Det Nye Testamente

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Det Nye Testamente (NT) er den kristne bibels anden hoveddel, og omfatter 27 skrifter af forskellige forfattere fra den tidligste kristne litteratur, skrifter som i løbet af det 2. og 3. århundrede opnåede særstatus som helligskrift i den kristne kirke. Biblens første hoveddel er den jødiske skriftsamling på 39 skrifter kaldet Det Gamle Testamente (GT) (også kaldt Tanakh eller 'den hebraiske bibel'). De 27 skrifter i NT spænder ikke så vidt som GT, hverken med hensyn til litteraturformer, tidsrum eller i socialt spektrum.

Ordet testamente (latin testamentum) er en oversættelse af det græske (Διαθήκη, diatheke), der betyder 'pagt' og henviser til opfattelsen, at de kristne lever under den nye pagt som bl.a. forudsagt hos profeten Jeremias (31,31) i GT. Testamente har også betydningen 'vidnesbyrd', hvilket her spiller på tanken om åbenbaringen af Gud i Jesus fra Nazaret.

Jesus har ikke selv skrevet nogen af Det Nye Testamentes tekster.

Skrifter i Det Nye Testamente[redigér | redigér wikikode]

Testamentet indeholder fem historiske skrifter, heraf fire evangelier, der beretter om Jesu undervisning, liv og død, og en beretning om kristendommens udbredelse efter Jesu død, Apostlenes Gerninger. Hertil kommer de 13 paulinske breve til kristne menigheder i middelhavsregionen, det anonyme Hebræerbrev, Jakobsbrevet angiveligt af Jesu bror Jakob, to breve af apostlen Peter, tre breve af apostelen Johannes, et brev af Jesu bror Judas (ikke Judas Iskariot), og endelig det apokalyptiske skrift Johannes' Åbenbaring. De sidste syv breve kaldes også de katolske breve, fordi de henvender sig til kirken i almindelighed, og ikke til en bestemt menighed.

Det Nye Testamentes 27 bøger (forkortelser ifølge Det Danske Bibelselskab angivet i parentes):

De historiske skrifter:

Breve:

Apokalyptisk skrift:

Evangelierne[redigér | redigér wikikode]

De fire første skrifter i NT kaldes evangelierne og beretter om Jesu liv, død og opstandelse. De benævnes efter deres formodede forfattere Matthæus og Johannes (apostle) og Markus og Lukas (apostel-elever). Skrifterne er i sig selv anonyme, men traditionelt tilskrives de disse apostle. De tre første evangelier kaldes i forskningen for de synoptiske evangelier, fordi de i indhold, ordlyd og komposition ligger så tæt op ad hinanden, at de kan ordnes i synoptiske kolonner. Markusevangeliet antages at være det ældste, som forfatterne til Matt og Luk menes at have kendt og benyttet. Årsagen til ligheder og forskelle imellem disse evangelier har optaget teologer meget og kaldes for det synoptiske problem. Mest udbredt er den såkaldte tokildehypotese, der går ud på at Matt og Luk har haft en anden kilde udover Mark bestående af Jesus ord opbygget ligesom det apokryfiske Thomasevangeliet.

Johannesevangeliet skiller sig ud fra de tre første. Dels er begivenhederne i Jesu liv fortalt i en anden rækkefølge, dels er der en stor stofmængde som ikke findes i de andre og endelig bærer sproget og stilen et andet præg. Evangeliet er skrevet med et personligt præg og i et mere spirituelt univers i forhold til de tre andre. Johannesevangeliet består i vid udstrækning af lange taler, som er tillagt Jesus.

Fortællingerne om Jesus blev først overleveret mundtligt og brugt i den tidlige kirkes undervisning, gudstjeneste og forkyndelse. Evangelierne anslås af de fleste bibelforskere at være skrevet mellem år 70 og ca. 100 e.Kr. (Kilde: Gads Bibel Leksikon), dette til trods for at evangelierne selv giver sig ud for at være ældre.

Apostlenes gerninger[redigér | redigér wikikode]

Apostlenes gerninger har samme forfatter som Luk og er tænkt som en frelsehistorisk fortsættelse af evangeliet. Skriftet omhandler tiden efter Jesu opstandelse og himmelfart og beretter om kristendommens udbredelse fra Jerusalem til næsten hele den antikke verden. Hovedfigurerne er i første omgang apostlene Peter, Jakob og Johannes, men i skriftets sidste 2/3 er konvertitten Paulus hovedpersonen, hvor der berettes om hans omfattende missionsrejser i den græsk-romerske verden.

De paulinske breve[redigér | redigér wikikode]

Brevene i NT minder meget om samtidens brevlitteratur med formelle led som indledning og afslutning. Eftersom de var skrevet til specifikke menigheder på en speciel foranledning, minder de mere om samtidens officielle breve (f.eks. fra romerske administratorer) end om privatbreve, som ofte var meget korte.

De paulinske breve er skrevet omkring år 50 og er dermed de ældste kristne dokumenter vi kender. Selv om evangelierne omhander tiden før Paulus er de skrevet årtier efter. (Kilde: Gads bibelleksikon).

Det paulinske brevkorpus består af 13 breve som tilskrives Paulus. De ni første er til menigheder som han grundlagde på hans missionsrejser (Romerbrevet undtagen) og de 4 sidste er stilet til enkeltepersoner, der var medarbejderer til Paulus og som fungerede som menighedsledere for de nye menigheder. Disse fire kaldes også pastoralbrevene.

Ef, Fil, Kol og Filem kaldes også for fangenskabsbrevene fordi Paulus angiveligt har skrevet dem mens han sad i fængsel.

I den teologiske forskning er ægtheden af flere af de paulinske breve stærkt omdiskuteret. Pastoralbrevene og Ef anses af mange teologer for ikke at være ægte paulusbreve, Kol og 2 Thess er diskutable, mens der er konsensus omkring ægtheden af de øvrige breve.

Hebræerbrevet[redigér | redigér wikikode]

Hebræerbrevet har lidt af en særstatus i det ny testamente. Det er skrevet anonymt og har fået navn efter hvem det er stilet til nemlig hebræerne det vil sige jøderne. Helt tilbage blev det regnet for det 14. brev af Paulus hvilket gav det paulinske brevkorpus det kananoisk status, med to gange syv breve, syvtallet regnes for et helligt tal, der indikere fuldkommenhed/fuldstændighed. Brevet nævner dog ikke Paulus nogen steder og afviger meget i sprog og stil samt teologi fra de øvrige paulinske breve.

Hebræerbrevet minder mere om en teologisk afhandling end et decideret brev, og består mest af forkyndelse og formaninger. Det fortolker Kristus efter den såkaldte alexandrinsk allegorese. Forkyndelsesdelen bygger på en komparativ analyse mellem den gamle pagts formidlere: ypperstepræster, profeter og israelitiske konger, og den nye pagts formidler: Jesus Kristus.

De katolske breve[redigér | redigér wikikode]

De syv katolske breve henvender sig ikke til en enkelt specifik menighed eller person. De har navn efter deres angivelige forfattere, nemlig de to aposlte Peter og Johannes og de to brødre til Jesus Jakob og Judas. Alle syv breve anses dog for at være pseudonyme skrifter, dvs ikke ægte apostelbreve. De tre Johannesbreve ligger i sprog og teologi så tæt på Johannesevageliet at de, sammen med Johannes Åbenbaring regnes for en særlig skriftgruppe Johannesskrifterne.

Johannes Åbenbaring[redigér | redigér wikikode]

Johannes Åbenbaring er det sidste skrift i Det nye Testamente. Åbenbaringen er formelt set et brev, en rundskrivelse til syv menigheder i Lilleasien. Åbenbaringen beskriver forfatterens visionære oplevelser af en kommende trængselstid og den dramatiske afslutning af denne verden, med dommedag og en ny skabelse (Eskatologi). Skrifter er apokalyptisk, hvilket betyder 'åbenbaring', og skildrer de sidste tider før Jesu genkomst og etablering af Tusindårsriget. Skriftet beskriver en serie domme, der nedkaldes af engle over Jorden. Den ender med at fortælle om Jesu og Satans sidste fatale sammenstød på Jorden, mere specifikt Armageddon – et stort areal nogle kilometer udenfor Betlehem – hvor det ender med at Satan, som fører alle verdens konger imod Kristus, vil blive udslettet, og Jesus lover at der på Jorden nu vil være fred i 1000 år.

Kilder til NT[redigér | redigér wikikode]

Det ny Testamentes skrifter er alle oprindeligt skrevet på græsk. Originalhåndskrifterne er for længst gået tabt, og vi kender dem derfor kun gennem afskrifters afskrift. Da alle skrifterne er skrevet af personer, der bekendte sig til kristendommen, anses de kun for indirekte kilder til den historiske Jesus. Skrifterne giver derimod en direkte kilde med betydningsfulde oplysninger om de første kristnes tro og menighedsliv.

