Frans Michael Franzén

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Frans Michael Franzén.

Frans Michael Franzén (9. februar 1772 i Uleåborg i nåværende Finland14. august 1847 i Hernösand) var en svensk digter.

Franzén blev student i Åbo, og tog der, kun 17 år gammel, magistergraden, blev 1792 docent og senere professor i historie og moralfilosofi. 179596 foretog Franzén en udenlandsrejse til Danmark, Tyskland, Frankrig og England, hvor hans allerede åbne sans for det nyvakte germanske åndsliv yderligere styrkedes.

Efter Finlands afståelse til Rusland flyttede Franzén til Sverige, hvor han, der nogle år i forvejen var blevet ordineret, blev præst, først i Kumla i Närke, senere i Stockholm og endelig (1834) biskop i Hernösand, hvor han døde. Medlem af svenske Akademien var han blevet allerede 1808, og 1824-34 var han Akademiens sekretær.

Allerede tidlig fremtrådte Franzén som digter, hans første digte spredtes landet rundt i afskrifter og modtoges med begejstring, især "Selmadigtene", som var fremkaldt af hans kærlighed til en ung dame. Til de kendteste hører: "Menniskens anlete", "De tre behagen", "Till Selma", "De små", "Unga flicka i din vår", de elskværdige drikkeviser: "Goda gosse glaset tom", "Sörj ej den gryende dagen", "Champagnevinet", og ikke mindst "Den gamle knekten" med flere. Af hans ungdomsdigte bør ikke glemmes de af den skandinaviske bevægelse i 1790'erne fremkaldte: "Den danska sånggudinnan till den svenska" og "Svea till Dana". For sin smukke Sang om Creutz (1797) vandt han Svenska Akademiens store pris. Af hans mere didaktisk-religiøse digte kan nævnes: "Emili eller en afton i Lappland#, "Tidsbilder" med flere.

Grunden til, at hans digtning så tidlig slog igennem, var ikke blot den milde elskelige personlighed, der overalt lyste igennem den, men også det ny og friske, den bragte, påvirket som den var af den ny tyske litteratur (Klopstock, Voss og andre) helt uden for den herskende akademiske smag. Han påskønnedes derfor også af Kellgren, som optog blandt andre "Menniskans anlete" i Stockholmsposten. Skønt han som sagt stod uden for den akademiske retning, trådte han dog aldrig i opposition til den: al polemik var hans ironiske natur imod. På den anden side kunne han ikke slutte sig til fosforisterne, hvor meget han end i flere henseender delte deres anskuelser, og da der fra disses kredse rettedes nogle efter hans anskuelse uretfærdige. angreb mod de gamle, tog han bestemt afstand fra dem og skrev blandt andet "Thorilds skugga till Leopold". Af hans senere digtning er hans mange smukke salmer det værdifuldeste.

Som historiker er han især bekendt for den række mindeskrifter, han i sin egenskab af akademiets sekretær fik lejlighed til at udarbejde, de kendteste er skildringerne af fru Lenngren, Lidner og Creutz.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
MitreSmall.svg Stub
Denne biskopsbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi