Profet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En profet er inden for religionernes verden en person, der menes at kunne formidle eller åbenbare et budskab fra en højere magt eller guddom.

Profeter kendes fra en række forskellige religiøse kontekster, men bedst kendt er nok Det Gamle Testamentes israelitiske religion. Profeti kendes herudover også fra det gamle Egypten, Mari, kanaanæisk religion, og i moderne tid den såkaldt karismatiske kristendom. Ofte anvender man at skelne mellem sande og falske profeter, idet de sidste menes at bringe et falsk budskab, enten af egen ond drift, eller fordi de er besat af et ondsindet væsen.

I ikke-religiøs sammenhæng kaldes folk, der hævdes at kunne se ind i fremtiden, også ofte for profeter, fx Nostradamus.

Det Gamle Testamentes profeter[redigér | redigér wikikode]

Fra det Gamle Testamente kendes en række jødiske profeter, ofte hver med deres egen bog: Elias, Elisa, Esajas, Jeremias, Ezekiel, Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Mika, Mahum, Habbakuk, Zefanias, Hagaj, Zakarias, Malakias, Hulda, Nata, Samuel m.fl.

Første gang, profeter nævnes i Bibelen, er i Første Samuelsbog, hvor profeten Samuel salver Saul til Israels første konge. I 1.Sam 10:5-6 beskriver Samuel profeterne for Saul som et ekstatisk kollektiv for mænd: "Derefter kommer du til Gibea-Elohim, også kaldet Guds Høj, hvor filisternes garnison ligger. Der vil du møde en flok profeter, der netop er på vej ned fra højen. De ledsages af musikanter, og de profeterer undervejs. I samme øjeblik du møder dem, skal Herrens Ånd komme over dig, så du begynder at profetere sammen med dem. Da skal du blive til et helt nyt menneske -" [1]

Første Kongebog kapitel 18 beskylder dronning Jesabel, Didos grandtante, for at have villet udrydde alle Jahves profeter, men Obadja skjulte 100 af dem i to huler; han havde endda sørget for brød og vand til dem. Profeten Elias udfordrede deres modstandere, Baals profeter, til en duel om, hvorvidt deres gud Baal kunne sætte ild til et offerbål før Jahve. De mislykkedes, og 1.Kong 18:40 fortsætter: ""Da gav Elias ordre til at pågribe baalsprofeterne; og han insisterede på, at ikke en eneste undslap eller blev skånet. Da de alle var blevet pågrebet, trak Elias af med dem og dræbte dem ved Kisjons bæk." [2] 1. Kong 19 fortsætter: "Da kong Akab fortalte dronning Jesabel, hvad der var sket, og at Elias havde nedsablet baalsprofeterne, sendte hun følgende besked om det til Elias: "Du har myrdet mine profeter, men nu sværger jeg ved guderne på, at det er din tur til at blive myrdet! Inden i morgen aften ved denne tid er du en død mand!"" Forfærdet flygtede Elias ud i ørkenen, hvor en engel hjalp ham, [3] så han nåede frem til Guds fjeld Horeb, der er et andet navn på Sinaibjerget. [4]

Nogle profeter bød omgivelserne på budskaber, der gjorde dem mægtigt upopulære. Amos fik taleforbud, og Jeremias havde, som Elias, grund til at frygte for sit liv. Andre blev behandlet med stor respekt. I 1.Kong 22:6 rådfører kongen sig med dem om krigen mod aramæerne: "Derpå kaldte kong Akab sine 400 hedenske profeter sammen og spurgte dem: "Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?"" [5]

Esajas, der oplevede borgerkrigen mellem Israel og Judæa på 700-tallet f.Kr, skildrer sit kald som profet nærmest som en forbandelse, som i 21:3-4: "Min mave trækker sig sammen i smertekramper; jeg skælver i rædsel som en kvinde, der skal føde. Jeg besvimer, når jeg hører, hvad Herren har bestemt; jeg er skrækslagen – blindet af frygt. Jeg er fortumlet og ør, jeg er lammet af voldsom skræk. Jeg sover ikke længere min søde søvn – nej, min bekymring og skræk holder mig vågen." [6]

Jeremias, der virkede på 500-tallet f.Kr, oplevede at præsten Pasjhur, Immers søn og overinspektør i templet, lod ham arrestere, hvorpå han piskede ham og satte ham i gabestokken ved Benjamin-porten nær templet. Der måtte Jeremias stå natten over. Hvordan han oplevede sit kald, fortæller han i 20:7-10: "Da bad jeg: "Herre, du overtalte mig til at gå bud for dig – men du svigtede mig i nødens time! Du overtalte mig, fordi du er stærkere end jeg; men nu har du gjort mig til grin for hele byen. Aldrig har du givet mig så meget som et eneste opmuntrende ord til dem; hver gang, du giver mig et budskab, taler du om ulykker, katastrofer, ødelæggelse og tilintetgørelse! Ikke så underligt, de affejer mig og gør nar ad mig! Men trods det kan jeg ikke lade være at lyde mit kald. Selv om jeg siger: "Nu kan det være nok! Jeg er færdig med at være Herrens talerør!", så mærker jeg den profetiske tilskyndelse i hjertet – ja, den brænder som ild i mig, så jeg ikke kan styre mig selv! Samtidig mærker jeg, hvordan de hvisker bag min ryg og udslynger trusler imod mig; det gør mig bange! "Kom, lad os angive ham!" siger de – og nu er selv mine venner begyndt at spejde efter en anledning til at fælde mig. "Før eller senere kommer han i knibe," siger de, "og så er vi over ham og kan hævne os på ham for hans onde ord og dårlige profetier!"" [7]

Andre profeter[redigér | redigér wikikode]

Kristendommen føjer væsentligst to til denne forsamling, nemlig Johannes Døberen og Jesus af Nazareth. Omend den sidste ikke normalt omtales som profet i kristen terminologi, regnes han i islam for den næststørste profet efter Muhammed, der tillige får titelen "Profeternes Segl" med henvisning til den muslimske lære, at Muhammed var den sidste profet.

I det Nye Testamente omtales, at visse folk ved Helligåndens mellemkomst bliver udstyret med profetiske nådegaver. I den danske folkekirke er der traditionelt en opfattelse af, at dette kun fandt sted i de tidligste kristne tider, og at disse nådegaver ikke længere forekommer. Ikke desto mindre har der været profeter i senere kristne traditioner, som fx mormonernes Joseph Smith eller syvendedagsadventisternes Ellen G. White. Endvidere er disse nådegaver almindelige i mange danske kirker, dog opleves de oftere i frikirker da der gives mere plads til dem der.

Af kendte profeter fra andre traditioner kan nævnes den persiske profet Zarathustra, der forkyndte det budskab, han havde modtaget fra overguden Ahura Mazda, og derved grundlagde zarathustrianismen, og Bahá'u'lláh, der grundlagde Bahá'í-religionen.

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]