De ældste bevarede håndskrifter er skrevet på papyrus (i ruller) fra det 2. til 4. århundrede. Rylands Papyrus (P52) er det ældste bevarede fragment, og indholder et brudstykke af Joh. Et andet berømt papyrus er P46. Mest omfattende er dog håndskrifter på pergament som codex (dvs. i bogform):

Kanondannelse[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Det Nye Testamentes kanon

Processen omkring samlingen og afgrænsningen af den nystestamentlige kanon strakte sig over 300 år fra skrifternes tilblivelse i sidste halvdel af det 1. århundrede til langt ind i det 4. århundrede. Kanontanken var kendt af kirken fra GTs kanon, der i de første århundrede fungerede som de kristnes eneste bibel. Allerede i det 2. århundrede, hvor den kristne kirke gennemlevede en dogmatisk og organisatorisk konsolideringsproces voksede behovet for en afgrænset autoritativ skriftsamling. Selv om visse skrifter stadig var omdiskuteret var der forholdsvis konsensus om denne afgrænsning blandt de fleste af oldkirkens biskopper. Denne samling og afgrænsning skulle ruste mainstream-kirken mod andre typer af kristendom, der ikke nød samme tilslutning, heriblandt gnosticisme og montanisme.

Først i det 4. århundrede blev afgrænsningen af den nystetamentlige kanon endelig vedtaget. I forbindelse med Kejser Konstantins accept af og konvertering til kristendommen opstod kravet om uniformietet i kristendommen herunder en endelig afgrænsning af dens helligskrift.

Kanondannelsen betød dog ikke at kristendommen helt mistede sin mangfoldighed, hvilket tilstedeværelsen af fire evangelier bevidner. NT repræsenterer en mangfoldighed af kristendomsformer og formåede stadig kanondannelse til trods, at tilfredsstille en række forskellige lokale behov og teologiske særinteresser. Først og fremmest er kanondannelsen et udtryk for en fælles teologisk ramme omkring fortolkningen af den kristne tro.

I vurderingen af et skriftes egnethed til kanon nævnes normalt fire kriterier, der skulle være opfyldt:

  • Apostolsk oprindelse (Tillægges en af apostlene eller deres nære omgangskreds).
  • Overensstemmende indhold (Hændelser og synspunkter, der følger de øvrige godkendte skrifter).
  • Bredt accepteret (Anerkendt af alle betydende kristne samfund i det fjerde århundrede).
  • Liturgisk brugt af de tidlige kristne menigheder.

Karakteristik[redigér | redigér wikikode]

I forhold til den klassiske græske litteratur er Det Nye Testamente karakteriseret som 'folkelig' litteratur, med enklere former og et mindre ordforråd. Formen er upræcis og flydende imellem skiftende genre: fortællinger, breve og formaninger, modsat fx Dødehavsteksterne fra Qumran, der er samtidige med NTs tekster og som har mere karakter af teologisk afhandling og ritual.

NT's mest særprægede litterære bidrag er evangelierne, som der ikke eksisterer nogen direkte modeller for i klassisk litteratur.

På sin vis er NT stofområde også særpræget. Påstanden om, at den historiske person Jesus fra Nazaret er Guds inkarnation udgør en bregrebsmæssig udfordring til den klassiske adskillelse mellem det fysiske og det metafysiske (det naturlige og overnaturlige). Det Nye Testamentes fortællinger er en slags 'narrative prædikener' med de historiske begivenheder som basis, men med et budskab der transcendere (overskrider) de historiske begrænsninger. Hvad der skete i tid og sted, er underordnet i forhold til, hvad det betyder teologisk, men kristen teologi er dog alligevel bundet til disse narrative prædikener fra Det Nye Testamente og kan næppe tænkes uden.

Endvidere fremgår det ingen steder i NTs skrifter, at de er blevet til med henblik på, at blive en del af den kristne kirkes kanon. Man kan derfor sige at Det Nye Testamente er kritisk overfor skrift som højeste autoritet i spørgsmål om Guds sandhed. Skrift afvises ikke, men behøver en højere autoritet, og det frelsende budskab (evangeliet) ligger i selve proklamationen (se kerygma). Det frelsende udtryk "Ordet" (Logos) knytter sig først og fremmest til Kristus og ikke til skrifterne om Kristus. Endelig er der en særpræget tone af påtrængende nødvendighed i Det Nye Testamentes tekster – de præsenterer sig som meddelelser i en kritisk fase af verdensforløbet mellem Kristi korsfæstelse og opstandelse på den ene side og den kommende dommedag på den anden. Nogle af skrifterne bærer meget præg af den forfølgelse og trængselstid som de første kristne menigheder erfarede.

Apokryfer[redigér | redigér wikikode]

Visse skrifter fra den tidlige kristendom, som ikke er kommet med i Det Nye Testamente, og som ikke tillægges samme autoritet, kaldes nytestamentlige apokryfer. Disse må holdes adskilt fra skrifter af de såkaldte apostoliske fædre, dvs. de ældste kirkefædre – generationen umiddelbart efter apostlene.

Et udvalg af apokryfe evangelier:

  • Bartholomæusevangeliet
  • Filipsevangeliet
  • Jakobs Forevangelium
  • Det apokryfe Johannesevangelium
  • Nikodemusevangeliet
  • Petersevangeliet
  • Sandhedens Evangelium
  • Thomas’ Barndomsevangelium
  • Thomasevangeliet

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: