide, at en mulig rival var født, og ifølge Matthæus lod han derefter alle drengebørn under to år i Betlehem dræbe. En sådan massakre kendes ikke fra nogen anden kilde, og Matthæus har åbenbart hentet inspiration fra historien om Moses' fødsel, da farao lod alle hebraiske drengebørn dræbe, mens Moses overlevede ved at blive lagt ud i Nilen i en kurv af papyrus. Ligeledes er der hentet stof fra historien om Abraham, hvor en legende forlyder, at høvdingen Nimrod fik at vide af en stjerneforsker, at der nys var født en dreng, der ville blive konge. Nimrod prøvede derefter at dræbe Abraham, der blev holdt gemt i en hule i tre år af sin far. Hos Lukas fødes Jesus i en stald, men i Matthæus 2,11 er der kun tale om "huset", og Jesusbarnet hyldes af de hellige tre konger: "De gik ind i huset, og da de så barnet og dets mor, Maria, knælede de ned og tilbad ham. Så pakkede de deres gaver ud, guld, røgelse og myrra, og gav dem til ham."

Angiveligt var det først efter Herodes' død, at Jesu forældre vovede at forlade Egypten. Matthæus giver som grund for, at de ikke vendte tilbage til Betlehem, at en af Herodes' sønner sad ved magten i Judæa. Det skulle sandsynliggøre, at de i stedet for slog sig ned i Nazareth. Evangelie-forfatteren har åbenbart ikke haft kendskab til, at også Galilæa havde en søn af den samme Herodes siddende ved magten. For Matthæus var det vigtigste at få folk til at tro på, at Jesus var født i Betlehem, selv om han kom fra Nazareth, sådan at Mikas profeti var opfyldt - samtidigt som Matthæusevangeliet dannede et indtryk af Jesus som en skikkelse, der gik i Moses' fodspor.

Indhold

1. del 1:1 - 4:11 Hvem er Jesus?

2. del 4:12 - 16:12 Messias' tjeneste for Israel

3. del 16:13 - 28:20 Messias' lydige underkastelse under døden

Karakteristik

Matthæusevangeliet er halv gang længere end det ældste evangelium, Markusevangeliet, og har næsten indoptaget hele stoffet fra dette evangelium. Der er dog tilknyttet en forhistorie til Matthæusevangeliet, der ikke eksisterer i Markusevangeliet, og endvidere er den indoptagede Markus-tekst omredigeret. Derudover er Matthæusevangeliet blevet til i en jøde-kristen kontekst, og det ses bl.a. ved, at der i evangeliet er en stor fortrolighed med den jødiske tradition og tankegang.

Matthæus er mere interesseret i kirkens liv og opbygning end i egentlig evangelisme. Belæring er vigtigere end prædiken - og vigtigere end mirakler. Det ledende problem for Matthæus (og ikke mindst hans menighed) er: Hvordan forbliver man en kristen? Troen svækkedes, bønnen manglede mod, praksis var usikker. Matthæus skrev i en interim-situation: Jerusalem-templet er ødelagt, og nu venter de kristne på Kristi endelige genkomst. Tiden er knap, det gælder om at være årvågen. Det gamle gudsfolk, Israel, er sendt ud på et sidespor, hedningemissionens epoke står for døren - i den korte tid, der er tilbage, inden verdens ende.

Dette evangelieskrift er fortællingen om Messias' konflikt med Israel. "Synagogen" er et negativt sted, "templet" er et positivt (minde?). "Loven" er et positivt begreb (jf. "teserne" i Bjergprædikenen) og et problematisk smertepunkt (jf.'antiteserne' i Bjergprædikenen) - men omskærelse nævnes ikke og synes ikke at have været et problem. Jesus skærper lovens krav - men tilgiver synder uden syndsbekendelse (9:2) og fester med åbenlyse syndere (9:11).

Matthæus' kristologi er funktions-orienteret. Jesus åbenbarer Guds natur og vilje - det er hans unikke rolle i verdensforløbets sidste tid. Matthæus henvender sig til kristne, der er aktive og lydige overfor Messias. "At gøre" er et nøgleord i dette evangelieskrift. Praktiske konsekvenser (ret levemåde) er afgørende. Gud stiller krav, men tillader de troende at bede som et centralt led i en kontinuerlig relation. Matthæus betoner Jesus som lærer - og hans læres indhold. Jesu autoritet er et grundmotiv og et kristologisk tema. Autoriteten hviler på Jesu lære, snarere end på hans mirakler.

At Kristi komme er forudsagt i Det Gamle Testamente er naturligvis forudsat overalt i Det Nye Testamente. Imidlertid går Matthæus et skridt videre: Mindst en halv snes gange i sit evangelium påpeger han at den og den begivenhed i Jesu liv sker for at skriftens ord kan gå i opfyldelse. Et ekstremt eksempel herpå finder vi i Matt 21:1-7, hvor vi erfarer at Jesus drog ind i Jerusalem ridende på to æsler. Evangelisten bygger her på en misforståelse (eller i det mindste en dristig omfortolkning) af Zakarias 9,9.

Overdrivelse er et fortællemæssigt virkemiddel: "Skriftkloge og farisæere" er éntydigt negative modbilleder på sandhedens tilhængere (de kristne). Roms "jødiske krig" er the Mother of All Wars. "Hele loven" skal overholdes.

Det er ofte godt at holde øje med midten i Matthæus' redaktionelle arrangementer. Princippet er: Pointen er i centrum, hvorfra resten spredes i koncentriske cirkler, der symmetrisk refererer til hinanden.

Missionsbefalingen

I Matt 28,16 siger Jesus: "Jeg har fået overdraget al magt i Himlen og på Jorden. Gå derfor ud og gør alle nationerne til mine disciple." Her modsiger Matthæus dog sig selv. I Matt 10,5-6 hedder det tværtimod: "I må ikke gå til hedningene eller samaritanerne; kun til de bortløbne og adspredte får af Israels folk." På samme måde afviser Jesus en kanaanitisk kvinde, der beder ham om at hjælpe hendes syge datter: "Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og kaste den til hundene," siger han til hende, fordi hun ikke er af Israels folk. (Matt 15,22-6) Han ombestemmer sig dog, da hun ydmyger sig ved at sige, at "de små hunde" for lov til at æde resterne efter børnenes mad.

Detaljer

I Matthæusevangeliet 2:1 bliver de vise mænd fra Østerland omtalt. Se Hellig tre konger.

Stub Denne artikel om et emne fra Det Nye Testamente er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.